Apostlenes gerninger 8:24: ”Åh nej!” udbrød Simon. ”Bed for mig til Herren, så det, I har sagt, ikke skal ske med mig.”
I Apostlenes Gerninger kan vi læse om, hvordan der udbrød vækkelse i Samaria, og mange samaritanere kom til tro på Jesus. En af dem var en troldmand ved navn Simon. Da Peter beder for, at de samaritanske troende må modtage Helligånden – og det sker – så tilbyder Simon apostlene penge og siger, ”Giv også mig en sådan magt, så dem jeg lægger mine hænder på, får Helligåndens kraft.” og Peter svarede ”Gid dine penge må gå til grunde – og du selv med – siden du kunne få den tanke, at Guds gave kan købes for penge! Du har ingen andel i det her, for du står ikke i et ret forhold til Gud. Du skal vende om fra dine onde tanker og bede Herren om at tilgive din selviskhed. Jeg kan se, at du er fuld af magtbegær og bundet af synd.” (Apostlenes Gerninger 8:20-23) og da udbryder Simon ”Bed for mig til Herren, så det, I har sagt, ikke skal ske med mig.”
Simon var troende, men med de forkerte motiver. Guds Ånd – Helligånden – har ét formål, og det er at herliggøre Gud og gøre Guds vilje – hverken din eller min vilje (eller samaritaneren Simons). I Fadervor beder vi, ”Ske din vilje, som i Himlen således også på jorden”. Må vores Far i Himlen helbrede os og opfylde alle vores andre bønner, men lad det ske, så han bliver æret og ophøjet!
På søndag er der gudstjeneste klokken 11:00 i Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12 i Taastrup, hvor jeg har forberedt en prædiken!
Kærlig hilsen
Michael Rask Christensen