Hurtig levering

Vi er blevet vant til, at tingene går hurtigt. I mandags aftes gik vores opvaskemaskine, og onsdag morgen kom fragtmanden med en ny. Det er nemt og praktisk, og butikkerne anstrenger sig virkelig for at få varerne leveret i en fart.

Men er alt i livet sådan? I Lukas-evangeliet kap. 18 v1 står der om Jesus at: Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Slå evt. selv op og læs hele historien – den understreger, at det at bede ikke er ligesom at bestille noget i en netbutik. Gud er ikke en leverandør – han er vores far og vil gerne hjælpe os, men han gør det tit på en anderledes måde. Det har han sine grunde til. Nogle gange lærer han os mere tålmodighed undervejs, og vi skal altid være vedholdende og udholdende i bøn til ham. Det giver os et dybere forhold til ham – Gud er god!

Lige nu, hvor både Michael præst og Michael formand er ramt af sygdom, er det særlig aktuelt for os som menighed. Lad os bede for dem uden at blive trætte!

 

Lidt om programmet den næste tid:

På søndag klokken 11 har vi gudstjeneste i Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12. David Hudson kommer på besøg og vil tale. Kom gerne lidt før og giv en hånd med. Vi er der allerede fra klokken 10.

På onsdag den 3/7 holder vi bedemøde kl. 19:30 på Ahornvej 3, Taastrup.

I sommerferieperioden, dvs. fra søndag den 7/7, holder vi gudstjenestene på Ahornvej 3 og på en lidt enklere måde.

Kærlig hilsen
Arne Christensen