Esajas bog 40 v10 – 11
Gud Herren kommer i styrke, han hersker med sin arm. Hans løn er med ham, hans fortjeneste går foran ham. Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.
Bibelens store ord om Gud og hans mægtige styrke kan til tider godt få os mennesker til at føle os meget små og tænke, at når Gud er så stor, så har Gud nok vigtigere ting at tage sig til, end at tænke på mig.
De store ord kan gøre det svært at relatere personligt til Gud, som for øvrigt også er usynlig, hvilke ikke gør det nemmere.
Men Gud er ikke en god energi, en oplevelse eller en abstrakt tanke om noget helt fantastisk men også noget helt uforklarligt. Gud er personlig.
I versene beskrives Gud som en omsorgsfuld hyrde med en stor styrke.
Gud viser os her sin personlige side, som både er stærk nok til at hjælpe os med alt, men også kærlig nok til at vise omsorg til alle tider. Styrke og mildhed går hånd i hånd i det udtryk, som Gud beskriver på.
Gud vidste for tusinder af år siden, hvad du og jeg, ja alle mennesker havde brug for.
Gud vidste, at vi alle havde brug for ekstra styrke og en hjælpende hånd til vores liv her på jorden. Gud vidste også, at vi som mennesker kunne have det svært ved at relatere til Gud personligt og tage imod hans kærlighed til os, hvad enten den er udtrykt i styrke eller omsorg. Så Gud måtte komme til os personligt, for at vi herigennem kunne lære Gud personligt at kende.
Gud blev derfor i Jesus Kristus menneske, så vi i ham kunne relatere og have et personligt forhold til Gud. I Jesus Kristus lærer vi Gud at kende, Både hans styrke og milde omsorg.
Refleksion
- Hvordan vil du beskrive din relation til Gud i dag?
- Hvor godt vil du sige, at du kender Gud som Gud er, eller som du tror Gud er?
- Hvor i dit liv har du brug for Guds styrke og mildhed?
Bøn
Kære Gud, til tider kan du godt virke lidt langt væk og svær at relatere til. Ærligt, så ved jeg ikke, hvor godt jeg i grunden kender dig. Jeg beder dig derfor om, at jeg må lære dig at kende som du er, og gøre op med mine forestillinger om dig. Tak, at du hører denne bøn og hjælper mig til at tage det til mig, når du møder mig igen. AMEN
Må Gud rigt velsigne dig! Rigtig god weekend, vi ses til online-gudstjeneste på søndag.
Kærlig hilsen
Michael Jensen