“Vær autentisk”, sagde Karen Margrete Kirk,
som besøgte os sidste søndag sammen med sin mand, Poul Kirk.
Det meste af denne uge har jeg været på rejse i Japan, og har tænkt en del over hvad Karen Margrethe og Poul sagde.
Hvor er det vigtigt at være oprigtig og autentisk i det vi gør. Nogle gange kan vi som kristne være tilbøjelige til at give hurtige svar, som vist mere er præget af overfladiskhed end af eftertanke og oprigtighed. Men Jesus stillede ofte spørgsmål i stedet for at give hurtige svar!
Verden omkring os har ikke brug for hurtige løsninger, men for dybe sandheder. Og sandheder erfarer man nu engang kun ved selv at søge efter dem, og ved at turde stille spørgsmål. Og hvis man selv tør stille spørgsmål og komme frem til nye erkendelser, så er det måske også nemmere at forholde sig til andre mennesker som stiller spørgmål.
De fleste opdagelser i verden er gjort af mennesker som har turdet stille spørgsmål. Som ikke har ladet sig nøje med status quo. Sådan er det også med troen. “Søg, så skal I finde“, siger Jesus.
Jeg ved jeg har nævnt disse tanker før. Men alligevel: Lad os “gribe bolden”, og bliver kendt som en kirke der har et dybt og oprigtigt fællesskab. På den måde har vi de bedste chancer for at give andre mennesker et autentisk svar, som når helt ind til hjertet og ikke bare bliver endnu en “hurtig løsning”!
Nogle af jer kender måske begrebet “Emerging Church” (eller her)? Der kan sikkert siges og skrives meget om dette forsøg på at være kirke i en postmoderne tid, men en central karakteristik er at evangeliet bl.a. forkyndes gennem hver enkelt kirkemedlems indflydelse på sine omgivelser i hverdagen — på arbejdspladsen, skolen, osv. At hver enkelt herigennem kan være med til at velsigne andre omkring sig. Og en erkendelse af at alle mennesker er på en vandring igennem livet, og gør sig erfaringer henimod (eller væk fra!) troen med forskellige skridtlængder.
Som kirke kan vi bedst hjælpe mennesker på vej ved at være oprigtige og dele vores egne erfaringer med dem. Ved at lytte, tage del i, og ved at velsigne andre med vores tid og evner.
Nogle gange sker det ved at vi gør det, vi er bedst til. Der, hvor vi måske føles os “kaldet”. Andre gange sker det måske bedst ved at udfylde et konkret behov.
Hvis du går forbi et dige med hul i, så har du to muligheder. Du kan enten stikke fingeren ind i hullet og stoppe lækagen og forhindre en katastrofe… eller du kan sige at det ikke er din primære tjeneste, og så gå videre og håbe på at der kommer en forbi, som er specialist i at stoppe huller i diger.
Men hvis alle tænker som den første person ovenfor, så er det ikke sikkert at hullet nogensinde bliver stoppet, og så vil katastrofen uundgåeligt indtræffe!
Gud give os styrke til at finde ud af hvor og hvordan vi bedst kan tjene ham.
Hej Per,
godt at læse dine reflektioner, jeg har lyst at kommentere på det med at være autentisk, har tænkt en del over det, måske det sidste ½ år til år.
Har netop haft et oplæg på afdelingens 10 år jubilæum hvor jeg berørte emnet.
Jeg benyttede mig at Familieterapeuten Jesper Juul og Helle Jensens (psykolog) reflektioner om emnet.
De skriver om hvordan vi bliver mere autentiske, når vi bliver i stand til at handle efter vores værdier/menneskesyn. På mit arbejde og sikkert også i hverdagen, kan vi blive udfordret på vores værdier, og handler måske ikke altid efter dem, men igennem reflektion og samtale med andre kan vi forhåbentlig blive bevidst om vores værdier og dermed mere opmærksom på at handle efter dem.
De skriver om hvordan vi igennem at arbejde med vores autenticitet får styrket vores selvfølelse og integritet.
Jeg syntes de næstefter beskriver en spændende proces:
Finder man ud af noget man er usikker overfor, så har man fat i noget kvantitativt, vil man så stå ved sin usikkerhed og gøre noget ved det bliver det en kvalitativ dimension, der handler om hvordan vi forholder os til det vi ved om os selv, det er i denne proces vi bliver mere autentiske.
Man kan sige at det prikker til vores indre ansvarlighed.
Og i bund og grund finde ud af hvem vi er og hvad vi står for, turde give vores meninger ærligt til kende,uanset om de er populære el. ej, mærke den vækst det giver når man står ved sig selv og ikke forsøger at behage andre og på den måde “misrygte” sig selv, el. den Gud har skabt mig som.