Krig

Ordspr. 6 v16 – 19:
Der er seks ting, Herren hader, og syv, han afskyr: hovmodige øjne, løgnagtig tunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde planer, fødder, der løber rask i ondt ærinde, et falsk vidne, der udspreder løgne, og en, der sår splid mellem brødre.

Jeg tror meget godt at versene her opsummerer det, vi oplever for åben skærm, når en aggressor overfalder et uskyldigt land. Jeg tror også, at det fortæller, hvad Gud mener om det.

En hyppig indvending mod den kristne tro er dog al den vold, som er beskrevet i Det Gamle Testamente. Gideon, David og Josva var blandt de mange ledere, der sejrede og dræbte i Herrens navn. Israel ser ud til at have været en voldelig nation, og Gud virker som en enerådig krigsmager.

Hvad var Herrens hensigt med krig? Hvorfor er Det Gamle Testamente så voldeligt i modsætning til Det Nye Testamente – hvor Jesus tilbyder fred?

I Bibelen er der over 400 referencer til krig. Både militært og personlige konflikter. Skriften fortæller os også, at der er “en tid til at elske og en tid til at hade; en tid til krig og en tid til fred” Prædikerens bog 3 v8.

Gud glæder sig aldrig over konflikter eller krig. Men i Guds optik er det at modsætte sig ondskab, ikke umotiveret vold.

Så kristne er opfordret til at bede om og stifte fred. Men Bibelen fortæller os også om, at vi aldrig vil opleve en fuldstændig ende på krige og konflikter på denne side af evigheden. Lande, samfund, naboer og familier, ja overalt, hvor der er mennesker, vil der opstå konflikter, som kan ende i små og store krige.

Jesus lærer os at elske vores fjender og vende den anden kind til.

Paulus gør opmærksom på, at måden som vi kæmper på, er anderledes end det, som vi ser i denne verden. “Vores krigsvåben er ikke som menneskers, men har guddommelig magt til at ødelægge og nedbryde fæstninger” 2 Kor. 10 v3 – 4. At forstå, hvad der ligger bag konflikter, er altid en afgørende nøgle for at løse dem. Kærlighed, nåde og tilgivelse er stærke ”våben”.

Kristne er ikke kaldet til at gribe til våben, men heller ikke til at dømme dem, som i en ulykkelig situation er tvunget til at gøre det.

I Matt. 24 v6 siger Jesus “I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden.”

Jesus foreslår bestemt ikke, at krig enten skulle eksistere, eller være sanktioneret af ham. Han kommer med en udtalelse om, at krig altid har og vil altid eksistere, som en konsekvens af en brudt verden. At arbejde eller kæmpe for fred modsiger på ingen måde, hvad Jesus siger i denne passage. Hvordan man gør det det, er op til den enkelte, som i en konkret situation må udleve sit kald til at stifte fred, ved at bede, give eller gå. For de skal kaldes Guds børn.

Prøv at reflektere over denne tekst, som beskriver Guds tanker for livet her på jorden og din rolle idet: Esajas bog 11 v1 – 10

BØN:

Herre, gør mig til redskab for din fred. Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor uret er begået. Lad mig skabe enighed, hvor uenighed råder. Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder. Lad mig bringe glæde, hvor sorg og bedrøvelse råder.

 

Mulighed for at hjælpe til humanitær hjælp i Ukraine, igennem Baptistkirken i Danmark.

Pengene vil gå til hjælp med fødevarer, hygiejneprodukter, medicin, generatorer, benzin, tæpper, puder, og hvad der ellers er nødvendigt for mennesker i nød og på flugt. MobilePay: 15397 eller bankkonto 3201 10042879. Mærk indbetalingerne ”Ukraine”. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: Skabt i Guds billede (del 3)

Kærlig hilsen
Michael Jensen