Jubelår 2025

Ordet jubelår finder vi i tredje Mosebog kapitel 25. Et år, hvor mennesker fik deres pantsatte jorder tilbage, slaver og tvangsarbejdere skulle befries mm. Den underliggende hensigt var den, at israelitter aldrig skulle blive slaver for andre israelitter eller stå i gæld til hinanden. Forståelsen var grundlæggende, at alting er ejet af Gud og derfor har vi ikke ejerskab overfor hinanden. Jubelåret peger på evangeliet og den frihed, som du har i troen på Jesus Kristus.

Lige om lidt fejrer vi nytår, og vi ønsker for hinanden, at det må blive et godt nytår. Skal det blive det, så må vi selv leve i den forståelse, at det er Gud, der ejer alting, og at han er også suveræn over alting. Gud alene er Herre og hans handling med at forløse sit folk ud af fangenskab peger hen mod korset og den frihed, som følger heraf.

Rent praktisk, så udfordrer jubelåret os til at leve i frihed og tillid til Gud, at han vil sørge for vores behov og fremtid. Samtidig opfordrer det os til at udvise en medfølende nåde i vores behandling og omgang med hinanden.

Jubelåret tilbyder altså personlig frihed og amnesti til os mennesker. Ingen skal være fanger eller slaver af noget eller nogen.

Jubelåret viser Guds karakter og sindelag, det udfordrer os til at kikke indad i forhold til vores egen indstilling. Elsk din næste som dig selv, ja altså konkret og i praksis, for sådan er du elsket af Gud, så du kan elske ham tilbage.

Må Gud rigt velsigne dig med et godt nytår og din næste ligeså. Så kan vi alle juble, for der er udråbt et nådeår over os.

Refleksion

  • Har du taget imod Guds nåde og kærlighed?
  • Giver du hans nåde og kærlighed videre til din næste?
  • Hvad er dit næste skridt i 2025?

Bøn

Kære Gud, tak. Tak for alt hvad du er, alt hvad du har gjort, og alt hvad du kommer til at gøre i det nye år. Nu beder jeg om, at du vil hjælpe mig til at tage imod det i mit eget liv, så jeg kan give det videre til min næste og leve det ud i verden omkring mig. Tak, at du er med mig alle dage og alle steder. Må dit navn få ære igennem mit liv. Amen.

Må Gud rigt velsigne dig og rigtig godt og velsignet nytår 2025.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Kalenderdatoer:

  • Ingen gudstjeneste d. 29 december.
  • Nytårsgudstjeneste d. 5 januar kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup
  • Evangelisk bedemøde d. 8 januar 19:30 på Solsortevej 1 i Taastrup
  • Åben Himmel d. 11 januar kl. 14:00 i Rønnevang Kirke i Taastrup
  • Bedemøde d. 15. januar kl. 19:30 i Huset på Ahornvej