Alle indlæg af Arne Christensen

I ørkenen

Hoseas’ bog 2 v16
jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte.

Vi har alle prøvet at være der, du er der måske nu eller du kender nogen som er der. Når livet opleves som en ørkenvandring. Når det er svært at finde løsning eller retning, Når man er træt og selv Gud føles langt borte. HVAD GØR JEG SÅ?

Jeg er mange gange blevet inspireret af en sang, som hedder ”Desert song”, Ørkensangen på dansk, af Brooke Ligertwood.

Denne sang har hjulpet mig mange gange til at holde fokus på Gud, min tjeneste og livet i al almindelighed. Den har holdt humøret oppe igennem svære tider. Måske kan den gøre det samme for dig? Her et lille udpluk fra sangen, frit oversat.

”Dette er min bøn i ørkenen, når alt det, der er inden i mig, føles tørt
Dette er min bøn i min sult og nød. Så er min Gud den Gud, der sørger for mig.
Og dette er min bøn i ilden, i svaghed eller prøvelse og smerte.
Så er der en tro, som er mere værd end guld, og hvor intet våben, der er dannet mod mig, kan sejre. Her vil jeg glæde mig og her vil jeg erklære, at Gud er min sejr, for han er her.
Og dette er min bøn i kampen, når triumfen stadig er på vej.
Jeg er medarving med Kristus og står fast på hans løfter.
I hele mit liv til enhver tid, så er du stadig Gud og jeg har stadig en grund til at synge og tilbede, for du er min sejr og min herre.”

Så er det, jeg beder om, kære Gud, jeg har brug for din kærlighed, ligesom ørkenen har brug for regnen, sådan har jeg brug for din berøring. For et øjeblik uden dig er en hjertesorg, jeg ikke kan holde ud. Kom og mød mig på ny, ligesom havene møder kysten og morgenen, stjæler natten. Det er det øjeblik, som jeg længes efter i din nærhed.

I Bibelen er der mange mennesker, som var en tur i ørkenen, Abraham – Josef – Moses – David – Elias og Paulus for bare at nævne et par stykker. Selv Jesus var en tur i ørkenen. I ørkenen lærte de noget, både om dem selv og deres tro. Herefter fik de en retning af Gud til at forsætte deres liv og kald, som Gud havde givet dem.

REFLEKSION

  • Har du prøvet, eller oplever du, at være i ørkenen?
  • Hvad lærer du om dig selv og Gud?
  • Har Gud talt til dig i denne tid?

BØN

Kære Gud, “Hvor er du?” Jeg ved, at du er mit håb, men alligevel overvælder oplevelsen af, at jeg føler mig alene. Dit ord fortæller mig, at jeg aldrig er alene, at Gud er med mig. Vi ved dette, men nogle gange kommer jeg i tvivl og mine tanker i vejen for denne viden. Så jeg råber til dig, Gud, fra ørkenen af ​​min ensomhed, desperat efter at høre dig. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. På søndag taler David ”Buck” Hudson i City Kirken.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Troværdighed

Ordsprogenes Bog 20 vers 6
Mange råber op om egen troskab, men hvor findes en pålidelig mand?

Tillid er den følelsesmæssige lim, der trækker dig tættere på mennesker. Uden tillid vil du aldrig få det forhold, som Gud ønsker, du skal have til ham eller til andre mennesker. Verset fra Ordsprogenes Bog blev skrevet for tusinder af år siden, og alligevel har vi det samme dilemma i dag: Hvem kan man stole på? Hvordan finder du en troværdig person? Endnu vigtigere, hvordan bliver du selv et troværdigt menneske, som andre mennesker kan stole på? Du opbygger folks tillid ved at være konsekvent.

Bibelen siger i Lukas-evangeliet 16 vers 10: Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Gud siger, at du opbygger tillid ved at være trofast i små ting. Selv når ingen ser dig, så ser Gud det. Han ser, hvad du laver, tænker og siger, og han siger, at hvis du er tro i små ting, vil han give dig et større og større ansvar. Du tjener folks tillid ved at være troværdig.

Mennesker stoler på dig, når du kan holde oplysninger fortrolige eller bare gøre, hvad du har lovet. At konstant lave om på aftaler eller at tale bag hinandens rygge, er derfor gift og vil automatisk annullere enhver form for tillid. Ordsprogenes Bog 11 v13 siger: Den, der løber med sladder, røber hemmeligheder, den pålidelige skjuler sagen.

Du tjener folks tillid ved at bruge tid sammen med mennesker. Bibelen siger at: En ven viser kærlighed til hver en tid, en broder er født til hjælp i nøden; Ordsprogenes Bog 17 v17. Det betyder, at man er der, når der er brug for det.

Afstand skaber mistillid. Det samme er tilfældet i vores relation med Gud. Gud har lovet at være sammen med os alle dage, MEN det skal gå begge veje, hvis der skal bygges tillid.

REFLEKSION

  • Er du et konstant menneske eller ændrer du dig hele tiden?
  • På hvilke specifikke måder kan du vise, at du er trofast i de små ting?
  • Hvorfor er det ofte svært at holde på en hemmelighed? Hvad er motivationen bag sladder?

BØN

Kære Gud, tak at du er helt igennem ærlig; i dig er der intet mørke. Jeg beder til, at du hjælper mig til at være ærlig og troværdig på samme måde. Så jeg beder om, at du hjælper mig med at være ærlig over for mig selv og mennesker omkring mig. Til at indrømme mine fejl og rette op, hvor det er nødvendigt. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Tema: Lus i skindpelsen

Kærlig hilsen
Michael Jensen

På søndag kl. 14:00 går jøder og kristne sammen i en fælles markering af håb for gidslerne, håb for Israel og håb for Mellemøsten. Demonstrationen indledes i synagogen i Krystalgade. Herefter vil der være et optog med flag og fakler til Israels Plads.
Medarrangør: Frikirkenet

Søndag d. 28/1 taler David ”Buck” Hudson i City Kirken.

Guds idé

Salme 139 v14: Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt.

Hvad ønsker du af dit liv? Det er et stort spørgsmål og der er sikkert rigtigt mange forskellige svar på det. Alle kan have forskellige ønsker og mål for deres liv, ambitionerne kan gå i alle retninger. Udfaldet og resultatet er dog ikke altid sikkert eller givet på forhånd. Lykkedes det? Levede det op til egne eller andres forventninger? Hvis ikke, kan det resultere i nederlag og skuffelse over en selv.

At leve et liv, som udtrykker hvem du er som den, Gud har skabt dig til at være – hvor du genkender dine styrker og de egenskaber, som Gud har givet dig – det er nøglen til at leve et liv med formål, harmoni og tilfredshed.

Jeg er overbevist om, at vi alle længes efter denne form for liv.

Så når der står, at du er underfuld skabt, så betyder det, at da Gud skabte dig i hans billede, så gjorde han det med præcision, helt perfekt for hvem du er. Hverken mere eller mindre. Du er Guds idé, det er en stærk sandhed at huske på – ideen, det var dig.

Apostlen Paulus havde tydeligvis tillid til, hvem han var og hvad han gjorde, på trods af sin fortid. Han var tryg ved sit kald uanset de udfordringer, han stod over for. Derfor var han tryg ved den måde, som han levede sit liv på. Han skriver i 2. Korintherbrev 10 v12: Misforstå mig ikke! Jeg kunne ikke drømme om at stille mig på linie med de mænd, der hele tiden anbefaler sig selv. Det er ikke klogt af dem udelukkende at sammenligne sig med hinanden og ustandselig måle sig med deres egen målestok.

Ligesom Paulus kan du også være tryg ved at leve inden for de grænser og muligheder, som Gud har givet dig. Så kan du bevæge dig ind i Guds hensigt med dit liv. Tag beslutningen om at omfavne den unikke måde, som du er skabt på, og ryst de begrænsninger af, som det er at leve op til andres forventninger eller sammenligninger. Så bliver du fortrolig med dig selv og dit liv.

REFLEKSION

  • Hvor godt kender du dig selv?
  • Kan du acceptere dig selv?
  • Lytter du til Guds eller andres stemmer om dig selv?

BØN

Kære Gud, jeg beder om styrke til at komme forbi de begrænsninger, som jeg eller andre mennesker har pålagt mig. Vis mig, hvordan man kan leve et liv med visdom, så jeg kan finde mit unikke sted og leve frit. Hjælp mig til at se de gode og specielle ting, som du har givet mig og finde ind i det formål, som du har givet mig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Tema: Kan disse ben blive levende?

Kærlig hilsen
Michael Jensen

ÅBEN HIMMEL lørdag den 13. januar 2024 kl. 14:00-16:00 i Rønnevang Kirke. Klik her for at se indbydelsen.

Onsdag den 17. januar kl. 19:30 giver Arne Christensen en introduktion til Det Gamle Testamente. Ahornvej 3 i Taastrup.

Godt nytår

Zakarias’ bog 4 v10
De, der følte foragt for den ringe begyndelse, skal glæde sig, når de ser bly-stenen i Zerubbabels hånd.

Hvis du havde mødt mig i en alder af tyve år, ville du ikke have nomineret mig i kategorien “mest sandsynlig til at lede eller være præst”, selv om jeg var aktiv i kirken. Så da jeg begyndte min rejse ind i tjenesten, måtte jeg se frygten i øjerne, selv om jeg blinkede uophørligt, når jeg talte foran folk. Ikke desto mindre holdt jeg ud, fordi jeg troede på, at Gud havde kaldet mig. En af de første ting, vi må indse er, at hvis vi vil leve livet og ikke i skyggen af det, så er livet en rejse i forskellige faser og processer. Alt for mange mennesker saboterer deres fremtid, fordi de enten ikke forstår eller ikke er villige til at at vokse og udvikle deres Guds-givne potentiale. Gud ønsker at møde os i vores menneskelige udfordringer, så vi først og fremmest kan håndtere os selv, før vi prøver på så meget andet. Med andre ord, så bevæger Gud sig i os, så han bevæger sig igennem os. Zakarias’ bog 4 v10 advarer os imod at foragte dagen med små begyndelser, og hellere forudse glæden ved at fuldføre opgaven.

Start, hvor du er, og vær trofast med det, der er i din hånd og hjerte. Gå ikke i den fælde at sidde inaktiv og vente på det store gennembrud “en dag, hvor osv.” Det begyndte måske som en tanke eller en dristig drøm. Hav tillid til, at Gud kan gøre langt mere, end man overhovedet kan forestille sig indenfor sine egne begrænsninger. Gud har vores og kirkens fremtid i sine hænder. Godt nytår 2024!

Jeremias bog 32 v17: Ak, Gud Herre, du har skabt himlen og jorden i din store styrke og med din løftede arm. Intet er umuligt for dig!

REFLEKSION

  • Hvad gør Gud i dit liv?
  • Hvad er Guds del og hvad er din del i det?
  • Hvad er dit næste skridt?

BØN

Kære Gud, drømmene i mit hjerte er for store for mig, men de er ikke for store for dig. I dag beder jeg dig om at styrke mig med visdom og tålmodighed til at blive i den trosbane, som du har tildelt mig. Helligånd, lær mig at leve så jeg kan høre din stemme. Så kan dine planer blive til mine drømme og blive opfyldt i Jesu navn. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Tema: En god begyndelse

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Evangelisk Alliances bedeuge 2024 i Taastrup:

Onsdag den 17. januar kl. 19:30 giver Arne Christensen en introduktion til Det Gamle Testamente. Ahornvej 3 i Taastrup.

Mørket greb det ikke

Johannes-evangeliet 1 v4-5
I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Johannes giver os en vidunderlig kortfattet forklaring på, hvad julens budskab handler om. Lyset bringer liv og giver klarhed ind i mørket. Verden, vi lever i, er præget af frygt og usikkerhed samt spekulationer om fremtiden og om en selv. En mørk og forvirret verden kender ikke Gud og hans vej. MEN lyset skinner i mørket og mørket kan intet stille op imod det. Lyset åbner vores øjne for Gud og giver os dermed mulighed for at forstå mere af, hvem Gud er, og af hans måde at handle på.

Lyset møder også os selv og hjælper os til at træde ud af mørket. For i lyset har vi fællesskab med Gud og fællesskab med hinanden. Lyset refererer til Jesus Kristus, han er verdens lys. Jesus er fuldt ud Gud og fuldt ud menneske. Han er vores kilde til nyt liv og det lys, som leder os.

Gud reagerer på mennesket synd og det mørke, som fulgte med det, ved at sende sin søn for at overvinde mørket og bryde dets magt. Jesu fødsel betyder, at en ny start for os mennesker er mulig i fællesskabet med Gud. Gud er med os, ikke imod os.

Det er her, det kristne liv begynder; ikke med flotte gerninger og store præstationer, men med en enkel handling: At tage imod gaven, det lille Jesus-barn, og lade ham tænde sit lys i dig. 1. Johannes’ brev 1 v5: Gud er lys og der er intet mørke i ham.

REFLEKSION

  • Er der mørke i dit liv, som har brug for Guds lys?
  • Hvilken forskel er der på Guds lys og mørket i dit liv?
  • Hvordan kan du selv bringe lyset ind i en mørk verden?

BØN

Kære Gud, tak, at det er muligt at bryde med mørket og opleve dit lys. Tak, at jeg må tro på lyset og opleve den forvandling, som det gIver. Nu beder jeg om, at jeg må tage imod dit ord, når du siger: Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. Hjælp mig til at tro og leve i den sandhed. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til juleaftensgudstjeneste på søndag kl. 12:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Søndag den 31/12 er der ikke gudstjeneste i City Kirken.

Evangelisk Alliances bedeuge 2024 i Taastrup:

Onsdag den 17. januar kl. 19:30 giver Arne Christensen en introduktion til Gammel Testamente. Ahornvej 3 i Taastrup.

Fred til mennesker

Lukas evangeliet 2 v14
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

Hvilket storslået syn, hyrderne må have set den nat, da Herrens engel pludselig viste sig for dem og Herrens herlighed skinnede omkring dem, mens de passede deres fåreflokke på de mørke bakker, der omkranser den lille by Betlehem.

Vi forstår dog også godt, at de blev bange ved synet. Men så hørte de budskabet. Englens trøstende ord, at han var kommet for at bringe et godt budskab om en stor glæde for hele folket. Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! ”FRED TIL MENNESKER”

Måske har du hørt om eller selv bedt sindsrobønnen af Reinhold Niebuhr:

Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre; mod til at ændre de ting, jeg kan; og visdom til at kende forskel.

Vejen til ”SINDSRO” kommer igennem personlig tro på Jesus Kristus som sin Herre og frelser, og herefter at leve én dag ad gangen i overgivelse til hans vilje og ledelse.

At acceptere de ting, som jeg ikke selv er i stand til at ændre, i stedet for at bekymre mig om det og kæmpe en desperat kamp – at vælge at overgive det til Gud og stole på hans almagt, kærlige omsorg og visdom i stedet. Gud har en vej, han greb suverænt ind i en mørk verden og kom selv med løsningen. Bibelen siger i Johannesevangeliet 1 v5 at lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Har du brug for lys i dit liv, i dit sind og i dine valg?

Jesus Kristus har magt til at forvandle dit og mit liv. Julens budskab, om fred på jorden til mennesker med Guds velbehag, sætter evangeliet i centrum. Hvem har Guds velbehag? Jeg kender kun een om hvem Gud siger »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matthæus evangeliet 3 v17. Derfor er det KUN i troen på Jesus Kristus at vi kan opleve varig fred. Det er Jesus, som beskrives som en fredsfyrste i Esajas’ bog 9 v5. Må han bringe fred til dig, fred med Gud og fred med din fortid, nutid og fremtid.

REFLEKSION

  • Er du træt af selv at forsøge på at opleve fred?
  • Hvor og hvordan oplever du afmagt og har brug for Guds indgriben?
  • Hvad er dit næste skridt?

BØN

Kære Gud, tak fordi fred er muligt. Jeg beder om, at du vil hjælpe mig til at tage imod din fred. Hjælp mig til at leve i den fred og led mig igennem livet, i mine omstændigheder og relationer til at bevare den fred. Så jeg beder om: Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre; mod til at ændre de ting, jeg kan; og visdom til at kende forskel. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

PS: Juleaftensgudstjeneste fejrer vi i år kl. 12:00 i Kulturcentret i Taastrup.

Søndag d. 31/12 er der ikke gudstjeneste i City Kirken.

En vigtig detalje

Lukas-evangeliet 2 v35
Ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.

Efter at have lovprist Gud for Jesu komme, henvender Simeon sig til Maria. Han så, at Jesus en dag ville skabe splittelse blandt det jødiske folk. Mange ville afvise ham, mens andre ville tage imod ham. Folks modstand mod Jesus ville bringe smerte og sorg i hans mors hjerte. Dette oplevede hun specielt, da hun så sin elskede søn blive korsfæstet.

Simeon fortæller Maria, at det vil være som et sværd der vil gennembore hendes sjæl. Mens vi fokuserer på julens fred, glæde og lys, kan vi glemme denne lille detalje. Sværdet er vigtigt at huske, for det er et billede på Guds ord. Jesu fødsel, liv og lære skaber fred for dem som tager imod det, men ikke for alle. Evangeliet vil også dele mennesker i et ”for” eller ”imod”.

Nogle mennesker vil gerne komme frem i lyset; for andre er det ikke så nemt. Selv kristne kan opleves som intolerante og konfliktskabende mennesker, når man glemmer kærligheden, og det selv om Jesus giver os fred og gør os til fredsstiftere.

Om konflikten i een selv siger Paulus i Romerbrevet 7 v19: For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

Derfor har vi brug for sværdets gennemtrængende kraft i vores liv, for om det står der i Hebræerbrevet 4 v12: For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.

REFLEKSION

  • Har du en fornemmelse for konflikten i dig selv?
  • I hvor høj grad lader du ”sværdet”, Guds ord, være dommer over dine tanker og meninger?
  • Hvad er dit næste skridt?

BØN

Kære Gud, tak for, at du kom til os mennesker. Jeg beder om, at du vil hjælpe mig til at modtage dit ord, med en forståelse for, hvad det betyder, og viljen til at omsætte det i praksis. Så jeg beder om din visdom og vejledning, så mit liv må blive forvandlet og formet af dit ord. I Jesu Kristi navn, AMEN.

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

På søndag fejrer vi anden søndag i ADVENT under temaet: Hvor kan man finde kongen?

Kærlig hilsen
Michael Jensen

PS: Juleaftensgudstjeneste fejrer vi i år kl. 12:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.


Jordens SALT og verdens LYS

Matthæus-evangeliet 5 v13-16
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

Et af de mest kraftfulde aspekter af denne passage er, hvordan Jesus begynder med at tale identitet over det at være en kristen. Gud fortæller os ikke, at vi skal hente noget salt og dele ud af det. Han siger, at vi er salt. Han fortæller os ikke, at vi skal hente et lys og så lade det skinne. Han siger, at vi som kristne er lys. At dele Guds hjerte er derfor at dele hvem du er, ved at leve i overensstemmelse med vores nye identitet.

Jesu undervisning om salt og lys i Bjergprædikenen relaterer til at dele Guds hjerte med verden omkring os, igennem vores liv.

I er jordens salt, men hvis salt har mistet sin kraft, så er det er ikke længere brugbart til noget og må derfor blive smidt ud. Saltets kraft bliver altid målt på, om det er funktionelt, om det gør, hvad det er bestemt til at gøre. Hvis ikke, så bliver det trampet ned af mennesker. Du er verdens lys. En by på en bakke kan ikke skjules, pga. lys. Altså: Vis, hvem Kristus er igennem dit liv, så mennesker kan se dine gode gerninger og prise din Fader, som er i Himlen. Ham, som de som følge af det, de ser og oplever  nu er kommet til tro på. Verden er et mørkt sted, uden håb. Den er fyldt med blinde mennesker, der forsøger at lede andre blinde mennesker. Vores eneste håb er Jesus Kristus. Han er verdens LYS, som mørket ikke kan få bugt med.

Vi er kaldet til en livsstil, som reflekterer Kristus i denne verden. Vi behøver ikke at undskylde for det håb, vi har, eller at frygte menneskers mening. Vi skammer os ikke over evangeliet, for det har kraft til at forvandle liv. Derfor kan vi elske uophørligt, tilbyde en hjælpende hånd og tjene, så mennesker kan få et glimt af Guds hjerte og mærke, at Guds Rige er kommet nær. Det er kraftfuld salt og lys, som skinner for mennesker i dag. Dæk ikke over, hvem du er i Kristus, lad lyset skinne. Vis, hvem Gud er, og del hans hjerte i det, du gør, og måden, som du gør det på. Og se, hvordan verden omkring dig bliver forandret af Guds ubetingede kærlighed åbenbaret gennem dit liv.

REFLEKSION

  • Reflektere dit liv Jesu Kristi salt og lys?
  • Hvor og hvordan kan du, som salt og lys, gøre en forskel?
  • Hvad er dit næste skridt?

BØN

Kære Gud, tak at du har gjort mit liv dueligt til at gøre en forskel i denne verden. Nu beder jeg om, at du vil give mig visdom og kraft til at være den, som du har skabt mig til at være. Hjælp mig til at reflektere dig igennem mit liv, så mine ord og gerninger må blive konkrete, til de mennesker, jeg møder i dag. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

På søndag fejrer vi første søndag i ADVENT under temaet: Kan man starte på en frisk?

Kærlig hilsen
Michael Jensen

”Gud er for os”

Paulus’ brev til Romerne 8 v31: Er Gud for os, hvem kan da være imod os?

Det centrale budskab i Bibelen er dette: Gud elsker dig, ikke på grund af hvad du har gjort eller ikke har gjort, men på grund af hvem han er og hvad han har gjort for dig. Gud skabte dig, du er hans barn, og din relation til Gud er derfor ikke præstationsbaseret.

Du er måske vokset op i et hjem, hvor betinget kærlighed var normen. Dine forældres kærlighed kan have været baseret på dine akademiske, atletiske, sociale eller åndelige succeser. Hvis du fejlede på et eller nogle af disse områder, oplevede du tabet af deres kærlighed. Sådan handler Gud ikke med dig, Gud er for dig og ikke imod dig.

GUD ER KÆRLIGHED, og det er helt fantastisk. For når vi forstår Guds kærlighed, kan vi slappe af og komme til Gud, uden at være bange for, om vi nu også har fortjent hans kærlighed og nåde.

Du kan være rolig. Gud bliver aldrig træt af at have en samtale med dig. Han har aldrig for travlt, tværtimod. Uanset hvor mange gange du kommer til ham, med din tvivl, frygt eller hvad det er, som du tænker på, eller hvilket problem der måtte være. Så glæder det altid Gud, at du har tillid nok til ham, så du betror dig til ham. Specielt hvis der er noget, som du ved ikke var så godt. Så er Guds respons altid »se på korset«. Om det skriver Paulus i sit brev til Kolossenserne 2 v14:
Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.

Det er de gode nyheder, at da vi mennesker var i mørket, uden håb og uden lys, så kom Gud løbende fra Himlen og der var barmhjertighed i hans øjne.

Til en jomfru kom ordet »du skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«

Fra en trone af uendelig herlighed til en vugge i en stald kom Gud selv, for at forløse hele skabelsen ved at give sit liv. For Gud valgte selv korset og selv i sin lidelse vendte han den anden kind til og valgte at tilgive. Det var og er vores redning.

Jesus døde for vores skyld. For Gud kom ikke for at fordømme, men for at frelse.

REFLEKSION

  • Hvad fortæller dette dig om Guds hjerte for dig?
  • Hvad fortæller dette dig om din tilgang og tillid til Gud?
  • Hvad fortæller dette dig om det fællesskab, som du kan have med Gud?

BØN

Kære Gud, jeg takker dig for din kærlighed og store barmhjertighed, som er ny hver morgen og som forbliver urokkelig hele dagen. Tak for korsets herlighed. Tak for, at din godhed skal lede mig. Dit ord skal være en lampe for mine fødder, og din trofasthed skal være som et skjold for mig. Dit navn er min tilflugt, i Jesu Kristi navn. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

På søndag har vi kollekt-indsamling til TC’s (Teen Challenge’s) arbejde.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Velsignet, til at være en velsignelse

Første Mosebog 12 v2: Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.

En gammel bøn: “Gør mig til en kilde til velsignelse”:

Kære Gud, gør mig til en kilde til velsignelse, så Kristus må skinne i mig.
Jeg beder dig, gode Gud, at du vil gøre mig til dit vidne, Herre,
så jeg kan være din trofaste tjener som fortæller og viser din store kærlighed.
Der er så mange mennesker, som går rundt omkring, de er trætte og uden fred.
De har brug for din trøst, som kan lindre deres indre smerte, vende deres gråd til glæde og deres uro til hvile.
Så giv mig kraft til at fortælle om, hvem Kristus er, hans kærlighed og hvad han har gjort for os mennesker.
Om korsets og opstandelsens kraft, som skaber forvandling og nyt liv.

Kære ven i Kristus, se din tro i action, elsk som Kristus elsker dig. Vis i dit liv, at din frelser har forvandlet dit væsen og vær trofast og brug den gave, som Himlen har givet dig i den hellige mission, Gud gav sit liv for.

Når du afspejler Jesus’ sindelag med denne bøn, så holder du ikke velsignelsen for dig selv. Velsignelser er tænkt som ringe i vandet – de skal brede sig længere og længere ud, så flere og flere bliver til velsignelse. Det var altid Guds tanke og plan med velsignelser.

REFLEKSION

  • Hvad kunne du velsigne en anden med?
  • Kender du nogen, som har brug for trøst og hvile?
  • Hvordan og til hvem kunne din tro komme i aktion?

BØN
Kære Gud, tak for dine rigelige velsignelser af nåde og gunst. Mit bæger flyder over af din barmhjertighed og kærlighed. Tak, at du kommer mig til hjælp, når jeg har brug for din indgriben og vejledning. Nu beder jeg om, at jeg må se min næste og give din velsignelse videre, så den, som sidder i mørke, kan se dit lys, AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 14:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12, hvor vi får besøg af vores venner fra Rønnevang Kirke, Indre Mission og Luthersk Mission. Provst Søren Nolsøe vil tale til gudstjenesten.
Vær opmærksom på det ændrede tidspunkt for gudstjenesten!

TEMA: Søg Gud

Kærlig hilsen
Michael Jensen