Josva-bogen 1 v8
Denne lovbog skal du altid have på dine læber; du skal grunde på den dag og nat og omhyggeligt gøre alt, hvad der står i den; da vil det gå dig godt, da vil du have lykken med dig.
Jeg kan huske, at jeg som ny kristen hørte gode prædikener og dybdegående bibelundervisning, hvor jeg ofte undrede mig over, hvordan læreren havde fundet alle de guldkorn frem i Guds ord. Dette gav mig inspiration til selv at gå dybere i studiet af Bibelen. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at viden ikke er alt, men at Guds ord er levende og derfor må fordøjes og praktiseres for at få den fulde mening med det. For at det kunne ske, måtte jeg ”grunde” over det. Bibelen bruger ordet “grunde” til at beskrive en troendes bearbejdelse af ordet. Det er “hagah” på hebraisk, som betyder det “at knurre i glæde eller vrede”. Underforstået, at vi må lade ordet arbejde i os.
Så hvordan gør man det? Måske kender du ordet “drøvtygning”? Det beskriver, hvordan en ko bearbejder sin føde. Køer spiser græs og sender det ned i maven, hvor det ligger og opsuger syrer og kemikalier. Så, efter et stykke tid, bøvser koen det op igen og får en fornyet smag på det. Koen gentager dette flere gange og får hermed al næring ud af græsset.
At ”grunde” er lidt på samme måde. Det er en fordøjelse af det, du læser. Gud ønsker, at du skal få al åndelig ernæring ud af hans ord. Han vil have dig til at tygge på det, fordøje det og så tygge lidt mere på det, og så praktisere det i den hverdag, som møder dig.
Paulus andet brev til Timotheus 3 v16-17: Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.
REFLEKSION
- Har du et sted og en tid for, hvordan du bruger tid med Gud og hans ord?
- Hvordan kan det at ”grunde” udvikle din forståelse af Guds ord?
- Hvilket skriftsted vil du ”grunde” over i dag?
BØN
Kære Gud, tak at du har givet mig dit ord for at vejlede, opbygge og trøste mig. Jeg tror, at dit ord er liv og sandhed for mig og ønsker at modtage alt det, som du ønsker at tale til mig om. Tak, at jeg også må opleve, at dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti. Tak Herre, at du kender min situation, hjælp mig til at høre, hvad du taler ind i den. Amen
Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Kærlig hilsen
Michael Jensen
HUSK Sankt Hans-aften i Huset på Ahornvej 3 i Taastrup, fra kl. 17:00
KOLLEKT på søndag, hvor vi samler ind til Exit, som er et projekt udsprunget fra KIT (Kirkernes Integrationstjeneste), som har fokus på menneskehandel af kvinder fra især Nigeria. De organiserer ”Safe-houses” i Nigeria og uddannelse til kvinderne.