Alle indlæg af Arne Christensen

For tidligt at give op?

Paulus’ andet brev til Korinterne 4 v16-17
Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed.

Kender du forskellen på udholdende mennesker og mennesker, som giver op? Mennesker som giver op, når vanskelighederne melder sig, er hurtige til at tage en beslutning i en svær tid, men glemmer, at det kun er en tid, som man er i, og ikke en permanent tilstand. Udholdende mennesker bliver ved med at søge en løsning eller holder ved og slipper ikke. Dette gælder både i forhold til sig selv, deres relationer (ægteskab) eller i forhold til en opgave, som man har forpligtet sig til.

Ved du hvordan et lille agern bliver til et egetræ? Det er bare et lille agern, der nægtede at give op.

I de tider, hvor jeg har lyst til at give op, tænker jeg altid på, hvor tålmodig Gud er med mig. Dette giver mig altid tid og rum til refleksion og overvejelse. Hvad er det, som jeg har gang i? Hvorfor gør jeg det, jeg gør? Eller kunne jeg gøre det anderledes og har jeg brug for hjælp til det? Det er altid en god idé at kikke indad i svære tider, hvad skete der? Hvorfor havnede man her? I stedet retter mange blikket udad og i vrede, og så begynder de at pege på andre med bebrejdende anklager. (Selv overfor Gud.)

Jeg har ikke regnet det hele ud, men jeg ved én ting: Gud bruger svære tider til at give os en mulighed for at søge ham. En har klogt sagt ”forspild ikke en smerte”. Lad være med at give op. Hvor er Gud i det? Hvad taler han til dig om? Jøderne gik 40 år omkring i ørkenen uden at forstå, hvad der var galt. Hvad kan vi lære af det?

Paulus kunne sige “tab ikke modet”, fordi han uden tvivl selv troede på, at selv de mest ulidelige prøvelser i dette liv (og han talte af erfaring) er små sammenlignet med herligheden, som ventede ham i evigheden.

Gud er interesseret i, hvad der sker i dig, så du fornyes dag for dag.

Paulus’ brev til Galaterne 6 v9: Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op.

REFLEKSION

  • Hvor er Gud i det, som sker i dit liv?
  • Hvor er du i det, som sker i dit liv?
  • Hvad er muligheden for indre fornyelse igennem det, som sker i dit liv?

BØN

Tak Gud, at du aldrig er langt væk og at du hører mine suk til dig. Hjælp mig til at holde fast i dig, som du holder fast i mig. Tak, at du, lige meget, hvad jeg tænker eller føler, aldrig slipper mig. Lige nu føles du og dine løfter meget langt væk, så jeg beder om din hjælp og styrke til ikke at give op. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: Troen i mødet med min virkelighed

Onsdag d. 6 marts: Bedemøde i City Kirken kl. 19:30 på Ahornvej 3 i Taastrup.

Skærtorsdag d. 28 marts kl. 12:00-14:00 holder vi påskemåltid i Huset på Ahornvej 3.
Tilmelding til Michael Jensen. Pris 50 kr. pr. person.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Nærsynet eller langsynet?

Paulus’ brev til Romerne 8 v16-17
Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

En undersøgelse viste engang en direkte sammenhæng mellem langsigtet tænkning og succes. Den afslørede, at jo mere man fokuserer på det, som føles godt i nuet, eller på en kortsigtet gevinst, jo større bliver sandsynligheden for at fejle. Modsat, så havde de mennesker, som levede med et langsigtet perspektiv, langt større chance for at lykkes.

Når vi taler om langsigtet tænkning, så kalder Bibelen det for evigheden.

Når du tænker langsigtet og tænker på, hvorfor Gud har skabt dig, så er det ikke bare for her og nu men for helheden i din eksistens.

Romerbrevet kapitel 8 v17-18 taler om, at selvom vi i nuet kan opleve svære tider, så er vi stadig hans børn og dermed også arving til noget fantastisk. Det er aldrig populært at tale om lidelse, men lidelse er en helt naturlig del af livet, som alle oplever i en verden, der ikke er i overensstemmelse med Guds vilje. MEN de gode nyheder er, at hvis vi deler Kristi lidelse, vil vi også dele hans herlighed.

Hvis du tror på Jesus Kristus, så har du også ejerskab med Kristus i det, Gud har til ham.

Du har meget at se frem til i himlen. Dine nuværende smerter og problemer gør ondt i nuet, men sammenlignet med evigheden, så er det kun for et stykke tid. Lidelse er aldrig nemt, og det kan endda være svært at bevare troen og håbet i de tider. Så er det er ikke nemt at holde fast og gøre det rigtige.

Derfor opmuntrer versene til, at du ikke kun fokuserer på de øjeblikkelige resultater eller dine nuværende omstændigheder. Du har meget mere at se frem til end at nøjes med en kortsigtet horisont. Paulus forstod dette, da han skrev i sit brev til Filipperne 3 v13-14: Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.

REFLEKSION

  • Hvilket perspektiv lever du i: Det korte eller det langsigtede?
  • Hvordan bruger du dine ressourcer og indflydelse til Guds formål?
  • Ved at tænke med et evighedsperspektiv, hvad bliver så vigtigt for dig?

BØN

Kære Gud, tak at mit liv ikke kun tæller her og nu; tak, Gud, at du har meget mere til mig, end det som jeg oplever i dag. Så jeg beder om, at du vil give mig den kraft, der skal til for at se frem til det, som venter i fremtiden, det, som du har forberedt til mig. Hjælp mig til at tage imod dit ord: “Fryd dig og glæd dig, for din løn er stor i himlen.” AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. På søndag får vi besøg af Morten Patrzalek fra Salt and Light.

Fredag d. 1. marts: Kvindernes internationale bededag i Høje Taastrup kirke kl. 17:30.

Onsdag d. 6 marts: Bedemøde i City Kirken kl. 19:30 på Ahornvej 3 i Taastrup.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

NEJ

Brevet til Hebræerne 12 v1
Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os.

Et af de vigtigste ord i din åndelige rejse kan være overraskende: Det er ordet “nej”.

Alt for mange mennesker starter godt på deres åndelige rejse – med glæde og entusiasme – men så holder de ikke i længden. Ofte er det fordi pligt og krav kan fylde ens liv med opgaver, som man egentlig ikke bryder sig om eller er egnet til at løse. Så bliver ens vandring med Herren hurtigt forvandlet til en byrde i stedet for en tjeneste, som man kan udføre med glæde. Din trosrejse er lang, og Gud ønsker, at du skal gennemføre rejsen og nå til målet.

Hvis du har en vægtstang i hænderne, så vil du have svært ved at løbe og gennemføre et marathon. Folk forlader ofte deres trosrejse tidligt, fordi alt det, som de bærer på, slider dem op.

Derfor siger verset i Brevet til Hebræerne 12 v1, at vi skal frigøre os fra enhver byrde.

Hvad er en byrde i dit liv? Det kan være et job, et forhold eller opgaver, som ender op med at blive til bekymringer. Det er noget, der bremser dig i forhold til, hvad Gud ønsker for dit liv, og det er ikke det værd. At sige nej til byrder er også at sige nej til pres fra andre eller fra en selv. At kende sine grænser og vide, hvornår man skal sige ja eller nej, er måske ikke altid lige populært. MEN, hvis du vil holde ud i det løb, som ligger foran dig, så er det vigtigt at lære at sige nej, og at du holder fast i det. Jesus har en forståelse for, at byrder ikke er gavnlige, og derfor siger han i Matthæus-evangeliet 11 v28 “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

REFLEKSION

  • Hvad er de ting, du gør, som er byrder og som holder dig fra det, som Gud har til dig?
  • Hvorfor lytter du mere til pres fra andre eller dig selv, end du lytter til Gud?
  • Hvordan kan du afvise og sige nej til de byrder og fokusere på det løb, Gud har sat foran dig?

BØN

Kære Gud, tak at du kender til mine byrder. Jeg beder om, at du vil åbne mine øjne, så jeg kan se det gode, som du har til mig og lægge byrderne fra mig. Tak, at du vi lære mig at lytte til både dig og mig selv, så jeg kan sætter de grænser, som jeg har brug for, og så jeg evner at sige nej til det, som slider – og sige JA til det, som gavner og glæder. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Pionér

Når vi tænker på ordet pioner i dag, tænker vi måske umiddelbart på mennesker som James Cook, Christopher Columbus, Albert Einstein, Steve Jobs og utallige andre, som har ændret historiens gang med deres mod og dygtighed. De viede deres liv til opdagelser og efterlod verden et bedre sted.

Jesus var den ultimative pioner. Da han døde for vores synder og opstod fra de døde, gjorde han, hvad ingen nogensinde havde gjort før eller siden og han efterlod helt sikkert verden et radikalt bedre sted, end den nogensinde havde været før. NU kunne ethvert menneske have en direkte og personlig relation til GUD.

At være pioner kræver mod, opfindsomhed og en følelse af eventyr. Der er en urokkelig tro på den langsigtede fremtidsvision. Pionerarbejde kommer ikke uden modstand og udfordringer, men der er en villighed til at træde ud af det kendte og ind i de risici og de omkostninger, som er forbundet med at træde ud af den nuværende komfort i forhold til fremtidig belønning.

Vi har stadig så mange mennesker at række ud til med Guds kærlighed i dag. Uanset om det er en i familien, en kollega, en nabo eller en der klæder sig anderledes og praktiserer en anden tro – så er der en, der har brug for en forandring. Det er her, en ny rejse begynder.

I dit eget liv er der også nye rejser, som venter, nye områder at udforske. Du tænker måske ikke på dig selv som en leder eller en pioner, baseret på den måde, vores verden og kultur definerer dem på. Men når du følger Jesus, så er du en banebrydende pioner. Du genkender måske ikke den autoritet og de ressourcer, du har fået, men hvis du har Helligånden boende i dig, så har Gud givet dig alt, hvad du har brug for til rejsen.

Lige meget hvor du er i livet, er det aldrig for sent. For intet er umuligt for den, der har kaldt dig og som lover at gøre rejsen sammen med dig. Start i dag, det er tid til at se på livet med en pionerånd.

REFLEKSION

  • Hvad længes du efter?
  • Hvor er Gud i det?
  • Er der noget, som holder dig tilbage?

BØN

Herre, jeg ønsker at følge dig uden frygt. Giv mig modet til at vove mig ind de steder, du har kaldt mig til at gå, og visdom til at genkende dem. Hjælp til at bruge de gaver og redskaber, som du har givet mig, og til at holde fast i troen på, at du går med mig hele vejen. Så takker jeg dig for, at vi kan sætte mange nye flag sammen. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: Drop masken

På søndag den 11. februar vil der efter gudstjenesten være et kort informationsmøde.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Lak eller olie

1 Samuels bog 16 v13
Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede, og fra den dag greb Herrens ånd David.

Jeg kan huske som barn, at min far engang lakerede/ferniserede vores gulv derhjemme. Jeg spurgte ham hvorfor, da lakken på en måde skjulte de pæne gulvbrædder. Min far forklarede mig, at det var fordi lakken beskyttede gulvbrædderne ved at give dem en hård overflade. I dag olierer man også mange gange gulve, for at bevare deres sande udtryk og samtidig stadig gøre dem holdbare. Hvis du spørger fagfolk, så vil de fortælle dig, at der er fordele ved begge behandlinger.

I Bibelen bruges olie som et udtryk for Helligånden, som salver os til liv og tjeneste. Det er uundværligt for os, hvis vi vil tjene Herren i hans kraft og ikke vores egen. Uden hans hjælp er vores tjeneste blot et tomt show og vores indre oplevelse er død og formålsløs, som opgaver der bare skal løses. Så er det lak og ikke olie, som bruges, og det gør een hård og med tiden meget træt. Brugen af olie gør træet stærkt og holdbart indefra og undgår en hård facade. Alle gode ting findes i Helligåndens fylde, som en stærk og kraftig olie, som indefra giver trøst, vejledning, åbenbaring, åndelig kraft, helliggørelse og evnen til at løfte en tjeneste på Guds måde. Eller sagt enkelt, det er Gud med mig i mit liv og tjeneste. Salvelsesolie giver en dejlig duft af Kristus for personen, som den hældes på. Intet lignende kan findes andre steder. Den kommer kun fra Gud, og den gives frit gennem troen på Jesus Kristus til enhver, som er åben for Helligåndens fylde. Det gjorde en ung fårehyrde til en mægtig konge. Tænk, hvad det kan gøre for dig.

REFLEKSION

  • Lever du bag en hård facade?
  • Tjener du eller løser du opgaver?
  • Hvornår oplevede du sidst en fylde af Helligånden?

BØN

Kære Gud, tak at jeg altid kan komme til dig og ikke stå alene. Tak, at du er den, som giver nye kræfter og leder mig efter din vilje. Hjælp mig til at se det gode, som du har for mig, og til at finde din hjælp og styrke i det, jeg gør. Så jeg beder om at blive fyldt med Helligånden, så jeg som menneske må fornyes og leve i kraft af dig. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: Hvem lytter du på?

Søndag den 11. februar vil der efter gudstjenesten være et kort informationsmøde.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

I ørkenen

Hoseas’ bog 2 v16
jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte.

Vi har alle prøvet at være der, du er der måske nu eller du kender nogen som er der. Når livet opleves som en ørkenvandring. Når det er svært at finde løsning eller retning, Når man er træt og selv Gud føles langt borte. HVAD GØR JEG SÅ?

Jeg er mange gange blevet inspireret af en sang, som hedder ”Desert song”, Ørkensangen på dansk, af Brooke Ligertwood.

Denne sang har hjulpet mig mange gange til at holde fokus på Gud, min tjeneste og livet i al almindelighed. Den har holdt humøret oppe igennem svære tider. Måske kan den gøre det samme for dig? Her et lille udpluk fra sangen, frit oversat.

”Dette er min bøn i ørkenen, når alt det, der er inden i mig, føles tørt
Dette er min bøn i min sult og nød. Så er min Gud den Gud, der sørger for mig.
Og dette er min bøn i ilden, i svaghed eller prøvelse og smerte.
Så er der en tro, som er mere værd end guld, og hvor intet våben, der er dannet mod mig, kan sejre. Her vil jeg glæde mig og her vil jeg erklære, at Gud er min sejr, for han er her.
Og dette er min bøn i kampen, når triumfen stadig er på vej.
Jeg er medarving med Kristus og står fast på hans løfter.
I hele mit liv til enhver tid, så er du stadig Gud og jeg har stadig en grund til at synge og tilbede, for du er min sejr og min herre.”

Så er det, jeg beder om, kære Gud, jeg har brug for din kærlighed, ligesom ørkenen har brug for regnen, sådan har jeg brug for din berøring. For et øjeblik uden dig er en hjertesorg, jeg ikke kan holde ud. Kom og mød mig på ny, ligesom havene møder kysten og morgenen, stjæler natten. Det er det øjeblik, som jeg længes efter i din nærhed.

I Bibelen er der mange mennesker, som var en tur i ørkenen, Abraham – Josef – Moses – David – Elias og Paulus for bare at nævne et par stykker. Selv Jesus var en tur i ørkenen. I ørkenen lærte de noget, både om dem selv og deres tro. Herefter fik de en retning af Gud til at forsætte deres liv og kald, som Gud havde givet dem.

REFLEKSION

  • Har du prøvet, eller oplever du, at være i ørkenen?
  • Hvad lærer du om dig selv og Gud?
  • Har Gud talt til dig i denne tid?

BØN

Kære Gud, “Hvor er du?” Jeg ved, at du er mit håb, men alligevel overvælder oplevelsen af, at jeg føler mig alene. Dit ord fortæller mig, at jeg aldrig er alene, at Gud er med mig. Vi ved dette, men nogle gange kommer jeg i tvivl og mine tanker i vejen for denne viden. Så jeg råber til dig, Gud, fra ørkenen af ​​min ensomhed, desperat efter at høre dig. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. På søndag taler David ”Buck” Hudson i City Kirken.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Troværdighed

Ordsprogenes Bog 20 vers 6
Mange råber op om egen troskab, men hvor findes en pålidelig mand?

Tillid er den følelsesmæssige lim, der trækker dig tættere på mennesker. Uden tillid vil du aldrig få det forhold, som Gud ønsker, du skal have til ham eller til andre mennesker. Verset fra Ordsprogenes Bog blev skrevet for tusinder af år siden, og alligevel har vi det samme dilemma i dag: Hvem kan man stole på? Hvordan finder du en troværdig person? Endnu vigtigere, hvordan bliver du selv et troværdigt menneske, som andre mennesker kan stole på? Du opbygger folks tillid ved at være konsekvent.

Bibelen siger i Lukas-evangeliet 16 vers 10: Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Gud siger, at du opbygger tillid ved at være trofast i små ting. Selv når ingen ser dig, så ser Gud det. Han ser, hvad du laver, tænker og siger, og han siger, at hvis du er tro i små ting, vil han give dig et større og større ansvar. Du tjener folks tillid ved at være troværdig.

Mennesker stoler på dig, når du kan holde oplysninger fortrolige eller bare gøre, hvad du har lovet. At konstant lave om på aftaler eller at tale bag hinandens rygge, er derfor gift og vil automatisk annullere enhver form for tillid. Ordsprogenes Bog 11 v13 siger: Den, der løber med sladder, røber hemmeligheder, den pålidelige skjuler sagen.

Du tjener folks tillid ved at bruge tid sammen med mennesker. Bibelen siger at: En ven viser kærlighed til hver en tid, en broder er født til hjælp i nøden; Ordsprogenes Bog 17 v17. Det betyder, at man er der, når der er brug for det.

Afstand skaber mistillid. Det samme er tilfældet i vores relation med Gud. Gud har lovet at være sammen med os alle dage, MEN det skal gå begge veje, hvis der skal bygges tillid.

REFLEKSION

  • Er du et konstant menneske eller ændrer du dig hele tiden?
  • På hvilke specifikke måder kan du vise, at du er trofast i de små ting?
  • Hvorfor er det ofte svært at holde på en hemmelighed? Hvad er motivationen bag sladder?

BØN

Kære Gud, tak at du er helt igennem ærlig; i dig er der intet mørke. Jeg beder til, at du hjælper mig til at være ærlig og troværdig på samme måde. Så jeg beder om, at du hjælper mig med at være ærlig over for mig selv og mennesker omkring mig. Til at indrømme mine fejl og rette op, hvor det er nødvendigt. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Tema: Lus i skindpelsen

Kærlig hilsen
Michael Jensen

På søndag kl. 14:00 går jøder og kristne sammen i en fælles markering af håb for gidslerne, håb for Israel og håb for Mellemøsten. Demonstrationen indledes i synagogen i Krystalgade. Herefter vil der være et optog med flag og fakler til Israels Plads.
Medarrangør: Frikirkenet

Søndag d. 28/1 taler David ”Buck” Hudson i City Kirken.

Guds idé

Salme 139 v14: Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt.

Hvad ønsker du af dit liv? Det er et stort spørgsmål og der er sikkert rigtigt mange forskellige svar på det. Alle kan have forskellige ønsker og mål for deres liv, ambitionerne kan gå i alle retninger. Udfaldet og resultatet er dog ikke altid sikkert eller givet på forhånd. Lykkedes det? Levede det op til egne eller andres forventninger? Hvis ikke, kan det resultere i nederlag og skuffelse over en selv.

At leve et liv, som udtrykker hvem du er som den, Gud har skabt dig til at være – hvor du genkender dine styrker og de egenskaber, som Gud har givet dig – det er nøglen til at leve et liv med formål, harmoni og tilfredshed.

Jeg er overbevist om, at vi alle længes efter denne form for liv.

Så når der står, at du er underfuld skabt, så betyder det, at da Gud skabte dig i hans billede, så gjorde han det med præcision, helt perfekt for hvem du er. Hverken mere eller mindre. Du er Guds idé, det er en stærk sandhed at huske på – ideen, det var dig.

Apostlen Paulus havde tydeligvis tillid til, hvem han var og hvad han gjorde, på trods af sin fortid. Han var tryg ved sit kald uanset de udfordringer, han stod over for. Derfor var han tryg ved den måde, som han levede sit liv på. Han skriver i 2. Korintherbrev 10 v12: Misforstå mig ikke! Jeg kunne ikke drømme om at stille mig på linie med de mænd, der hele tiden anbefaler sig selv. Det er ikke klogt af dem udelukkende at sammenligne sig med hinanden og ustandselig måle sig med deres egen målestok.

Ligesom Paulus kan du også være tryg ved at leve inden for de grænser og muligheder, som Gud har givet dig. Så kan du bevæge dig ind i Guds hensigt med dit liv. Tag beslutningen om at omfavne den unikke måde, som du er skabt på, og ryst de begrænsninger af, som det er at leve op til andres forventninger eller sammenligninger. Så bliver du fortrolig med dig selv og dit liv.

REFLEKSION

  • Hvor godt kender du dig selv?
  • Kan du acceptere dig selv?
  • Lytter du til Guds eller andres stemmer om dig selv?

BØN

Kære Gud, jeg beder om styrke til at komme forbi de begrænsninger, som jeg eller andre mennesker har pålagt mig. Vis mig, hvordan man kan leve et liv med visdom, så jeg kan finde mit unikke sted og leve frit. Hjælp mig til at se de gode og specielle ting, som du har givet mig og finde ind i det formål, som du har givet mig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Tema: Kan disse ben blive levende?

Kærlig hilsen
Michael Jensen

ÅBEN HIMMEL lørdag den 13. januar 2024 kl. 14:00-16:00 i Rønnevang Kirke. Klik her for at se indbydelsen.

Onsdag den 17. januar kl. 19:30 giver Arne Christensen en introduktion til Det Gamle Testamente. Ahornvej 3 i Taastrup.

Godt nytår

Zakarias’ bog 4 v10
De, der følte foragt for den ringe begyndelse, skal glæde sig, når de ser bly-stenen i Zerubbabels hånd.

Hvis du havde mødt mig i en alder af tyve år, ville du ikke have nomineret mig i kategorien “mest sandsynlig til at lede eller være præst”, selv om jeg var aktiv i kirken. Så da jeg begyndte min rejse ind i tjenesten, måtte jeg se frygten i øjerne, selv om jeg blinkede uophørligt, når jeg talte foran folk. Ikke desto mindre holdt jeg ud, fordi jeg troede på, at Gud havde kaldet mig. En af de første ting, vi må indse er, at hvis vi vil leve livet og ikke i skyggen af det, så er livet en rejse i forskellige faser og processer. Alt for mange mennesker saboterer deres fremtid, fordi de enten ikke forstår eller ikke er villige til at at vokse og udvikle deres Guds-givne potentiale. Gud ønsker at møde os i vores menneskelige udfordringer, så vi først og fremmest kan håndtere os selv, før vi prøver på så meget andet. Med andre ord, så bevæger Gud sig i os, så han bevæger sig igennem os. Zakarias’ bog 4 v10 advarer os imod at foragte dagen med små begyndelser, og hellere forudse glæden ved at fuldføre opgaven.

Start, hvor du er, og vær trofast med det, der er i din hånd og hjerte. Gå ikke i den fælde at sidde inaktiv og vente på det store gennembrud “en dag, hvor osv.” Det begyndte måske som en tanke eller en dristig drøm. Hav tillid til, at Gud kan gøre langt mere, end man overhovedet kan forestille sig indenfor sine egne begrænsninger. Gud har vores og kirkens fremtid i sine hænder. Godt nytår 2024!

Jeremias bog 32 v17: Ak, Gud Herre, du har skabt himlen og jorden i din store styrke og med din løftede arm. Intet er umuligt for dig!

REFLEKSION

  • Hvad gør Gud i dit liv?
  • Hvad er Guds del og hvad er din del i det?
  • Hvad er dit næste skridt?

BØN

Kære Gud, drømmene i mit hjerte er for store for mig, men de er ikke for store for dig. I dag beder jeg dig om at styrke mig med visdom og tålmodighed til at blive i den trosbane, som du har tildelt mig. Helligånd, lær mig at leve så jeg kan høre din stemme. Så kan dine planer blive til mine drømme og blive opfyldt i Jesu navn. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl.11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Tema: En god begyndelse

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Evangelisk Alliances bedeuge 2024 i Taastrup:

Onsdag den 17. januar kl. 19:30 giver Arne Christensen en introduktion til Det Gamle Testamente. Ahornvej 3 i Taastrup.

Mørket greb det ikke

Johannes-evangeliet 1 v4-5
I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Johannes giver os en vidunderlig kortfattet forklaring på, hvad julens budskab handler om. Lyset bringer liv og giver klarhed ind i mørket. Verden, vi lever i, er præget af frygt og usikkerhed samt spekulationer om fremtiden og om en selv. En mørk og forvirret verden kender ikke Gud og hans vej. MEN lyset skinner i mørket og mørket kan intet stille op imod det. Lyset åbner vores øjne for Gud og giver os dermed mulighed for at forstå mere af, hvem Gud er, og af hans måde at handle på.

Lyset møder også os selv og hjælper os til at træde ud af mørket. For i lyset har vi fællesskab med Gud og fællesskab med hinanden. Lyset refererer til Jesus Kristus, han er verdens lys. Jesus er fuldt ud Gud og fuldt ud menneske. Han er vores kilde til nyt liv og det lys, som leder os.

Gud reagerer på mennesket synd og det mørke, som fulgte med det, ved at sende sin søn for at overvinde mørket og bryde dets magt. Jesu fødsel betyder, at en ny start for os mennesker er mulig i fællesskabet med Gud. Gud er med os, ikke imod os.

Det er her, det kristne liv begynder; ikke med flotte gerninger og store præstationer, men med en enkel handling: At tage imod gaven, det lille Jesus-barn, og lade ham tænde sit lys i dig. 1. Johannes’ brev 1 v5: Gud er lys og der er intet mørke i ham.

REFLEKSION

  • Er der mørke i dit liv, som har brug for Guds lys?
  • Hvilken forskel er der på Guds lys og mørket i dit liv?
  • Hvordan kan du selv bringe lyset ind i en mørk verden?

BØN

Kære Gud, tak, at det er muligt at bryde med mørket og opleve dit lys. Tak, at jeg må tro på lyset og opleve den forvandling, som det gIver. Nu beder jeg om, at jeg må tage imod dit ord, når du siger: Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. Hjælp mig til at tro og leve i den sandhed. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til juleaftensgudstjeneste på søndag kl. 12:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Søndag den 31/12 er der ikke gudstjeneste i City Kirken.

Evangelisk Alliances bedeuge 2024 i Taastrup:

Onsdag den 17. januar kl. 19:30 giver Arne Christensen en introduktion til Gammel Testamente. Ahornvej 3 i Taastrup.