Tro er …

Vi taler meget i kirken.

Ikke bare over kirkekaffen 🙂 (det er en rigtig god ting forresten). Men til gudstjenester og møder bliver der talt, prædiket og sunget næsten hele tiden. Man kunne komme til at tænke, at troen bare handler om ord og viden; at det er noget, der foregår i hovedet og kommer ud gennem munden. Men så læser vi:

Jakobs brev 2 v17-19:
Hvis troen står alene uden at give sig udtryk i handling, er den død.
Måske vil nogen indvende: „Nogle tror, andre handler!” Hertil vil jeg svare: „Jeg kan vise dig min tro gennem mine handlinger. Men hvordan kan jeg se din tro, hvis du ikke handler på den?
Tror du virkelig, det er tilstrækkeligt bare at have en trosbekendelse, der siger: ‚Jeg tror på én, sand Gud.’? Det er godt, at du tror på den ene, sande Gud! Det gør de onde ånder også, men de ryster alligevel af skræk for dommens dag.

Av, de onde ånder tror også på, at Gud findes! Men de ryster af skræk, for de ved godt, at de “arbejder for den forkerte chef” og går en dom i møde. Det hjælper dem ikke spor, at de har den rigtige viden, for de har valgt at handle forkert.

Så tro er ikke bare at have den rigtige viden. Nej, tro er en tros-relation til Gud. Og fordi “Gud er kærlighed” (1. Johannes’ brev 4 v16) vil den kærlighed smitte af på os og vil kunne ses i den måde, vi handler på. Derfor står der også mange steder, at vi vil blive dømt på vores handlinger – de handlinger, der udspringer af vores tros-relation til Gud. De er det synlige og klare bevis på vores tro.

Men for at være helt ærlig: Det sker ikke altsammen på et øjeblik. Det er noget, vi vokser i, når vi styrker vores relation til Gud i tro. Det gør vi ved at læse om ham i Bibelen og ved at bede til ham, og ved at gøre de ting sammen med andre, der tror på Gud.

Så er vi tilbage hvor vi startede – i kirken; velkommen til gudstjeneste igen på søndag kl. 11:00. Og jeg tror bestemt, at der også på søndag vil være tid til en kop kaffe og en sludder bagefter 🙂.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Arne Christensen