2 Kor. 4 v7: Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.
Har du prøvet at gøre noget, som du ikke helt havde ressourcer til? Jeg bliver for eksempel aldrig god til at pakke julegaver ind. Du vil altid blive modløs, når du prøver at være noget og gøre mere, end det er muligt for dig. En god og mere realistisk opfattelse af en selv kan ofte gøre tilværelsen mere overskuelig. Du kan ikke løse alles problemer. Du kan ikke være mere end ét sted ad gangen. Du kan ikke gøre alt, hvad du selv eller andre synes, du burde gøre.
Det er lettere at udfylde din tidsplan, end det er at opfylde din tidsplan; det er lettere at komme ind i en aftale, end det er at komme ud af den igen. Det er også lettere at give et løfte end at holde et løfte, og altid lettere at komme i gæld, end det er at komme ud af gælden.
Bibelen siger, at vores kroppe er som lerkar, vi er alle lidt skrøbelige, fordi vi alle er faldet og blevet brudt, på forskellig måde.
Men Gud lægger alligevel sin største gave ned i os mennesker, giver os muligheden for at pege tilbage på ham og sige: ”Det må være Gud. Det kunne kun være sket gennem Guds kraft i mit liv.” Du synes måske, det er bedst at skjule dine svagheder; i en verden hvor alting er ”perfekt”, er der jo ikke plads til begrænsninger. Men du kan lære at slappe af i dine begrænsninger.
Gud har lagt sin skat ned i ethvert menneske, som tror på ham. At komme til Gud med sin brudthed er derfor det samme som at sige ”Gud, jeg har brug for dig” og invitere Jesus Kristus ind i sit liv. Og herefter stole på Guds kraft og ikke sin egen. Når du løber ind i de udfordringer, som møder dig igennem livet, så vender du dig til Gud og sandheden i hans ord.
Måske har du forsøgt at gøre mere i dit liv, end hvad der er menneskeligt muligt? Hvilket resultat fysisk og åndeligt kom der ud af det? Spar dig selv for en masse ærgrelser og nederlag. Begynd med en ærlig erkendelse. ”Gud, jeg er som et skrøbeligt lerkar, men du har lagt noget fantastisk værdifuldt ned i mig, som jeg nu kan begynde at bygge min tilværelse op omkring.” Evangeliets kraft er den sandhed, du nu kan relatere dig til. Nemlig hvad Gud har gjort for dig, siger om dig og nu vil gøre igennem dig.
Bøn
Tak Gud, at du har lagt de største muligheder ned i mit liv, jeg beder dig om hjælp til at åbne for den skat, som du har betroet mig. Tak, at du ser udover mine begrænsninger, så jeg kan leve mit liv på en helt ny måde. Jeg beder dig derfor om hjælp til at forstå, hvad din overvældende kraft betyder for mit liv og situation, her og nu. Amen.
Rigtig god weekend og Gud velsigne dig, vi ses til gudstjeneste på søndag kl. 11.00 i Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12 i Taastrup.
Temaet for gudstjenesten er: ”Guds tid”
Husk, at den 24. november er der visions- og budgetmøde.
Kærlig hilsen
Michael Jensen