Guds nærvær

4 Mosebog 6 v25: Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.

Adam og Eva havde intimt fællesskab i Guds nærhed før syndefaldet. Som kristne har vi pga. troen på Jesus Kristus også Guds nærvær i os i kraft af Helligånden.

Det er vigtigt at være opmærksom på virkeligheden af Guds tilstedeværelse i vores liv.

Vi tilhører Gud og er hans børn, og Gud elsker at være sammen med os.

Selvom vi aldrig vil miste virkeligheden af Guds nærvær, kan vi miste “fornemmelsen” af hans nærvær.

Alle går igennem tider, hvor man i større eller mindre grad føler Gudsnærværet. Det er aldrig et Incitament til at tvivle på Guds trofasthed, selv om mange gør det. Men det kan være en god refleksion at mærke efter i sit liv, om man er begyndt at gå sine egne veje og dermed har bevæget sig væk fra Gudsnærværet. Det behøver ikke at være den store synd, men bare det faktum, at der er for mange andre ting, som fylder i ens liv og som tager ens opmærksomhed. STANDS OG FORSTÅ, AT JEG ER GUD, står der i Salmernes bog 46 v11. Denne indtrængende opfordring er ikke til at misforstå.

Det konkrete resultat af at standse lidt op i den travle hverdag og bruge tid med Gud, vil ofte være FRED, RETNING OG GLÆDE. Men det forudsætter også evnen til at lytte til Guds stemme. Guds nærvær er ikke bare en forbigående følelse eller oplevelse. Det er en kraft, som støtter os, især under svære tider, for Herrens glæde skal være din styrke (Nehemias’ bog 8 v10). David taler om den glæde i forbindelse med Gudsnærværet, i Salmernes bog 16 v11: Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.

Glæden er forbundet med det at være i Guds nærvær og under Guds ledelse, hvor du oplever Guds ansigt lyse over dig. Alt sammen pga. hans nåde over dit liv.

REFLEKSION

  • Er det tid for dig til at stoppe op og søge Guds nærvær?
  • Er Guds nærvær et ønske eller en erfaring for dig?
  • Hvad gjorde/sagde Gud til dig, sidste gang du mærkede hans nærvær?

BØN

Kære Gud, tak at du altid er til stede, så jeg kan finde dig, lige meget hvor jeg er eller hvordan jeg har det. Tak at du også ønsker mit nærvær, hvor jeg end kan gå eller hvor jeg end er. Tak at du vil tale ind i mit liv og give mig den retning og styrke, som du ved jeg har brug for. Hjælp mig til at blive i dit nærvær også i dag. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

 

Se også annonceringen andetsteds her på siden om

  • besøg af Amy Lee Kemp den 12. november, og om
  • fællesgudstjeneste den 19. november (NB! Kl. 14:00)