Jeg ved ikke, om der er noget mere modkulturelt i verden i dag, end at reagere på ondskab med noget godt i stedet. Men fordi det er så anderledes og strider imod menneskelig natur, kan det være en af de sværeste ting at gøre.
Bibelen siger i Rom. 12 v21: Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.
Det er meget nemt at blive overvældet af det onde og uretfærdige, og alt i os mennesker vil sandsynligvis overvinde det onde med det onde og give igen med samme mønt. Det er, hvad vi ofte ser eller oplever i samfundet, på TV, på nettet osv. Derfor kræver det tro at gå imod strømmen, hvad dit ego og din kultur fortæller dig at gøre, og i stedet stole på Gud og svare på mørket med hans lys. Du bekæmper mørket med lys. Du bekæmper had med kærlighed. Du bekæmper uvenlighed med venlighed. Du lader ikke ondskab overvinde dig. Du overvinder det onde med det gode.
I Matt. 5 v44 siger Jesus: Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer.
Det er så let? Nej. Det er usædvanligt. Er det et valg? Absolut. Det er dit og mit valg at vælge en anden vej end den eller det, du møder. At vælge lys frem for mørke betyder at gå på Jesu vej.
Gengældelse er ikke en del af Guds plan. NEJ, vend den anden kind til og gør noget godt i stedet. Gud vil have os til at vise kærlighed til selv de hårdeste hjerter ved at bede for dem. Det er midlet for at hele relationer og løse konflikter.
Jesus gav os det største eksempel på at reagere i kærlighed ved at bede for sine fjender på korset, her lagde han sit liv ned for os alle. På korset gjorde han op med ondskaben og fjendskabet. I mødet med hans nåde, kærlighed og tilgivelse sker forvandlingen. Det, jeg som menneske får lov at opleve i mødet med Jesus, kan jeg nu leve ud i praksis, der, hvor jeg er, og med dem, jeg er sammen med.
Når du følger hans eksempel, vil du skille dig ud fra denne verden, i adfærd, holdning og mening.
Det er ikke altid let at tage troens skridt for at overvinde det onde med det gode, i en verden hvor polarisering er ved at blive en norm.
Når Gud vil have os til at bede for de mennesker, der mobber eller chikanerer os, eller som vi er lodret uenige med, så er det fordi det også gør en forskel i vores eget liv. Har du nogensinde prøvet at bede konsekvent for en person, som du ikke kan lide? Det vil ændre dit hjerte og tankegang overfor denne person.
Bøn
Kære Gud, der er meget i denne verden, som gør ondt at se på eller at opleve helt personligt. Jeg beder dig derfor om, at du vil bevare mig i den kærlighed, som du altid har elsket mig med. Tak, at du har givet mig et middel og et eksempel jeg kan følge. Tak at du altid har elsket mig først.
Må Gud rigt velsigne dig! Vi ses online på søndag til gudstjeneste, se https://www.citykirken.dk/online-soendage
Velkommen til undervisningsaftener. Over 3 onsdagsaftener fra kl. 19:30 – 21:30 vil jeg gennemgå endetidens tegn. Datoerne og emnerne er:
20/1 Mens vi venter (på Jesu genkomst)
27/1 Midt i tiden (omkring Jesu genkomst)
3/2 Tilbage til fremtiden (efter Jesu genkomst)
Undervisningen vil foregå over Zoom, og de undervisnings-slides, der hører til hver aften, vil kunne hentes på dagen. Du kan få oplysninger om hvordan, ved at skrive til kirken på https://www.citykirken.dk/kontakt/kontaktformular. Vel mødt.
Kærlig hilsen Michael Jensen