Vi mangler en ungdomsleder

Vil du være med til at skabe noget fantastisk for børn og unge i City Kirken?

I City Kirken har vi en fantastisk gruppe børn og unge, som lige nu står og mangler en ungdomsleder som vil være med til at flytte ting fra idé til handling.

Vi søger en person som har lyst til at styrke og forme vores unge. Du skal helst være en person med sans for struktur og samtidigt være udadvendt og glad. Som ungdomsleder kan du se frem til at blive en del af City Kirkens to stærke teams hvor du vil arbejde med M.O.G. (tweens) de fleste søndage under gudstjenesten. Derudover vil du også blive en del af S.M.O.G. (teenagere) som mødes hver anden fredag aften. Vi har allerede 3 ledere som vil hjælpe, støtte og styrke dig, så du står ikke alene med opgaven. Du vil være med til at lede grupperne og vil også skulle planlægge events og afholde møder. Vi håber også at du har lyst til at skabe en kom-og-hæng-ud kultur hvor man i løbet af ugen eller efter gudstjeneste mødes til pizza, film, bowling, en tur på stranden osv.

Vi forestiller os at du selv har været teenager fornyligt og at du har erfaring som leder. Det vigtigste er at du har lysten og modet på at tænke fremad og har lyst til at være med til at elske og lede de børn og unge vi har i kirken. Vi lover at vi vil investere i dig så du også kan blive bedre som leder, kommunikatør, kultur-skaber, andagtsholder og efterfølger af Jesus.

Så hvis det lyder som dig så vil du kunne nikke genkendende til nogle af disse ting.

  • Jeg kan motivere og inspirere teenagere og er et godt forbillede.
  • Jeg er en team-player men kan også arbejde selvstændigt.
  • Jeg er god til at skabe struktur og kan være tovholder på opgaver.
  • Jeg har tro og tålmodighed for unge og kan skabe en tryg og rar atmosfære.
  • Jeg er kreativ og nyder at tænke nyt og ”out of the box”.
  • Jeg kan både have fuld fart på, men også have ro og vise nærvær.

Stillingen tilbyder:

  • Studie eller fritidsjob ca. 6 timer om ugen, med mulighed for flere timer på sigt.
  • Mulighed for at bo på et af værelserne i kirkens hus.
  • Mulighed for udvikling og vækst sammen med et team af dedikerede medarbejdere.

Hvis du kan se dig selv som vores nye ungdomsleder, så skriv en motiveret ansøgning hvor du fortæller hvorfor du skal være vores nye ungdomsleder og send den til Hannah Lund Tolberg, på hannah.tolberg@gmail.com. Hvis du vil høre mere om stillingen, så kontakt Hannah på tlf. 22 25 03 03. Der er ingen ansøgningsfrist, da vi løbende vurderer ansøgninger. Vi ønsker en ansættelse hurtigt muligt.

Julehilsen fra Pakistan

PakistanJul1 PakistanJul2Til julegudstjenesten havde jeg jo fornøjelsen af at viderebringe julehilsener fra vores venskabsmenighed i Carcassonne og fra Jette og Lyle Hall, som er tilbage på missionsmarken i Tanzania.

Jeg skal nu også hilse fra Latif Masih, som vi samarbejder med i Pakistan. Han har sendt nogle billeder fra deres meget velbesøgte julegudstjeneste – så mange var der, at man havde rigget telt til udendørs for at få plads til alle! (Hvis vi gjorde det her i Danmark – til jul – ville der nok ikke komme ret mange…)

Fra menighedsledelsen, december

Med ansættelsen af Simone Kramer har vi fået styrket arbejdet blandt tweens og teenagere, og på decembermødet i menighedens ledelse diskuterede vi behovet for (også) at tilknytte en mere erfaren ungdomsleder. Vi mener, der stadig er behov for en person, der kan tage denne rolle, og vil frem til januarmødet arbejde med at formulere behovet mere præcist.

Det er i foråret 2017, der igen er valg til menighedsledelsen (mere præcist sker det på årsmødet den 29/3). Forud for det skal vi have et forberedende menighedsmøde. Det møde vil blive holdt søndag den 15/1 efter gudstjenesten, og derefter vil valgbestyrelsen gå i gang med arbejdet, som skal udmunde i et forslag til årsmødet. Valgbestyrelsen består af Simon Svarre og Helle Christensen (der blev valgt til det på visions- og budgetmødet i november), Marlene Gertsen og Michael Rask Christensen (fra menighedsledelsen) og Lisbeth Lund-Hansen, der er forhandlingsleder.

Vi har jo haft et par værelser stående ledige i nogen tid – siden 1. november faktisk dem alle tre. Lige inden nytår fik vi en ny lejer, Janni, som har lejet det store værelse på midlertidig basis, sommeren over. Vi arbejder videre med at få lejere ind, som har en relation til kirken og dens arbejde.

Ny ungdomsmedarbejder

IMG_1601Siden februar har vi jo søgt efter en ungdomsleder til kirken. Både MOG og SMOG (altså arbejdet blandt de 10-20-årige) fungerer godt, men har lidt under mangel på medarbejdere. Nu, hvor vi også har startet ungdoms-Alpha, er behovet endnu større.

I menighedsledelsen blev vi derfor meget glade, da vi på denne baggrund fik en henvendelse i november fra Simone Kramer. Simone har allerede været med i både MOG, SMOG og ungdoms-Alpha og gør et godt stykke arbejde. Hun har hele hjertet med i at give dét videre, som Jesus har givet hende, og hun er vældig god til at skabe kontakt. Hun blev præsenteret på gudstjenesten den 11/12.

Simone er en lidt yngre profil, end vi oprindeligt havde forestillet os, da vi startede søgningen efter en ungdomsleder. Hun er derfor ikke ansat som ungdomsleder som sådan, men som ungdomsmedarbejder, og nu går vi i tænkeboks omkring hvad der skal gøres med ungdomslederstillingen. Vi har ansat Simone 7½ t/uge frem til sommer (pga. ungdoms-Alpha), og 6 t/uge derefter.

Både menighedsledelsen og børne- og ungdomsmedarbejderne er meget glade for at kunne byde Simone velkommen!

Fra menighedsledelsen, november

November var måneden, hvor der skete noget mht. ungdomsmedarbejder, for vi har kunnet ansætte Simone! Det er der et separat indlæg om. Det er virkelig et godt skridt fremad og letter noget af presset på dem, der arbejder med MOG/SMOG og ungdoms-Alpha.

Indtil vi finder en ny præst til kirken, er det menighedsledelsen og et par andre, der løser de forskellige opgaver. Det har givet menighedsledelsens møder et lidt mere “praktisk” præg. Jeg vil ikke skrive her om alle de små ting, men vil bare nævne følgende:

Kollekten den 13/11 til flygtningene fra Mosul var på knapt 2000 kr. Hertil blev der lagt de 4000 kr, der var afsat i budgettet til “nødhjælpsindsamling”, så vi kunne sende knapt 6000 kr til Mission Øst til formålet.

Der er bestilt (og skulle snart komme!) 150 styk af Udfordringens juleavis, som vil blive delt ud af på gaden. Et godt initiativ fra Healing Rooms!

Teen Challenge Taastrup er ved at blive rigtig kendt kommunen, både blandt de hjemløse og på rådhuset. De er jo hver torsdag aften i Huset på Ahornvej. De får støtte til arbejdet fra forskellige fonde, foreninger, firmaer og private. Vi har lovet at hjælpe med 6.000 kr til at betale for ekstern revision af et af de regnskaber, de skal aflægge overfor en fond, der støtter arbejdet.

Vi har også besluttet at “slanke” opstillingen i salen i Huset på Ahornvej og fjerne nogle af de faste borde. Vi vil hellere bruge klapsammen-bordene, da det er mere fleksibelt. Som det er nu, kan det være svært at komme rundt på grund af de faste borde – klapsammen-bordene kan man dog tage væk, når de ikke er nødvendige. Det bliver snart effektueret – der har været lidt travlt siden mødet pga. ansættelsen af Simone. Der vil også blive gjort rent og vasket gulv lidt oftere her i vinterhalvåret. Selv om vi ikke har haft meget sne og sjap, kan det godt ses på gulvet, at det er vådt udenfor.

Visions- og budgetmøde november 2016

Den 8. november holdt vi visions- og budgetmøde, som vi jo gør hvert år. Dette er ikke et referat (det er der en anden, der skriver), men man har spurgt efter oplægget til punktet “Visioner for 2017: City Kirkens DNA”. Her er opsummeringen (taget fra den sidste slide, Per viste):City Kirkens DNA 2016 oversigt

  • Lokalt forankret
    • tjene samfundet omkring os
    • ringe som spreder sig
    • kirkeplantning
  • Udrustende
    • den enkelte til tjeneste i hverdagen
    • som kirke en apostolsk tjeneste
    • arbejde gennem særlige/specifikke kald og tjenester
  • Relationel
    • indadtil i familien og til de vi er i berøring med
    • udad til “ligesindede”
  • Mangfoldig
    • plads til forskellighed
    • for alle aldre
    • på tværs af etnicitet og oprindelse
  • Relevant
    • nutidig udtryksform
    • tilgængelighed
  • Team-baseret
    • En bred og flad ledelsesstruktur
    • Ansvarlighedsrelationer

Fra menighedsledelsen, oktober

Oktober har været en mindre travl måned i menighedsledelsen end de foregående par måneder – på den måde, at vi nu er ved at have fundet rytmen, efter at Claus Mester-Christensen stoppede helt som ansat præst. Men det har også været en travl måned – blandt andet på grund af forberedelser til visions- og budgetmødet den 8. november.

Samtidig har der været arbejdet med planlægning af ungdoms-Alpha, som starter i november og som (bl.a.) skal være optakten til næste gang, vi har ungdomsvelsignelse. Imens ungdoms-Alpha kører, bliver SMOG (hvor vores unge ellers kommer) ændret til at være lidt mere hygge og lidt mindre undervisning. Det er også godt for vores lederkræfter, der ellers ville få alt for travlt!

Vi leder stadig efter en ungdomsleder. Foreløbig har annoncerne ikke givet noget; vi taler også med andre kirker, om de har nogen kandidater til jobbet gående.

I det hele taget prøver vi at holde kontakterne til andre kirker ved lige. Blandt andet har Michael Rask været til præstemøde (!) i Eckernförde med en del præster fra andre Salt & Light-kirker, bl.a. John Herd fra Rødekro, som vi jo kender fra gammel tid i City Kirken.

Der går en del tid med “småting” – administration, økonomi, sørge for, at “nogen” klarer de små praktiske ting i vores hus på Ahornvej, osv. Vi har lært en del om, hvad der (også) skal til, for at alting fungerer.

Fra den 1. december har for øvrigt ingen lejere i Huset. Vi er blevet enige om at at bløde lidt op på retningslinjerne for udlejning og fokusere mindre på at opbygge et ungdomsmiljø. Vi holder dog fast ved kun at leje ud til folk, der har en relation til menigheden.

Fra menighedsledelsen, september

Det største emne på menighedsledelsens møde i september var arbejdet blandt vores unge. Vi har en mindre flok af teenagere, men alt for få medarbejdere til at gøre noget sammen med dem. Vi har i et halvt år haft en annonce efter en ungdomsleder liggende på vores hjemmeside og har forsøgt via forskellige kontakter at finde frem til vores nye ungdomsleder. Nu er annoncen blevet bragt højere på på hjemmesiden og vi har sat annoncer i aviser og blade. Hvis du kender vores nye ungdomsleder, så bed vedkommende om at kikke på kirkens hjemmeside!

Vi har også sat en dato på næste gang, vi skal have ungdomsvelsignelse i kirken: Det bliver pinsedag, den 4. juni 2017.

Men det er ikke alene en ungdomsleder, vi søger efter. Ansættelsesudvalget er stadig i gang med at lede efter en ny præst til kirken – vær med til at bære begge del frem for Gud i bøn! Vi har bl.a.  arbejdet på at formulere en profil for stillingen, herunder også en profil for kirken, som vi bruger når vi taler med kandidater. Der bliver mulighed for at tale om disse ting når vi holder visions- og budgetmøde for kirkens medlemmer tirsdag den 8. november.

Så længe vi ikke har en ansat præst, klarer menighedsledelsens medlemmer de forskellige løbende opgaver – og sender opgaver videre så meget vi kan. Vær ikke overrasket, hvis du bliver bedt om at hjælpe med det ene eller det andet.

Fra menighedsledelsen, august

August-mødet i menighedsledelsen blev i høj grad et forretningsmøde med opsamling efter sommerferien og omkring nogle praktiske ting, bl.a. bemanding af arbejdsopgaver. Der var flere afbud, så den mere dybtgående samtale om arbejdet blandt de unge, som var planlagt, blev udsat til et senere møde; men vi kan allerede nu godt arbejde videre på de mest oplagte ting fra det oplæg, som vi vendte på juni-mødet.

Vi har som bekendt to ledige værelser på Ahornvej, og der er mange gode forslag til hvem, der skal bo i dem, eller hvad de ellers kan bruges til. Det ser ud, som om vores sal og kontoret stadig er nok til de forskellige aktiviteter, som er i Huset, selv om der f.eks. om mandagen er lidt pres på. Vi ønsker fortsat, at værelserne bruges på en måde, der styrker kirkens arbejde, og ikke bare til almindelig udlejning, men vi er åbne overfor midlertidige lejemål – det er bedre at få en husleje ind end at lade lokalerne stå tomme.

Ansættelsesudvalget har kun haft mulighed for at mødes en enkelt gang siden slutningen af juni. Der er hele tiden nogle kandidatforslag i spil, og der kommer stadig forslag ind fra menigheden – tak for det!

Vi har jo relationer til forskellige kirker i “Salt and Light”-familien, f.eks. Malmö International Church, som Ingmar og Tina Aronson står i spidsen for – dem, der var talere på vores sidste menighedslejr. Nu er der en anden kirke i “familien”, der har spurgt, om vi vil være venskabsmenighed med dem, og det vil vi da gerne! Det drejer sig om en lille kirke i Carcassonne i Sydfrankrig, der hedder Le Sarment, det betyder “grenen på vinstokken” (udtrykket kommer fra Johannesevangeliet 15:4). Det er Helle og Arne Christensen, der har lært denne kirke at kende på en sommerferie for et par år siden, og som vil stå for kontakten; det mest oplagte at starte med er at dele bedeemner med hinanden. Man kan se mere om kirken på http://egliselesarment.fr (altsammen på fransk, men prøv Google Translate).

… en levende frikirke på Københavns vestegn