Fil. 2 v4: Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.
Det var aldrig meningen, at du skulle gå gennem livet på egen hånd. Gud ønsker, at du skal være en del af hans familie – kirken. Faktisk har kirken været Guds plan lige fra begyndelsen.
Nogle mennesker tænker på kirken som en bygning, en institution eller en begivenhed, som du kan deltage i. Kirken er ikke nogen af disse ting. Det er en familie, som du kan være med i.
Når du er en del af kirken, har du mulighed for at opleve fællesskabet med både Gud og mennesker. Bibelen siger i 2. Kor. 8 v5: De gjorde ikke blot sådan, som vi havde håbet, nej, de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os.
I dette tilfælde var der tale om en hel konkret situation, men den illustrerer meget godt betydningen af at være sammen med både Gud og mennesker.
Du giver dig selv til Herren, og derefter giver du dig selv til en gruppe mennesker i Guds familie. Det første valg gør dig til en kristen. Det andet valg forbinder dig med andre troende, som i en familie. Jeg er ikke kirken. Du er ikke kirken. Men sammen er vi kirken – Kristi legeme.
Hvad vil det så sige at være en del af Kristi legeme? Menneskets krop har mange dele, men de mange dele udgør en hel krop. Sådan er det også med Kristi legeme.
For at forstå, hvordan kirken fungerer, skal du se på den måde, Gud designede din krop. Din hånd, næse, milt og lever er alle dele af din krop. De har alle separate funktioner, men tilsammen udgør de én fysisk krop – ligesom Guds kirke udgør én åndelig krop.
Det er derfor, du er en så nødvendig del af din kirkefamilie. Du kan ikke sige: “Min del – mine talenter og evner – er ikke nødvendig, eller det beholder jeg for mig selv.” Der er ingen unødvendige dele, alle er vi afhængige af hinanden og hver af os har en forskellig rolle at spille. Derfor står der i 1 Kor. 12 v27: I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.
REFLEKSION
- På hvilke måder har du forholdt dig til kirken som et sted, du går hen, i stedet for et sted, du hører til?
- Hvordan kan du bruge dine talenter og evner til at elske og drage omsorg for andre mennesker?
- Hvad er din første udfordring i at elske din næste som dig selv?
BØN
Tak Gud, at jeg kan være med i fællesskabet sammen med dig. Tak for din accept. Nu beder jeg om, at du vil hjælpe mig med at se på alle de andre mennesker, som er så forskellige fra mig, med samme accept. Tak, at der er plads til os alle, tak, at vi sammen udgør et smukt billede, sammensat, som af millioner af mosaikker. AMEN
Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
TEMA: Skabt i Guds billede (del 2)
Kærlig hilsen
Michael Jensen