Selv når vi mennesker oplever noget, som er stort/overraskende/fantastisk, kan det efter et stykke tid blive almindeligt for os; vi vænner os til det. Overraskelsen er forbi og det er blevet hverdag, og vi ser ikke længere, at det er stort eller fantastisk. Den, der flyver meget, tænker på sin næste flyvetur på en anden måde end den, der aldrig har prøvet at flyve før. Den, der har været gift i 40 år, vil nemt komme til at se anderledes på sin kone eller mand end den, der er nyforelsket.

Dette sidste er et eksempel på noget, der skal “holdes frisk”. På samme måde skal vi også passe på, at vi ikke vænner os så meget til at vi kender Jesus, at det bliver en selvfølge; at det mister en del af sin betydning for os. Vores relation til Jesus er ikke en hverdagsting, det er meget større, for Jesus er meget større end vi går og husker på hele tiden.

I sit brev til Kolossenserne 1 v 15-20 skriver Paulus meget udførligt om Jesus. Ja, det er nærmest et digt eller en lovsang (vældigt godt udtrykt i 1992-oversættelsen):

Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.

I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.

Ved ham og til ham er alting skabt.
Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
Han er hoved for legemet, kirken.

Han er begyndelsen,
den førstefødte af de døde,
for at han i alle ting skulle være den første.

For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig
og ved ham at forsone alt med sig,
på jorden som i himlene,
ved at stifte fred ved hans blod på korset.

Jesus er den første i alle ting: Han havde en central rolle i skabelsen. Alting er skabt ikke bare ved hans medvirken, men i ham. Og det blev skabt til ham, og han holder alt i gang. Han er den første, der opstod fra de døde på den måde, vi alle skal opstå engang. Han er fuldstændigt enestående, og det må vi minde os selv om en gang imellem.

Men ikke bare det: Det var i ham, at hele Guds fylde kom til os mennesker, og det var ham, der bragte forsoning og helede forholdet mellem Gud og os, da han gav sit liv på korset for os og opstod igen. Så ikke bare er han fuldstændigt enestående, han er også enestående god imod os.

Så lad os tage imod det, men ikke bare det: Lad os også minde os selv om det hver dag og ikke vænne os så meget til tanken om Guds godhed mod os i Jesus, at vi glemmer, hvor stort og enestående det er. Der er virkelig grund til at synge lovsange, sådan som Paulus gør!

Det (og andet) vil vi gøre sammen ved gudstjenesten på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Arne Christensen