1 Joh. 1 v5: Gud er lys, og der er intet mørke i ham.
I denne tid glæder vi os over så småt at kunne mærke, at dagene er begyndt at blive længere. Mange mennesker går dog gennem mørke dage, fordi de bærer en byrde af skyld, skam og fortrydelse. De ser måske succesrige ud udefra og smiler, men indeni er de plaget af deres hemmeligheder.
Guds lys virker på den måde, at det giver forståelse og retning for Guds veje og skaber et godt fællesskab med både Gud og mennesker. Samtidig afslører det også skadelige ord, tanker og handlinger, som kan skade ens åndelige, følelsesmæssige og fysiske tilstand og kan være ødelæggende for fællesskaber.
Bibelen siger det sådan: Hvis vi hævder at have fællesskab med ham og alligevel vandrer i mørket, lyver vi og lever ikke ud af sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, som han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd. 1 Joh. 1 v6 – 7.
Det er måden at tørre tavlen ren på og hermed få en frisk og ny start! Det betyder ikke, at du igen prøver hårdere, og mere ihærdigt forsøger at tage dig sammen. Det betyder, at du får et helt nyt liv, hvor alt er tilgivet. Hermed træder du ind i Guds lys og kan leve i det.
Ef. 5 v8 – 9 beskriver, hvad det vil sige at blive fuldstændig renset og tilgivet og dermed få et nyt liv i lyset: For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.
Hvilken herlighed, at du kan komme videre, fuld af håb og glæde i et liv, som kan tåle lyset.
REFLEKSION
- Hvordan ville lyset afsløre skyldfølelse eller fortrydelse i dit liv?
- Hvad er dit næste skridt i det?
- Hvad er nogle måder, du kan “leve som et barn, der hører til i lyset”?
BØN
Tak Gud, at du har gjort det muligt at bryde med mørket, så jeg kan starte på en frisk. Nu beder jeg om, at du vil hjælpe mig til at bringe dit lys ind i alle områder af mit liv. Tak, at jeg kan leve et liv uden skyld eller skam. Tak for et ærligt fællesskab med dig, nu beder jeg om, at du vil give mig modet til at blive i dit lys, i mit liv og i alle mine relationer. AMEN
Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: GUDS HEMMELIGHED
Kærlig hilsen
Michael Jensen
PS: Som nævnt på orienteringsmødet den 5. december holder vi bedemøde på Ahornvej, det bliver lørdag den 12. februar kl. 10:00.