Alle indlæg af Arne Christensen

Bed om ALT

Fil. 4 v6-7: Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Jeg har igennem livet mødt rigtig mange mennesker. De mest tilfredse mennesker, jeg har mødt, er de mennesker, som taler med Gud om alting. Mennesker, der har et stærkt bønsliv, tager alting til Herren – deres glæder, bekymringer, behov og ønsker mm.

Det er en lykke at kunne gå et sted hen med det, som fylder i ens tanker.

Formlen for lykke er ”Bekymr dig om ingenting men bed om alting”. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort. MEN det hjælper faktisk at tale med Gud. Oplevelsen af ikke at stå alene kan være utroligt forløsende. Fortæl Gud, hvad du har brug for, også når du ikke synes, at han svarer dig, så fortæl ham det. Bemærk, at det ikke siger: “Bed kun om store ting” eller “Bed kun om ting, du synes er åndelige.” Det siger heller ikke: “Bed om alt undtagen din karriere og sjove ting.” Det siger, at du kan bede om ALT.

Nogle mennesker har en logik, der siger: ”Gud har ting i tankerne ud over mine små problemer. Han er en travl Gud og har fokus på de store ting. Så hvordan skulle han dog have tid til at lytte til mig?” De tror endda, at Gud ville blive fornærmet af deres små anmodninger.

Men sådan er det ikke, Gud har omsorg og plads til alle mennesker, også dig. Du har måske for travlt til Gud og for travlt til at bede, men Gud har aldrig for travlt til dig. Det betyder, at du kan tale med ham om alt i dit liv: Relationer, arbejde, sundhed, økonomi, både de gode og de svære ting. Kort sagt, så elsker Gud at tale med dig.

REFLEKSION

  • Er bøn en samtale eller en pligt for dig?
  • Er der ting, som du tøver du med at tale med Gud om?
  • Hvad gør det ved dig, at kunne bede?

BØN
Tak Gud, at der ikke er noget, som du ikke vil lytte til. Gud, jeg har brug for din fred, som dit ord taler om, så jeg beder om at kunne have tillid til, at du har omsorg for mig og alle mine forhold. Herre, du kender til mine ønsker og til mine bekymringer, så jeg beder til dig med taknemlighed, fordi du har en løsning på det hele. AMEN

 

Må Gud velsigne dig med en rigtig god weekend og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11.00
Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12, i Taastrup

Kærlig hilsen
Michael Jensen

SOS

Kære City Kirke
På søndag samles vi til gudstjeneste og efterårshygge i HUSET på AHORNVEJ 3 i Tåstrup kl. 11:00. Kom gerne med et friskt vidnesbyrd.

Har du nogensinde stået i situation, som du ikke vidste, hvordan du skulle kunne komme ud af eller tackle?

Men må jeg spørge dig, hvor let er det for dig at bede om hjælp?

Bibelen er fuld af situationer, hvor mennesker havde brug for hjælp. Adam og Eva efter paradisets have, for nu at nævne nogle, som vi alle kender. Igennem Bibelens mange beretninger ser vi, at det ikke altid er lige nemt for mennesker at bede om hjælp og derfor ser vi også mennesker, som så forsøger at klare tingene selv og resultatet deraf. Abraham, som fik et barn udenfor sit ægteskab, Moses, som slog et andet menneske ihjel, eller en lang række af jødernes konger, som i svære tider mistede kontakten til Gud. Hvorfor?

Du tænker måske, at hvis du beder om hjælp eller forbøn, så tror folk, at du er svag eller på en eller anden måde er mindre perfekt end det image, som du kan lide at projicere. Dette kan ofte hindre os i at bede om hjælp og gør så, at vi sidder fast og ikke kommer videre.

Men Bibelen siger, at Gud altid er parat til at gribe ind og komme os til hjælp. I Salme 18 v28 – 30 står der: Du frelser de hjælpeløse, du ydmyger de hovmodiges blik. Du lader min lampe lyse, Herre, min Gud spreder lys i mit mørke. Ved din hjælp stormer jeg volde, ved min Guds hjælp springer jeg over mure.

Det betyder, at vi som mennesker må erkende, at vi har brug for hjælp. Det kræver ærlighed og ydmyghed at indrømme sine behov, og så vilje til at handle på Guds vejledning.

REFLEKTION

  • Hvor let eller svært har du ved at bede andre om hjælp?
  • Hvordan har du oplevet, at Gud har hjulpet dig før?
  • Har du brug for at få tilliden genoprettet igen?

BØN
Kære Gud, tak at du er den, jeg altid kan komme til. Jeg beder om, at du vil sprede dit lys ind i mit mørke i dag. Tak, Gud, at du ser, hvad jeg har brug for og tak, at jeg med din hjælp kan springe over den mur, som jeg står overfor. Nu beder jeg om, at du vil hjælpe mig til at have tillid til, at alt, hvad jeg behøver at sige til dig, er HJÆLP. AMEN

 

På søndag samles vi til gudstjeneste og efterårshygge i HUSET på AHORNVEJ 3 i Tåstrup kl. 11:00. Kom gerne med et friskt vidnesbyrd.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Hvad i alverden er jeg her for?

Mange mennesker har igennem historien stillet sig selv dette spørgsmål. Der må da være en årsag til, at jeg er til. Bibelen siger: Ved ham (Jesus Kristus) og til ham er alting skabt. Kol. 1 v16

Hvad sker der, når du ikke kender dit formål her i livet, eller hvem du var skabt til at være? Risikoen er, at man begynder at lede efter mening alle de forkerte steder og retninger. Man kan også leve efter værdier eller valg, der ikke kan føre til tilfredsstillelse og et meningsfuldt liv. Tomrum i tilværelsen kan få en til at begå ugennemtænkte handlinger. Det kan have store konsekvenser, eller sagt på en anden måde: Hvis du ikke står for nogen, så kan du falde for hvad som helst. De fald kan gøre ondt og det kan være svært at komme op igen. Har man faldet for mange gange, kan frygt eller angst for at fejle igen komme til at hæmme ens tankegang og dermed også ens liv.

Sådan behøver det ikke at være. Når du baserer din eksistens og beslutninger på baggrund af de værdier og sandheder. som du finder i Guds ord, vil du opdage det liv, du var skabt til at leve. Du vil også finde ud af, hvordan du kan leve dem ud i dine sammenhæng. Gud har skabt dig med mange formål. Du skabt til at være elsket, du er skabt til at være hans barn, og skabt til gode gerninger, som han har begavede dig til at håndtere. Det er ikke så underligt, at personen der skrev Salme 139, siger i vers 14: Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt. Sikke en opdagelse. Tænk at hver morgen, når du kigger dig i spejlet, så kan du sige: Jeg takker dig Gud, fordi jeg er underfuldt skabt. Dette kan du sige med den forståelse, at du er unik og der er mening med den dag, som du skal til at begynde.

Hvad sker der, når man kender sit formål med sit liv? Du vil finde en langt større lykke og harmoni og glæde i tilværelsen end din egne ambitioner nogen sinde vil kunne give dig. Tillid til Gud og hans sandhed om dig, er en accept af dig selv. Du behøver ikke at tigge om den hos andre. Gud har allerede givet dig den og Janteloven, ja den bliver du nødt til at lukke ud ad bagdøren. Den er der jo nok heller ikke nogen som vil savne. Du kan erstatte det selvkritiske med selvværd og gå livet i møde med selvtillid. Din identitet og formål er baseret på den måde, Gud har skabt dig, og hans vilje for dig. Må Gud velsigne dig på din nye rejse.

REFLEKTION

  • Hvad kunne det vildeste formål være med dit liv?
  • Hvad kunne ”underfuldt skabt” betyde om dig?
  • Hvilken kontrast finder du i Guds udtale om dig og i det, du selv eller andre har sagt om dig?

BØN
Kære Gud, hjælp mig med at forstå, at jeg er skabt af dig og til dig og hvad det betyder for mit liv. Hjælp mig med at lære dig og mig selv endnu bedre at kende igennem dit ord til mig. Tak at jeg ikke er nogen tilfældighed, men at der er formål med mit liv. Jeg vil bede dig om, at være med mig på denne rejse, at opdage endnu mere af meningen med mit liv, og om modet til at træde ud i det. AMEN

 

Må Gud velsigne dig med en rigtig god weekend, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11.00.
Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12, i Taastrup

Kærlig hilsen
Michael Jensen

OPMÆRKSOMHED

Salme 25 v15
Mine øjne er altid rettet mod Herren.

Gud elsker at være sammen med dig. Han elsker, at du taler med ham og at han kan tale med dig, om alting.

Jeg tror, at alle i en ung alder har prøvet at være forelsket i en filmstjerne eller et rock/sports-idol. De var naturligvis totalt uvidende om dig og det er derfor nemt at forstå, at de ikke var opmærksomme på dig i deres tanker. Værre var det, hvis det var en, som man kendte godt, som man tit så eller var sammen med måske i et klasselokale eller i en klub. Man vidste, at de godt kendte en og så alligevel ikke gav respons på ens forsøg på at skabe kontakt.

Gud ønsker din opmærksomhed! Ikke på afstand men hjerte til hjerte.

En af grundene til, at Gud havde særlig kærlighed til kong David, var fordi David hele tiden gav Gud sin opmærksomhed. Når man læser igennem salmernes bog, fornemmer man, at David delte sit liv med Gud, med alle de op- og nedture, som fulgte med i hans liv.

Bibelen siger i Sl. 105 v4: Søg Herren og hans styrke, søg altid hans ansigt!

Hvor ofte skal du søge Gud? ALTID. Bøn er ikke noget, der skal markeres fra en liste. Det er en løbende samtale. Når der i 1. Thess. 5 v17 står bed uophørligt, så betyder det jo ikke, at du skal ligge på dine knæ 24/7 og holde bedemøde, men at du har Gud med i dit liv 24/7. Bliv ved med at søge Gud, efter hans vejledning, styrke og hjælp. Kort sagt, del livet som det er med ham, i op- og nedture. Du kan grine og græde med Gud, for han elsker din opmærksomhed og han elsker, når du vil hans.

 

REFLEKSION

  • Vi har en tendens til at være mest vedholdende i vores bønner, når vi har store problemer. Hvorfor tror du, at det er sådan?
  • Hvordan er det muligt at altid søge Gud? Hvad er en praktisk måde at gøre dette på?
  • Hvordan kan bøn blive en mere naturlig del af dit liv?

BØN
Tak Gud, at du aldrig vender ryggen til mig. Tak at du glæder dig over hvert et øjeblik, som vi kan dele sammen. Nu beder jeg om at kunne være tryg i, at din opmærksomhed til mig ikke er noget farligt, og at jeg derfor i alle situationer kan rette min opmærksomhed til dig. Tak Gud, at vores forhold kan vokse lige så tæt, som jeg selv tillader det. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til nadvergudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: Passer tøjet?

Vi glæder os til at se dig, og rigtig god weekend.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

NÆRHED

At komme tæt på en anden er også at åbne sig op og vise sin skrøbelighed. Men du kan ikke komme tæt på nogen, hvis der er frygt i forholdet. Usikkerhed gør alle forhold svære. Men når du åbner dit liv for andre, bliver din relation levende på måder, som du aldrig har oplevet før, fordi du kan være den, som du virkelig er.

Hvad er udfordringen i ens forhold? Måske vil du ikke have folk til at finde ud af, hvem du virkelig er, og så skjuler du dig selv. Dette er den ældste frygt, helt tilbage til Adam, det første menneske som eksisterede her på jorden. Han sagde i 1 Mosebog 3 v10: ”Jeg var bange, fordi jeg var nøgen; så jeg skjulte jeg mig.”

Når man er bange, bliver man usikker og skjuler, hvem man er. Så man begynder at dækker over ens fysiske og følelsesmæssige virkelighed. Man bygger mure omkring sig selv og foregiver at være en anden, end den man er.

Det fungerer hverken i ægteskaber, venskaber, i forholdet til Gud og slet ikke overfor en selv.

Bibelen har et svar på dette universelle problem. I 1. Johannes Brev 4 v18 står der at den fuldendte kærlighed fordriver frygten.

Den eneste måde at virkelig være sig selv på er at indse, at Gud elsker dig mere, end du nogensinde kunne forestille dig. Så behøver du ikke bevise dig selv for nogen længere, og din identitet og selvværd er ikke fanget af, hvad andre synes om dig og dine præstationer. Det bygger på dit forhold til Jesus og det fantastiske billede, som du er skabt i.

Men for igen at åbne op for andre og bekæmpe usikkerheden, så ønsker Gud, at du først åbner dig for Jesus og lader ham fylde dig med sin kærlighed, så du kan være tryg i alle andre forhold.

 

Refleksion

  • Hvordan har du set usikkerhed skade et forhold i dit liv?
  • Hvordan har du set kærlighed opbygge et forhold op igen?
  • Er der noget, som forhindrer dig i at åbne dig for Guds kærlighed?

Bøn
Tak Gud, at din kærlighed er så fuldstændig anderledes end hvad jeg nogen sinde har oplevet før. Så jeg beder om hjælp til at stole på, at du aldrig svigter og at jeg må lære dig at kende dig og erfare endnu mere af din kærlighed. Tak at du ved præcis, hvordan jeg har det, og du ved præcis, hvad jeg har brug for. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: Tillid

Vi glæder os til at se dig, og rigtig god weekend.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Gennembrud = afmagt

2. Krønikebog 20 v12: Vor Gud, fæld dom over dem, for vi står afmægtige over for denne store hær, som kommer imod os. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod dig.«

I bønnen siger du: ”Gud, jeg kan umuligt gøre dette. Det ligger udenfor min evne. Jeg har brug for dig til at kunne gøre dette eller se et eller andet ske.” Det er den bøn, vi beder, når vi føler os magtesløse overfor en eller anden situation.

I bønnen indser jeg, at jeg ikke er Gud; jeg erkender, at jeg er magtesløs til at kontrollere mine omstændigheder og indrømmer, at mit liv er uoverskueligt.

I bønnen har du tillid til at fortælle Gud præcis, hvordan du har det. Hvad du oplever dig magtesløs overfor og det, som om du konstant har kæmpet med uden at se nogen form for ændringer. Fortæl Gud om det!

Nogle gange betyder tro ikke at gøre noget. Du står bare stille, du venter, og du stoler på. Hvis du prøver at gøre noget ved det, sætter det kontrollen tilbage i din domstol.

Sådan så troen ud i 2. Krønikebog 20 v13: Alle Judæerne stod for Herrens ansigt, også deres kvinder og børn, store og små. Ved ganske enkelt at stå, sagde de til Gud, at det, de stod overfor, var for stort for dem, men de stolede på, at Gud var større end det, som de stod overfor.

Når du har brug for et gennembrud, skal du følge deres eksempel. Vent i tillid.

Refleksion

  • Hvorfor tror du, at du kan have en tendens til at forsøge at holde på kontrollen, selvom du ved, at du ikke kan ændre noget alligevel?
  • Hvad er blevet uoverskueligt i dit liv og gør det svært for dig at vente på, at Gud udfører det arbejde, som du ikke selv kan udføre?
  • Kan du italesætte dit forhold til Gud, sidste gang hvor du så et gennembrud i dit liv?

Bøn
Tak Gud, at du er Gud og jeg er ikke. Jeg beder om, at du vil bevare mig i troen og tilliden til dig og din indgriben. Tak at du kender mig og hvordan jeg har det, i den situation som jeg er i lige nu. Nu beder jeg om, at du vil hjælpe mig til at bede om, at din og ikke min vilje må ske. Amen

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: Gud helbreder også i dag.

Vi glæder os til at se dig, og rigtig god weekend.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

TAKNEMMELIGHED

1. Thess. 5 v18 Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.

Mange mennesker vil gerne vide, hvad Guds vilje er for deres liv. Men at være taknemmelig under alle forhold er som regel ikke det første, som man tænker på. Gud vil gerne vise os det næste skridt, men ønsker, at vi lærer det første, før han viser os det næste. Her er trin eet: Vær taknemmelig, det er Guds vilje.

Vær først taknemmelig for det, Gud allerede har givet dig – dit liv, frihed, mad, et fællesskab, evner osv. Alt hvad vi har er en gave fra Gud og vi kan være taknemmelige for det hele.

Når Bibelen så siger, at vi kan sige tak under alle omstændigheder, så bemærk, at det ikke er det samme, som at sige tak for alle omstændigheder. Der er en stor forskel. Der er da mange ting i livet, som du ikke skal være taknemmelig for. Der er da rigtig mange ting, som der sker i denne verden og i ens tilværelse, som aldrig har været Guds vilje.

Der er meget ondt i verden, og i disse tider kan du se eller opleve mere af det, end du har lyst til. Men Gud er større end alle disse ting tilsammen, han kan løfte os ud af smerte eller igennem den. Gud kan forvandle omstændigheder og bringe velsignelser ud af lidelse. Han forvandlede korsfæstelsen til opstandelse.

Svære tider vil ikke vare evigt. Paulus siger i Rom. 8 v18 Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.

Taknemmelighed er at vide, at i troen på Jesus Kristus som din personlige Herre og frelser, så er Gud med dig i og under alle dine forhold her og nu.
Du kan bede til Gud med taknemmelighed, for han vil aldrig slippe eller forlade dig. Den tid, som er her og nu, er ikke konstant, men det er evigheden.

Refleksion

  • Midt i dine omstændigheder lige nu, hvad kunne du takke Gud for?
  • Har du før set, at Gud har vendt dårligt i dit liv til det gode?
  • Hvordan former taknemmelighed den måde, du ser dit liv på?

Bøn
Kære Gud, tak at jeg, her og nu, kan tale med dig. Tak, at jeg kan være ærlig med dig og at jeg aldrig behøver at være alene i mine omstændigheder. Tak for alt det, som du allerede har gjort og for alt det som du kommer til at gøre. Så jeg beder om, at du vil hjælpe mig til at få øje på de ting, som jeg kan være taknemmelig for. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: FANGET AF FORTIDEN

Vi glæder os til at se dig og rigtig god weekend.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Ud af blindgyden

Ordspr. Bog 2 v5 – 6
Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.

Selv med en GPS kan jeg i nogle områder af Danmark køre forkert. Det samme kan også ske i mit liv, og lige pludselig havner jeg i en blindgyde og har svært ved at finde den rigtige vej igen. Måske står du over for en blindgyde lige nu – åndeligt, økonomisk, følelsesmæssigt, relationelt eller noget helt andet.
At stole på Guds ledelse i disse situationer kan være en svær udfordring, ofte forsøger man selv at finde løsninger. Men det, som Gud inviterer os til, er at tage ham med på råd. At tage Gud med i sine tanker betyder måske, at du bliver stille et øjeblik og får renset ud i dine egne tanker. Jeg ved, at mine tanker kan være fyldt med frygt og uro, og derfor er det at stole på Gud og blive ved med at gå fremad i tro, selvom man ikke ser en vej, ikke så enkelt. Men Guds løfte til os er, at han vil jævne vores stier. Det betyder, at Guds plan vil blive mere og mere tydeligt og forståelig, når du går ned ad den vej/sti, som han lægger for dig.

Ordspr. Bog 4 v18
Retfærdiges sti er som lysskæret, der bliver lysere, til dagen er på sit højeste.

En dag vil du se det store billede og du vil opdage Guds hensigt bag den vej, som han specifikt lagde for dig. Vær tålmodig, Gud ved, hvad han gør. Han ved, hvad der er bedst for os mennesker, og du kan stole på ham, fordi han er god.
Du kan ikke se slutresultatet her og nu, men det kan Gud. Alle problemer og vanskeligheder og forsinkelser – alle de ting, der får dig til at spørge “hvorfor” – vil en dag være klare i lyset af Guds visdom og ledelse og vi vil se hans kærlighed i det.
Men lige nu, så lærer du og jeg at stole på Gud og finde ind i hans veje for os.

Refleksion

  • Har du tidligere oplevet, at har Gud ”skabt en vej” for dig, da du troede, at der ikke var nogen vej?
  • Hvilke udfordringer kan der være i at stole på Herren “af hele dit hjerte”?
  • Hvad kunne du begynde med i dag, selvom destinationen ikke er helt klar?

Bøn
Tak Gud, at jeg ikke behøver at stå alene med mine udfordringer her i livet. Tak, at jeg kan finde visdom hos dig. Nu beder jeg om, at du vil hjælpe med til at være tålmodig, så lyset fra dig kan nå min sti. Tak at du er den vej/sti som jeg sikkert kan følge. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: Jesus, et opgør med religiøsitet

Vi glæder os til at se dig og rigtig god weekend.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

“Sådan er Gud”

Salme 8 v2: Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du, som har bredt din pragt ud på himlen!

Hvis det at vide, hvem Gud er, former den måde, vi relaterer og beder på, hvordan er Gud så?

Gud har mange egenskaber. Han er alvidende, han er almægtig, han kan være overalt på samme tid (allestedsnærværende). Bibelen fortæller os også, at Gud er hellig, retfærdig, kærlig, nådefuld, trofast osv. Der er mange, mange egenskaber ved Gud, som vi kunne studere. Men en ting er sikkert og som du aldrig skal være i tvivl om, Gud er god og Gud er ikke defineret af omstændighederne i en brudt verden. Faktisk, så er det den eneste grund til, at der er noget godt i verden, fordi Gud er verdens skaber, og han er en god Gud. Hans godhed ses og mærkes i det skabte.

Folk spørger så ofte: “Hvis Gud er god, hvorfor er der så så meget ondskab i verden?” Svaret er enkelt: Gud tvinger os ikke til at gøre hans vilje, det er altid et personligt valg, også hvordan vi administrerer den verden og de ressourcer, som er i den. Ondt eksisterer, når egoismen råder og man vælger kærligheden fra. Det onde er virkelig let at forklare. Den svære ting at forklare er, hvorfor der er noget godt i verden. Men Guds udgangspunkt for al eksistens var, at alt hvad han skabte var godt. Det fortæller os meget om Guds karakter og på hvilken måde, vi kan relatere til ham. Når vi også læser om den evighed, som Gud forbereder til os, JA så bliver det bare endnu mere fantastisk.

FOR SÅDAN ER GUD. I en sang står der: Se, hvor han gør sig til brød og til vin. Mærk, hvor han nu gør din byrde til sin. Mod til de modløse deler han ud. Sådan er Skaberen. Sådan er Gud!

Reflektion

  • Hvordan er Guds godhed en faktor for den måde, du kan relatere til ham på?
  • Er troen en åndelig abstrakt pligt eller en god relation for dig?
  • Hvordan har Guds godhed påvirket den måde, du beder til ham på?

Bøn
Tak Gud, at jeg kan lære dig at kende som du er, og ikke som min forestilling beskriver dig. Tak, at du ønsker en relation og at du tilbyder at gå sammen med mig, livet igennem. Jeg beder nu om, at jeg må lære at stole på og få tillid til, at du er den du er og at du aldrig forandrer dig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste sammen på søndag kl. 11:00. Her får vi besøg af Tove Kirkebye Poulsen fra UMO, som før har besøgt City Kirken. Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Vi glæder os til at se dig.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Aldrig alene

Salme 139 v4-10 Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.

Gud er i fortiden, han er i nuet, han er i fremtiden. Han er i himlen, og han er på jorden. Han er i åndeverdenen, han er i vores verden, han er i dig, han er over dig, han er omkring dig – fordi han er flerdimensionel.

Der er ikke en flok guder, der skal dække alle dimensioner, der er én Gud i Faderens, Sønnens og Helligåndens person. Fordi han er flerdimensionel, er du aldrig alene.

Du kan ikke lege gemmeleg med Gud, Guds er allestedsnærværende, han er overalt! Han er begyndelsen og slutningen på den verden, vi lever i. Der er intet sted, du har været, intet sted, du er, og intet sted, du vil være, hvor Gud ikke er tilstede. Dette kan opmuntre dig eller virke lidt skræmmende på dig, men anset hvor du vælger at gå hen, vil Gud gå med dig, og han vil allerede være der for at møde dig.

Fordi Gud er i alle dimensioner af verden, kan du tale med ham om alle dimensioner i dit liv, på alle tidspunkter og alle steder, lige meget hvor du er. Der er intet, du kunne bringe til ham fra din fortid, nutid eller fremtid, som han ikke allerede forstår eller har fuldstændig styr på. Dine bønner vil derfor aldrig komme bag på Gud. Du kan bringe dem alle til ham, i tro og forventning til, at han hører dig og forstår dig.

Det store spørgsmål er måske snarere, om vi som mennesker forstår den hånd, som ønsker at lede os, så vore liv får en fast retning?

Refleksion

  • Når Gud er allestedsnærværende, gør det dig så tryg eller bekymret?
  • Hvorfor kan det være svært at tale med Gud om de ting, han allerede er klar over?
  • Hvad kunne du så tænke dig at sige til Gud, her og nu?

Bøn
Tak Gud, at jeg aldrig er helt alene. Tak at jeg kan tale med dig, på alle tidspunkter og om alle ting. Jeg beder dig om, at du vil hjælpe mig til at forstå, at du aldrig på noget tidspunkt har eller vil forlade mig og hvor tilgængelig du er. Nu beder jeg om, at jeg må opleve den fred som kommer, når du lægger din hånd på mig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til fællesgudstjeneste sammen med Familiekirken på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. David Hudson fra Salt and Light (også kendt som Buck) er gæstetaler og vi ser frem til en stærk gudstjeneste, med et profetisk aftryk.

Vi glæder os til at se dig.

Kærlig hilsen
Michael Jensen