En dejlig original

1. Samuels bog 16 v7: Men Herren sagde til Samuel: »Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.«

En af de dårligste idéer, der nogen sinde har eksisteret, er at man sammenligner sig med andre. Naboen, kollegaen, studiekammeraten eller folk man ser på nettet. Det er et problem, vi alle kender til, og det har altid eksisteret. MEN uanset hvad du har fået at vide af nogen i dit liv eller af kulturen vi lever i eller af de løgne, som Satan lægger i dit hoved, så er du uendelig værdifuld for Gud. Esajas 49 v16: Se, i mine hænder har jeg tegnet dig. Dit liv har enorm mening og formål, uanset hvem du er, eller hvor du kommer fra. Det samme gælder for alle, fra det øjeblik, de blev født. Vi er alle unikke, med vores forskellige personligheder, udseende, talenter, og intelligenser. Nogle er dygtige og begavede i een retning og andre i en anden, men Gud ser på os alle og glæder sig over det, han har skabt.

Når verset siger, at Gud ser på hjertet, så taler det om, at Gud ser på vores indstilling til hvem vi er og hvad vi laver, så pas godt på det. Ordspr. Bog 4 v23 siger: Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet. Gud har et stort perspektiv på dit liv, han kan se, hvad vi ikke kan se. Gud vil ikke sammenligne dig med nogen anden, du er hans mesterværk. Han ønsker at nå dit unikke potentiale, på den måde, som du er. Spild ikke mere tid på at tænke, at du ikke har noget at tilbyde eller sammenligne dig med andre mennesker. Du er du, og du duer – til præcis det, som Gud har skabt dig til at være.

Refleksion

  • Hvorfor tror du, at vi mennesker har en tendens til at sammenligne os med andre?
  • Hvad får dig til at tro, at de er bedre end dig, eller at Gud elsker dem mere?
  • Fokuserer du mere på dine udfordringer, eller dit gudgivne potentiale?
  • Hvordan kan du finde ud af, hvad Gud formede dig til at være?

Bøn
Kære Gud, hjælp mig til at finde ud af, hvem du har skabt mig til at være. Hjælp mig til at se, at jeg er præcis som jeg skal være. Hjælp mig til at acceptere den jeg er. Amen

 

Hej Citykirke, vi følger genåbningen i Danmark og her på Vestegnen meget nøje. Vi arbejder pt. på at finde muligheder på, hvordan vi igen kan mødes. Snarest vil der komme et udspil til, hvordan dette kan lade sig gøre.

Glæd dig til denne uges online-gudstjeneste på https://www.citykirken.dk/online-soendage, hvor vi skal møde nye spændende mennesker.

Rigtig god weekend og Gud velsigne dig.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Hvem har taleretten?

Jeremias bog 17 v7
Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham.

Der er mennesker, som har taget taleretten ind i dit liv, og mennesker, som du senere har givet taleretten, baseret på forskellige individuelle bevæggrunde.
Dine forældre, dine venner eller en politiker, personer, du ser op til og respekterer, en sang, du lytter til, eller en opinionsdanner på nettet.

Alle disse kilder vil forme dine tanker og værdier, så hvad et det værd for dig? Hvem skal forsat have taleretten?
At stole på Gud er at have tillid til, at hans visdom og indsigt holder igennem livet. På gode dage som på svære dage.

Vi har alle fået en fri vilje til selv at vælge og vælge fra. Verset i Jeremias’ bog taler om at være velsignet, og hvem vil ikke gerne opleve det i disse tider. Velsignelsen kommer dog på baggrund af et valg. Et dagligt valg, et valg i den situation, som du står i her og nu. At stole på Herren og tage sin tilflugt hos ham – det er at vælge at give Gud taleret ind i sit liv. Det er et valg, som du til alle tider må forholde dig til. Har Gud taleret, stoler jeg på hans sandhed og lader mig lede af den?

Paulus skriver om sin erfaring i Fil. 3 v8: Ja, Jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre.
Der var ikke noget i Paulus’ liv, som kunne matche den erfaring, selv om Paulus også mødte modgang her i livet. Der er bare noget ved den velsignelse, som kommer fra Gud. Den skal erfares, ikke forklares.

  • Hvorfor er valg af taleret så vigtigt?
  • Hvad er din udfordring i forhold til det?
  • Er den eller de stemmer. som du giver taleret, til velsignelse for dig?

Bøn
Kære Gud, jeg må ærligt erkende, at det til tider kan være svært at stole på dig og have tillid til, at du er den, som jeg kan søge tilflugt hos. Jeg beder om hjælp til at slippe dem og det, som har taleret over mit liv og som ikke er til velsignelse, så jeg må opleve Paulus’ erfaring. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og rigtig god weekend. På søndag besøger vi nogle nye spændende mennesker, som også er en del af City Kirken. Så velkommen til online-gudstjeneste på https://www.citykirken.dk/online-soendage

Kærlig hilsen
Michael Jensen

JA-mennesker og NEJ-mennesker

Ordsprogenes Bog 29 v25
Menneskefrygt kan sætte fælder, men den, der stoler på Herren, er i sikkerhed.

Enhver, der nogensinde har forsøgt at gøre noget godt, er på et tidspunkt kommet ansigt til ansigt med en nej-siger.

Da Moses førte israelitterne gennem ørkenen, klagede folket: ”Vi skal dø! Vi vil tilbage til Egypten!”
Da John F. Kennedy sagde, at USA ville sende en mand til månen, sagde mange mennesker, at det aldrig kunne lade sig gøre.
Hvis disse mennesker havde ladet nej-sigerne tage modet fra dem, forestil dig så hvor verden ville have været i dag! Men de er ikke Gud, så behandl deres mening derefter.

Nogle mennesker er blevet deaktiveret af andres meninger, og er ikke engang klar over det. Andre er blevet afhængige af andres godkendelse.

Men overvej en anden oversættelse af Ordsprogene 29 v25: “Det er farligt at være bekymret for, hvad andre synes om dig, men hvis du stoler på Herren, er du i sikkerhed”.

Andre menneskers meninger kan fjerne dig fra Guds hensigt med dit liv.
Når du lægger større vægt på andres meninger end på Guds mening, forbliver du på sidelinjen, når Gud vil have dig med i spillet. Du bliver låst inde i et fængsel med frygt.
Lad det ikke ske, slip din frygt, og stol på Guds vision for dit liv. Han er din største støtte.

Refleksion
Har du oplevet, at en nejsiger forhindrede dig i at forfølge en drøm?
Hvad lærte du af den oplevelse, og hvad ville et Ja-menneske have sagt i stedet?
Hvilken drøm eller vision har Gud givet dig, som du kan begynde at forfølge i tillid til Guds løfte om sikkerhed?

 

Kol. 1 v3 – 6 Vi takker altid Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, når vi beder for jer; for vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om jeres kærlighed til alle de hellige, udsprunget af det håb, som venter jer i himlene. Det har I hørt om i sandhedens ord, evangeliet, som nu er hos jer, sådan som det i hele verden bærer frugt og vokser, ligesom også hos jer, fra den dag I hørte det og lærte Guds nåde at kende i sandhed.

BØN
Tak, Gud, at du har skabt mig med et formål. Hjælp mig til at gøre mig fri for frygt for andres negative tænkning om mig eller det, som du kalder mig til. Jeg beder dig derfor om, at jeg må lære at stole på, at du er min sikkerhed, når jeg træder ud i det. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og rigtig god weekend!

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Velkommen på søndag til en anderledes online-gudstjeneste, som vi håber må velsigne dig. Du skal ind på https://www.citykirken.dk/online-soendage

Guds dybe bevæggrund

Gud, som skabte hele universet, menneskeheden og dig og mig, gjorde det fordi han elsker os. Om vi har dårlige dage eller gode dage, om vi kan føle hans kærlighed eller ikke, eller om du fortjener hans kærlighed eller ej.

Korset er derfor lig med Guds kærlighed til os mennesker. Da Jesus strakte armene ud på korset, gjorde han det i kærlighed til os. Det var hans valg at give sit liv, så fællesskabet kunne genoprettes. Fællesskabet med os betød og betyder alt for Gud.

Hvordan andre mennesker ser på dig, eller hvad dit selvværd fortæller dig, kan gøre det svært at tro på, at Gud elsker dig på trods? Denne afmagt kender de fleste af os.
Men Gud er over alle disse ting, han ser dig og elsker dig som du er lige nu.
At acceptere Guds kærlighed handler derfor om at se bort fra sig selv og over på Gud og hvad han valgte at gøre for dig. Det er påskens budskab. At enhver, der tror på Jesus, ikke vil fortabes, men have evigt liv i fællesskab med Gud nu og i himmelen.

Guds tanke er tydelig igennem hele Bibelen, hans frelsesplan kan læses fra start til slut:

1. Mosebog 3 v15 peger på korsets triumf. – Salme 22 v1 peger på det der skete, da Jesus tog synden på sig. – Esajas 53 v4–10 peger på Jesu lidelse og stedfortrædende død. Hoseas 6 v2 peger på opstandelsen. – Joh Ev 11 v25 peger på opstandelsens håb. Endelig viser versene i Åb. 1 v17–18 Jesu endelige triumf.

Prøv at læse 1 Kor. 15 og vær selv en del af denne fantastiske glæde.

Refleksion

  • Kan du et øjeblik slippe fokus på dig selv?
  • Kan du acceptere Gud kærlighed til dig, som du er?
  • Kan du i tillid tid hans kærlighed acceptere Jesus som din Herre og Frelser?

BØN
Kære Gud, jeg ønsker ægte, dyb og vedvarende tro på dig. Jeg har brug for din tilgivelse og fællesskab. Tak fordi du elskede mig så meget, at du sendte Jesus for at dø for mine synder, så jeg kan tilgives og vi kan dele livet sammen. Hjælp mig til at holde fast i min tro i de svære dage. AMEN

 

Kære kirke, vi ville have ønsket at kunne fejre påske sammen. Men grundet det høje smittetryk ser vi det desværre ikke muligt. Lige så snart det skønnes forsvarligt, vil vi have en udendørs gudstjeneste.

Derfor mødes vi igen på Zoom på søndag kl. 11:00 og fejrer Jesu opstandelse. (Du kan få linket ved at skrive til kirken på https://www.citykirken.dk/kontakt/kontaktformular.) Vi vil dele nadver, så gør klar til det også. Rigtig god påske til jer alle!

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Han er som ingen anden

Esajas 40 v26:

»Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?« siger den Hellige. Løft jeres øjne mod himlen, og se! Hvem skabte den? Han, som fører dens hær talstærkt ud og kalder dem alle sammen ved navn. På grund af hans vældige kraft og mægtige styrke mangler der ikke en eneste.

Hvor mange mennesker kender du? Igennem dit liv har du sikkert mødt rigtigt mange forskellige mennesker, som har givet dig mange indtryk. Det kan præge vores adfærd næste gang, vi møder et menneske, hvilke oplevelser vi har haft med andre mennesker. Når du kommer til Gud, så er det en helt anden oplevelse. Du kan ikke sammenligne Gud med noget som helst. Der er ingen eller noget, som kommer i nærheden af Gud. Hans styrke, vilje, karakter eller handlemåde er i en helt anden liga end hos os mennesker.
Det skønne er, at din Skaber er der for dig – med den samme kraft, som han skabte himlen med. I salme 8 v4 – 5 står der: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det et menneskebarn, at du tager dig af det? I vers 6 kommer svaret: Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.
Du er noget helt specielt i Guds øjne, og der er ikke noget, som Gud ikke ønsker eller kan gøre for dig. MEN – Gud er også klog og vis, så Gud giver os ikke altid, hvad vi ønsker, men han giver os, hvad han ved, vi behøver. At stole på Gud er at have tillid til at det, han gør i vores liv – oftest igennem de omstændigheder, som vi er i – er godt og rigtigt.

Er noget for stort eller svært for Gud? Gud, som kalder hver stjerne ved navn, han har styr på dem, og der mangler ingen. Han ved også, hvem du er, og han kender din situation og han ved, hvad han gør.
Jeg ved ikke, hvilke byrder du bærer, hvilken sorg, frygt, eller forvirring du måske føler lige nu. Jeg ved dette, at du ikke behøver at stå med det alene, og at du kan dele det med ham, som skabte alting. Han har hele verden i sin hånd, som en gammel sang lyder.
Derfor er du heller ikke glemt.

Prøv at læse og reflektere lidt over salme 18 i Bibelen. Det er den relation, Gud ønsker med os mennesker. David kunne skrive, at sådan blev hans erfaring også i livet med Gud.

Reflektion

  • Har du brug for at få tillid til Gud og hans omsorg for dig igen?
  • Når du ser op mod himlen og kikker på stjernerne, hvad kunne du så tænke dig at sige til Gud?
  • Er der noget, som kunne bringe dig tættere på ham?

Bøn
Kære Gud, hjælp mig til at lære dig at kende som du er, og at have tillid til, at dine tanker for mig kun er de bedste. Når jeg kikker op mod stjernerne, kan jeg sommetider føle den samme afstand til dig, Gud. Så jeg beder om, at du vil hjælpe mig til at forstå, at dit nærvær er lige ved min side. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig og rigtig god weekend, vi ses online på søndag på https://www.citykirken.dk/online-soendage

Kærlig hilsen
Michael Jensen

… en levende frikirke på Københavns vestegn