“Meningen med livet”

Paulus’ brev til Filipperne 3 v8: Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre.

For enden af regnbuen finder du en krukke med guld, mange leder stadig, men kun få har fundet den.

Paulus forstod, at der her i verden ikke findes noget, som har mere værdi end at kende Gud. Ja, han går så vidt, at han kalder det LANGT STØRRE end alt andet.

Gad vide, hvad det var, som Paulus havde opdaget – en ultimativ rigdom, som fik alt andet til at blegne? Paulus havde opnået meget og havde både status og position, men det kunne heller ikke gøre det for Paulus.

Paulus skriver, at han kender Kristus Jesus. Ordet “kender” betyder indsigt på baggrund af en erfaringsbaseret viden, som leder til forståelse. Der er med andre ord tale om en viden, som var hele hans eksistentielle grundlag for at være menneske og formålet med hans liv. Det var det, som Paulus nu havde fået en forståelse for. ”MENINGEN MED LIVET”. Hvorfor er jeg til? – Hvorfor er du til? Svaret er til at finde. Her er ikke tale om en filosofis spekulation eller litterær kundskab. Paulus udtrykker en total forståelse for, hvordan livet og verden hænger sammen, i det at kende Jesus Kristus.

Salme 46 v11: Stands, og forstå, at jeg er Gud.

Som i alle relationer, så er det noget, som man skal investere tid i.

Travlhed, hvor alle mulige andre ting får fokus, kan ødelægge dine relationer også til Gud. Jeg har for øvrigt aldrig læst noget sted i Bibelen, at det er smart eller et udtryk for at være en god kristen, at have travlt.

For at vokse i dit forhold til Gud og kende ham på et dybere plan, skal du give dig tid til ham og “være stille”. Jeg taler ikke timer men 15-20 minutter kan gøre en forskel, hvor du søger ham. Så skal du se, hvordan alt andet begynder at falde på plads.

REFLEKSION

  • Har du brug for en plan for at være sammen med Gud?
  • Hvilke distraktioner kan holde dig for travl til at have tid med Gud?
  • Hvad tror du, at din fremtidige dig vil få ud af og være taknemmelig for, hvis du giver dig tid til at standse lidt op og begynde at forstå Gud?

BØN

Kære Gud, tak at du har tid til at standse op og lytte til min bøn. Nu vil jeg bede dig om at du vil hjælpe mig til at være stille, så jeg kan lære dig en lille smule bedre at kende, og til at finde ind i din plan og mening med det hele. Tak, at selvom jeg ikke forstår hvad der sker, så er du stadig i kontrol. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 på Ahornvej 3 i Tåstrup.

21. juli – Sommerstævnet på Lindenborg. Vi mødes på Lindenborg ved pølsevognen til frokost og eftermiddagskaffe og tilbringer dagen sammen på sommerstævnet Adressen er Borrevejlevej 26, 4000 Roskilde.
Kontaktperson for dagen er Anita Pedersen.

24. juli – Udflugt til Nyrup Baptistmenighed
Vi kører til Nyrup på Midtsjælland og holder gudstjeneste, Michael Jensen prædiker. Efter gudstjenesten vil vi spise frokost sammen. Nyrup Baptistmenighed står for frokosten og kaffe mm. PRIS 35 kr. Adressen er Kirkestræde 4, 4296 Nyrup.
Gudstjenesten starter Kl. 10:30.
Kontaktperson for dagen er: Michael Jensen

Se hele sommerens program her: Sommer i City Kirken

Kærlig hilsen
Michael Jensen