Det største emne på menighedsledelsens møde i september var arbejdet blandt vores unge. Vi har en mindre flok af teenagere, men alt for få medarbejdere til at gøre noget sammen med dem. Vi har i et halvt år haft en annonce efter en ungdomsleder liggende på vores hjemmeside og har forsøgt via forskellige kontakter at finde frem til vores nye ungdomsleder. Nu er annoncen blevet bragt højere på på hjemmesiden og vi har sat annoncer i aviser og blade. Hvis du kender vores nye ungdomsleder, så bed vedkommende om at kikke på kirkens hjemmeside!
Vi har også sat en dato på næste gang, vi skal have ungdomsvelsignelse i kirken: Det bliver pinsedag, den 4. juni 2017.
Men det er ikke alene en ungdomsleder, vi søger efter. Ansættelsesudvalget er stadig i gang med at lede efter en ny præst til kirken – vær med til at bære begge del frem for Gud i bøn! Vi har bl.a. arbejdet på at formulere en profil for stillingen, herunder også en profil for kirken, som vi bruger når vi taler med kandidater. Der bliver mulighed for at tale om disse ting når vi holder visions- og budgetmøde for kirkens medlemmer tirsdag den 8. november.
Så længe vi ikke har en ansat præst, klarer menighedsledelsens medlemmer de forskellige løbende opgaver – og sender opgaver videre så meget vi kan. Vær ikke overrasket, hvis du bliver bedt om at hjælpe med det ene eller det andet.