En positiv tankegang

Fil. 4 v8: I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde.

Bekymr dig om ingenting men bed om alt, det kunne lyde som en nem og typisk kristen formulering. Når bekymring eller negative tanker rammer en, og det gør de jo for de fleste af os, hvad gør vi så med dem?

En praktisk måde at holde tankerne positive er, at være opmærksom på ens indstilling. Undgå at blive kritisk, specielt over for andre mennesker. Tænk i stedet på gode ting om andre og på Guds muligheder i det, som menneskeligt set virker uoverskueligt.

Nu forstår vi formelen bedre: Bekymr dig om ingenting, bed om alting.

Det er her, at vi begynder at opleve Bibelens løfte om at Guds fred, der overgår al forstand, vil bevare dit hjerte og tanker i Kristus Jesus – Fil. 4 v7. Her tager jeg den negative byrde af mine skuldrer og giver den til ham, for hvem intet er umuligt.

Hvem er hovedingrediensen i denne formel? Det er Jesus Kristus. Uden ham ville det bare være ønsketænkning. Sand lykke er resultatet af at have et tillidsfuldt forhold til Jesus og at hvile i hans vilje.

Er det nemt? Det kender jeg ingen, som kan sige.

REFLEKSION

  • Hvad udfordrer dig mest i at forblive positiv?
  • Hvad gør bekymringer ved dig?
  • Hvor kunne du have brug for Guds fred lige nu?

BØN
Tak Gud, at du overhovedet gider beskæftige dig med mine tanker. Nu beder jeg dig om hjælp til at få tømt hele den skraldespand af negativitet og bekymring, som fylder mit hoved. Hjælp mig til at kunne stole på dine muligheder og vente med tålmodighed på, at det sker. For jeg længes så meget efter den fred, som overgår al forstand.  AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: HOVSA

Vi glæder os til at se dig og rigtig god weekend.

Kærlig hilsen
Michael Jensen