Gud ønsker, at vi vokser i vores tro og så omsætter den tro i praksis. Bibelen siger i
Kol. 2 v6–7: Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak.
At leve i tro kan til tider udfordre ens livsstil og kontrol. Hvis Gud vil have dig til at så i tro og blive generøs, så er det fordi der i livet med Kristus kommer et overskud, som du kan dele ud af. Dette kan også være en måde at vise sin overstrømmende taknemlighed på.
Bibelen siger i 2 Kor 9 v6: Husk dette: Den, der sår sparsomt, vil også høste sparsomt, og den, der sår generøst, vil også høste generøst.
Dette er loven om såning og høst, og det er sandt i alle livets områder. Hvis du sår kærlighed, høster du kærlighed. Du høster altid mere, end du sår. Når du planter en kartoffel i jorden, får du ikke en kartoffel tilbage, du får en hel plante fuld af kartofler tilbage. Man kan også sige, at du i livet altid vil have muligheder for at dele ud af de velsignelser, som du selv har modtaget. Jamen, Michael, er du ikke klar over, at vi lever i en svær tid, en hård verden hvor det er let at blive såret, hvis man deler ud og er sårbar?
Jeg skriver dette velvidende om den tid, vi lever i. (Pandemi – politisk uro – menneskelige opgør.) Det er absolut heller ikke let at være kirke i disse tider. Der er i den grad brug for, at vi som kristne deler ud af vores overskud, af det liv, som vi har modtaget af Jesus Kristus. Her er ikke tale om en menneskelig anstrengelse, men at leve Gud nær og leve i tro med det, vi har fået, og gøre, hvad Gud taler til en om.
Hebr. 11 v8 I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.
Hvad ville du gøre? Abraham var i sin pensioneringsfase, han var lige ved slå sig ned. Så sagde Gud: “Nej, ryst støvet af dig og gør dig klar til den største rejse i dit liv.” Når du lever i tro, kan det indebære at gå til steder, hvor du aldrig havde planer om at gå hen, eller at gøre ting, man ikke selv havde fantasi eller lyst til. Dette kan både være i små eller store ting. Men er det så vigtigt for os at udvikle vores tro? Bibelen siger i Hebr. 11 v6: Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.
Hvordan er du vokset i din tro i det sidste år?
Har Gud bedt dig om at tage i skridt i tro?
Hvordan har du det med det?
Bøn
Kære Gud, tak at jeg må tro på dig, Jeg beder om hjælp til at forstå, hvad det vil sige i mit liv, at jeg leve i dig. Tak at du også giver mig mulighed for, at kommer til dig hverdag med alle mine behov. Nu beder jeg din om hjælp til at i tro møde de behov, som kommer til mig. Amen.
Rigtig god weekend og Gud velsigne dig, vi ses (virkelig!) på søndag kl. 11, hvor vi vil mødes online til gudstjeneste på en lidt anderledes måde, nemlig over Zoom. På den måde kan vi se og høre hinanden og alle kan bidrage. Du kan få oplysninger om hvordan, ved at ringe til Arne på 2093 7410 eller ved at skrive til os på https://www.citykirken.dk/kontakt/kontaktformular
Kærlig hilsen
Michael Jensen