Ikke som mennesker, men …

4. Mosebog 23 v19:
Gud er ikke som mennesker, der lyver,
han skifter ikke mening, som vi gør.
Når han siger noget, så gør han det.
Han holder, hvad han lover.

1. Johannes’ brev 1 v8 (og også v16):
… Gud er kærlighed …

Bibelen siger helt tydeligt, at Gud er anderledes end mennesker, men vi kommer alligevel tit til at forestille os, at han er “næsten ligesom som et menneske, bare lidt bedre”. Det er der noget rigtigt i, for vi mennesker er skabt i Guds billede, sådan at vi ligner ham. Men alligevel er det forkert, for Gud er meget større end os, at vi dårligt kan fatte det.

Disse to vers fra Bibelen giver et par eksempler: Gud lyver ikke og skifter aldrig mening – han er til at stole på uanset hvad. Det kan man ikke sige om nogen mennesker. Og der er heller ingen, der vil sige om selv den bedste ven, at han “er kærlighed”, sådan helt ufortyndet! Der er forskel på Gud og os, og den er stor.

Så Gud er ikke som mennesker, men han ønsker, at mennesker skal blive mere som ham! Jesus gav sit liv for os for at frelse os, og han vil arbejde med og i os, for at vi skal komme til at ligne ham mere. Det bliver f.eks. udtrykt sådan her:

Efeserbrevet 5 v1-2:
Da I nu er Guds elskede børn, så lad ham væres jeres forbillede i alle ting. Elsk hinanden, ligesom Kristus elskede os. Han gav jo afkald på sit liv for vores skyld og bragte sig selv som et lifligt duftende offer til Gud.

Kolossenserbrevet 3 v12-14:
Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen.

Guds Helligånd vil arbejde med dette i os, hvis vi vil arbejde med. Bed ham gøre det, og se, hvordan du stille og roligt begynder at ligne ham mere.

 

Velkommen til gudstjeneste igen på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. Her er temaet “Gud og straf”, og vi vil se en anden af de måder, Gud er anderledes end mennesker på.

Kærlig hilsen
Arne Christensen