Salme 139 v4-10 Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.
Gud er i fortiden, han er i nuet, han er i fremtiden. Han er i himlen, og han er på jorden. Han er i åndeverdenen, han er i vores verden, han er i dig, han er over dig, han er omkring dig – fordi han er flerdimensionel.
Der er ikke en flok guder, der skal dække alle dimensioner, der er én Gud i Faderens, Sønnens og Helligåndens person. Fordi han er flerdimensionel, er du aldrig alene.
Du kan ikke lege gemmeleg med Gud, Guds er allestedsnærværende, han er overalt! Han er begyndelsen og slutningen på den verden, vi lever i. Der er intet sted, du har været, intet sted, du er, og intet sted, du vil være, hvor Gud ikke er tilstede. Dette kan opmuntre dig eller virke lidt skræmmende på dig, men anset hvor du vælger at gå hen, vil Gud gå med dig, og han vil allerede være der for at møde dig.
Fordi Gud er i alle dimensioner af verden, kan du tale med ham om alle dimensioner i dit liv, på alle tidspunkter og alle steder, lige meget hvor du er. Der er intet, du kunne bringe til ham fra din fortid, nutid eller fremtid, som han ikke allerede forstår eller har fuldstændig styr på. Dine bønner vil derfor aldrig komme bag på Gud. Du kan bringe dem alle til ham, i tro og forventning til, at han hører dig og forstår dig.
Det store spørgsmål er måske snarere, om vi som mennesker forstår den hånd, som ønsker at lede os, så vore liv får en fast retning?
Refleksion
- Når Gud er allestedsnærværende, gør det dig så tryg eller bekymret?
- Hvorfor kan det være svært at tale med Gud om de ting, han allerede er klar over?
- Hvad kunne du så tænke dig at sige til Gud, her og nu?
Bøn
Tak Gud, at jeg aldrig er helt alene. Tak at jeg kan tale med dig, på alle tidspunkter og om alle ting. Jeg beder dig om, at du vil hjælpe mig til at forstå, at du aldrig på noget tidspunkt har eller vil forlade mig og hvor tilgængelig du er. Nu beder jeg om, at jeg må opleve den fred som kommer, når du lægger din hånd på mig. AMEN
Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til fællesgudstjeneste sammen med Familiekirken på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. David Hudson fra Salt and Light (også kendt som Buck) er gæstetaler og vi ser frem til en stærk gudstjeneste, med et profetisk aftryk.
Vi glæder os til at se dig.
Kærlig hilsen
Michael Jensen