Hvem er stor?

2. Krønikebog 2 v4-5
Det skal være et prægtigt tempel, som passer til en mægtig Gud, der er større end alle andre guder.
Og dog, hvordan skulle jeg kunne bygge en bolig, som er Gud værdig, når ikke engang Himlen kan rumme hans storhed?
Det eneste, jeg kan bygge for Gud, er et sted, hvor vi kan bringe ofre og tilbede ham.

Her er det Salomo, der taler om at gå i gang med at bygge et tempel for Gud. Men han er klar over, at selvom templet skal være stort og prægtigt, så er Gud uendelig meget større end det – selv ikke Himlen kan rumme hans storhed!

Det går som en rød tråd hele vejen gennem Bibelen, at Gud er større end alt andet og alle andre. Når nogen vil gå i kamp imod ham, så kan de lige så godt give op med det samme. Apostlen Johannes beskriver det sådan her, når han skriver om dem, der underviser forkert og vildledende om Jesus:

Johannes’ 1. brev 4 v4
Men I, kære børn, I tilhører Gud. I har vundet sejr over dem, for den Ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden.

Det er store ord, for “den ånd, som styrer verden”, det er den onde selv. Og dog siger Johannes, at Guds Ånd, der bor i os, er stærkere!

Men Guds Ånd har nogle gange en stærk modstander inden i os, nemlig i vores skuffelser, selvfordømmelse eller mismod. Ja, vi har mange fejl, som kan overvælde os; og ja, der er mange ting, som kan tage modet fra os. Hjertet kan synke i livet på os, men Johannes har også noget at sige om det:

Johannes’ 1. brev 3 v20
Selvom vores hjerte måske vil fordømme os, så ved vi, at Gud er større end vores hjerte, og at han kender det hele.

Også der møder Gud os – med kærlighed, tilgivelse og hjælp, som er større end nogen fejl, vi kan begå, og større end noget problem, vi kan løbe ind i.

Gud er større end alt (og alle), der kan angribe os, hvad enten det er udefra eller indefra. Det giver os god grund til at takke og tilbede ham – i ord, i lovsang og i handling!

 

Velkommen til gudstjeneste igen på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Det er kl. 11:00 næsten hver søndag, men den 27/10 bliver det lidt anderledes; se indbydelsen til Åben Himmel kl. 14:00 her.

Kærlig hilsen
Arne Christensen