Zakarias’ bog kapitel 4 v6:
Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!
Verset, som vi nu har set på i fem uger, fortæller os, at hvis noget skal udrettes i vores liv eller i kirkens, så handler det om, hvad Gud er i stand til at gøre. Guds Ånd er den resurse som får det umulige til at ske. Templets fuldførelse ville være en handling af Guds nåde over for de tilbagevendende landflygtige, udført af hans Ånd. Folket skulle forstå og anerkende Guds gunst imod dem, på baggrund af deres råb om nåde og hjælp.
Beretningen i Zakarias’ bog fortæller også en historie om, hvad der kan ske, når vi mennesker arbejder sammen med Gud. Det er så vigtigt at forstå og anerkende dette. Folket blev bedt om at gøre deres del, ledet af Zerubbabel. Det var ikke en passiv tilstand, men en aktiv involvering i, hvad Gud gør.
Profeten Esajas skrev disse ord: Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren (Esajas 61 v1-2). Jesus læste dette skriftsted fra Esajas, i Lukas evangeliet kapitel 4 og fortalte tilhørerne, at dette skriftsted blev opfyldt i deres foran deres øjne. Herrens ånd er over mig. Jesus forstod det, gør vi? Det er Herrens Ånd, der sætter Zerubbabel og jøderne i stand til at overvinde al frygt og forhindringer for at fuldføre arbejdet med at bygge templet.
Paulus skriver i første Korinther brev 3 v16: Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Han nævner det samme i kapitel 6 v19. Det er Guds Ånd, som arbejder på vores vegne i os. Jesus kom for at give sit liv på korset. Han kom for at bane vej for Guds nærvær, så du og jeg kan blive fyldt af Helligånden. Det kristne liv er ikke svært, det er umuligt. Det kan kun lade sig gøre, når vi lader Gud kommer til.
Refleksion
- Hvem fylder i dit liv, dig selv eller Helligånden?
- Hvad kunne være muligt, hvis du lod dig fylde af Helligånden?
- Hvad er dit næste skridt?
Bøn
Kære Gud, tak at jeg altid kan komme til dig og bede om hjælp, når bjergene bliver for høje og bølgerne for store. Alle de fantastiske fortællinger i Bibelen synes langt væk fra mit liv. Så jeg beder om, at du vil hjælpe mig til, at forstå det ord som siger, alt formår jeg i Ham, som giver mig kraft. Amen
Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Vi glæder os til at se dig.
Michael Jensen
Tema for gudstjenesten: Har du set dig i spejlet?