Giv, så skal der gives jer

Lukasevangeliet 6:38 ”Giv, så skal der gives jer. Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer. Er I gavmilde, vil I modtage et godt, rystet, presset mål med top på.”

Ovenstående citat fra Jesus er nok et af de mest misbrugte. Jeg ser for mig en amerikansk tv-prædikant, der citerer skriftstedet, mens der oppe i højre hjørne er informationer om, hvordan man kan sende penge til prædikantens ”ministry” og indimellem har jeg også på ”egen sjæl” oplevet prædikanter, der lovede, at hvis jeg gav dem 1.000 kroner, så ville Gud give mig 10.000 igen.

Men det er bare slet ikke den sammenhæng, Jesus udtaler sætningen. Han gør det i forbindelse med bjergprædikenen, hvor hovedtemaet er den gyldne regel om at vi skal gøre mod andre, hvad vi ønsker at de skal gøre mod os.

Selv den største apostel af alle, Paulus, skriver til korinterne i 1. Korintherbrev kapitel 9:15, ”Men jeg har ikke krævet, at nogen skulle give mig noget for at arbejde for Gud. Jeg skriver dette for at forklare jer, at det ikke er for at bede om noget. Det ville faktisk være bedre for mig at dø, end at nogen skal gøre min ros til skamme.” Dette skriver han i en sammenhæng, hvor han gør opmærksom på, at der forkynder budskabet om Jesus, skal kunne leve af det. Så Paulus valgte at sy telte om dagen og prædike om aftenen (eller måske var det omvendt).

Jeg er selvfølgelig helt opmærksom på, at det koster penge at udbrede evangeliet. Som min gamle far altid sagde, at intet kommer af intet bortset fra lommeuld. Så hvordan skal vi så forstå citatet fra Jesus? ”Er I gavmilde…” Hvis man er gavmild, så giver man jo uden at tænke om, om der kommer noget tilbage igen. Så ved den venstre hånd ikke hvad den højre hånd gør (for at citere Jesus igen). Så giver jeg ikke, fordi en veltalende prædikant har enten givet mig dårlig samvittighed, eller endnu værre pirret min grådighed.

Jeg vil slutte med endnu et citat fra Paulus. Da han er på vej på sin sidste rejse til Jerusalem, samler han lederne fra kirken i Efesos og siger blandt andet (Apostlenes Gerninger 20:35), ”Jeg har vist jer, at ved at arbejde bør vi hjælpe dem, der har svært ved at klare sig, og vi bør huske på de ord, som Herren Jesus selv sagde: ’Der er større velsignelse ved at give end ved at modtage!’”

Vær gavmild – det er en velsignelse i sig selv!

På søndag er der gudstjeneste i Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12 klokken 11. En gammel ven af City Kirken, Lars Lynge, kommer og taler. Det glæder jeg mig personligt meget til. Velkommen til og tag gerne en ven med.

 

Kærlig hilsen
Michael Rask Christensen

PS:
Den 26. april er  Store Bededag (også selvom du ikke har fri fra arbejde), og der vil være bøn for nationen i Eliaskirken, Vesterbrogade 49, København V. Du kan læse mere på arrangementets hjemmeside https://www.pftn.dk/