Salmernes bog 139 v14: Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt.
Gud skabte dig til at være dig og han vil ikke have dig til at være nogen anden end dig!
Gud har aldrig lavet en klon. Gud laver kun originaler. Selv enæggede tvillinger er forskellige på tusindvis af måder. Sammenligning har derfor aldrig været Guds idé.
På grund af sociale medier er det nemmere end nogensinde før at sammenligne dig selv med andre. Når du ser opslag, der råber: “Se på mig! Se hvad jeg kan! Se hvad jeg har! Se hvad jeg mener.” Så er det nemt at komme i tvivl om sig selv.
Nøglen til at leve et liv fyldt med glæde er derfor at opdage og turde være sig selv og fokusere på, hvem Gud har skabt dig til at være.
Tilfredsheden kommer, når du kan begynde at glæde dig over det, du er, i stedet for at prøve at være noget andet eller at vente på andres accept. Stop med at sammenligne dig selv med andre mennesker, og begynd at være taknemlig for det, som Gud har givet dig. Alt for mange mennesker glemmer at lægge mærke til den vidunderlige måde, som Gud har skabt dem på.
Jeg har bemærket, at når nogen for første gang får deres nyfødte barn i hænderne, så er der en følelse af ærefrygt, ”WOW”, fordi de pludselig bliver klar over, hvor værdifuldt og fantastisk dette barn er, som ligger i deres arme.
Det ændrer sig faktisk ikke, når vi vokser op, da er du stadig et ekstraordinært kunstværk, skabt af hele universets skaber.
Det er værd at lægge mærke til Guds unikke og kreative evner i, hvordan hver af os er blevet skabt som et mesterværk. Vi skal ikke tage vores eksistens for givet. Vi skal ikke tage hinandens eksistens for givet. Vi, du og jeg, er et mesterværk, unikt skabt. Uanset hvordan vi selv eller andre kan blive fristet til at se negativt på os selv, så ser Gud os faktisk på en helt anden måde.
At være underfuldt skabt taler om den omsorg og opmærksomhed, som Gud har til den enkelte. Gud har skabt milliarder af mennesker, men vi er ikke masseproducerede. Vi er ikke slynget ud på en mekanistisk måde. Enhver af os er underfuldt skabt, for du og jeg er skabt i Guds billede. Hvis du kan tage den sandhed til dig, så har du fundet dit grundlag og formål med livet. For Gud vil noget med sit skaberværk.
REFLEKSION
- Gud skabte dig til at være dig. Er der områder i dit liv, hvor du ikke er dig?
- Hvorfor tror du, at du tillader det at ske?
- Har du nogensinde takket Gud for at have skabt dig på en vidunderlig måde?
BØN
Tak Gud, at du tillader mig at være mig. Giv mig i dag modet til at leve det liv, du har kaldt mig til at leve. Hjælp mig med at gå væk fra idealer, roller og forventninger, som andre mennesker har til mig, så jeg kan leve i fred og forståelse for den unikke måde, som du skabte mig på. Efter din vilje og med et formål. I Jesu navn, amen.
Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
TEMA: ”Skamløst”
Kærlig hilsen
Michael Jensen