Nyt fra menighedsmødet 17/6

På menighedsmødet blev to store punkter fremlagt til en åben snak. Der var konstruktiv snak, og mange gode indlæg som er svære at referere kort, men for de, som ikke kunne komme, følger her lidt materiale til “selvstudium”.

Omkring identitetssnakken var der en lang række punkter som umiddelbart er nemme at gøre noget ved. Brian fremlagde en liste af punkter som menighedsledelsen har udvalgt, og som vi tror vi i fællesskab forholdsvis enkelt kan gøre noget ved, også på kort sigt.

Der er naturligvis mange andre ting at arbejde videre med, men de nemme ting er nemme at samle op på.

Listen ser sådan her ud; overvej hvad du kan være med til eller stå for sammen med andre:

  • Start gudstjenesterne med nadver, så børnene kan være med uden at vælte børnekirken.
  • Fællesspisning efter gudstjenesten kan arrangeres, f.eks. en gang om måneden.
  • Sangaftenener – lad nogle af lovsangsøveaftenerne være åbne for alle interesserede.
  • Datoer på diverse aktiviteter (f.eks. frivillighedsdagen) skal på Google-kalenderen i god tid
  • Samtidig ønskes en liste over hvilke dage, vi ikke kan være i Kulturcenteret.
  • Lave en liste over de ting vedrørende lokaler, der er prøvet eller undersøgt, som folk kan få.
  • Omkring gospelkor, så har Rønnevangskirken alligevel ikke sådan et for tiden (modsat hvad nogle mente), men der nok igen til efteråret nogle workshops som man kan melde sig til.
  • Alle tager ansvar for et bestemt barn (eller ung), en at bede for.
  • Cellegrupper, opfølgning på den enkelte, fællesskab.
  • Bøn.
  • Kulturændring/måden at evangelisere på…
  • Undervisning er godt… men måske har vi mere brug for materiale til selvstudium eller andre måder som måske mere er en “konsulenttjeneste” der er mere rettet mod konkrete behov…

Det andet punkt som blev behandlet drejede sig om vores lokalesituation. Lisbeth og Per har udarbejdet et “katalog” over muligheder, og en oversigt over både økonomi og egnethed for hver af disse. Kataloget er tænkt som eksempler, så det er altså ikke konkrete forslag om bestemte ejendomme; disse er blot brugt som regneeksempel.

Materialet kan hentes til gennemsyn her (Adobe Acrobat format).

Der var ikke lagt op til beslutninger omkring dette punkt, men stemningen på mødet gik i retning af at forsøge nok engang at få lov til at købe og bygge på en grund i nærheden af det nuværende hus på Ahornvej.

Nyt fra menighedsledelsen

Lidt nyt fra Menighedsledelsesmødet d. 27. april 2009, med nogle efterfølgende opdateringer:

Personalia: Per Eivind er fortsat sygemeldt (men er siden blevet rask-meldt på 1/4 tid). Anders Hyldgaard stopper i City Kirken pr. 1. august for at tiltræde i bl.a. Pandrup-Birkelse Baptistkirke, og har sin sidste prædiken (som ansat) her d. 28. juni.

Vi leder derfor efter en ny ungdomsmedarbejder/præst, og har både sat gang i kontakt-netværket og vil indrykke annoncer i bl.a. Domino og Udfordringen, og sende en plakat rundt med menighedsforsendelserne BiD (Baptiskirken i Danmark). Der et job-opslag online.

Baptistkirken i Danmark har lavet et nyt forslag til nye vedtægter, med en ny ledelsesstruktur, som bl.a. skal diskuteres og forhåbentlig vedtages på et missionskomitemøde d. 24. maj, hvor Gert Eriksen fra menighedsledelsen vil deltage. City Kirken er som udgangspunkt positive overfor det nye forslag, som vil gøre beslutningsprocesserne mere smidige.

Der blev givet en kort orientering omkring dette på et orienterende menighedsmøde d. 17. maj efter gudstjenesten. Du kan læse mere om processen og forlaget online.

Den forholdsvis nyvalgte menighedsledelse har haft en lang snak om arbejdsopgaver, kirkens behov og hvad hver enkelt brænder for, med henblik på at fordele ansvaret indbyrdes. Nogle af de ting, som blev fremhævet i snakken, var vigtigheden af børn og unge, det indbyrdes fællesskab, det udadrettede og kirkens engagement i – og mulighed for at betjene – det omgivende samfundet, det kreative element i kirken samt det, at vi alle fortsat kan vokse og  udvikles.

De afholdte identitetsmøder blev anledning til en række yderligere tiltag. Der er brug for at vi gennemarbejder og måske genovervejer vores værdier, og det arbejde er nu sat i gang. Der var også en række gode og konkrete forslag, som menighedsledelsen vil indarbejde i vores aktivitetsplan og målsætning for 2009. Og endelig var det en del input til det videre arbejde med lokalesituationen:

City Kirkens lokalesituation blev også drøftet, og en række scenarier blev vendt. Der er i princippet 4 muligheder: 1) at blive på Ahornvej, 2) at sælge og købe et hus som
kan istandsættes, 3) at sælge og bygge et nyt “hus”, eller 4) sælge og leje os ind andetsteds. Der arbejdes videre i udvalg med nogle af disse, for at anskueliggøre konsekvenserne af dem, og der vil senere blive indkaldt til et menighedsmøde (sandsynligvis 17. juni kl. 19:30) for at drøfte disse. På dette menighedsmøde vil der nok også blive fulgt op på nogle af de punkter som er nævnt ovenfor vedrørende identitetsmøderne.

Derudover blev en række andre emner og forslag behandlet. Det kan bl.a. nævnes at der vil blive afholdt en menighedsweekend i uge 15 i 2010 på Birkedal.

“Regionalt møde” i BiD

I denne uge er det det går løs med de 5 regionale møder i Baptistkirken, som jeg nævnte på vores årsmøde. Vi var 4 mand fra City Kirken med på mødet i Roskilde igår, og det var et positivt møde.

Jan Kornholt og Finn Basnov indledte, og derefter havde hver menighed 3 minutter til at fortælle om deres perspektiv på situationen. Jeg citerede Thomas Paine: “Lead, follow, or get out of the way!” Som jeg ser det, har vi ikke i City Kirken kræfterne til at gå foran i denne situation, så vi må følge efter, hvor andre leder, eller i hvert fald sørge for ikke at være i vejen for dem. Der har været megen snak i Baptistkirken (også fra vores side) om, hvad vi hver især ikke vil — nu må det være tiden til at samles om det, vi vil. Jeg understregede følgende ting som væsentlige for os:

  • At være en del af et større fællesskab; også et, hvor vi har taleret ind i hinandens liv som menigheder. Denne omsorg giver tryghed.
  • At have en fælles ramme for kontakten til f.eks. myndighederne.
  • At have en ramme for uddannelse af medarbejdere.

Fra andre menigheder blev både disse og andre emner trukket frem, men det allervigtigste var, at alle slog fast, at det var vigtigt at holde fast i det fællesskab og samarbejde, vi har.

Efter denne runde blev der debatteret omkring bordene og udformet sedler med “pejlemærker”, dvs. emner, som vi syntes, var væsentlige. Disse blev sat op på en tavle og sorteret/grupperet og vil indgå i det fremtidige arbejde.

Derefter udspandt sig en debat i plenum. Emnet gled hurtigt over på at fokusere på åndeligt fællesskab og lederskab snarere end foreningsstrukturer — formuleret som en ændring i Baptistkirkens kultur. Denne del blev afsluttet med, at vi gik på knæ for at bede sammen for vores kirkesamfund og vejen frem.

Slutteligt skulle vi finde 3 personer, der kunne bære indtrykkene fra mødet videre i en arbejdsgruppe sammen med tilsvarende valgte repræsentanter fra de næste 4 møder, der holdes i denne uge. Det var lidt vanskeligt fordi vi var mange til stede, og fordi der jo ikke var nogen fastlagt valgprocedure. Løsningen blev, at repræsentanter fra menighederne (en fra hver) gik sammen for at vælge de 3. Det tog kun 5 minutter at blive enige om at udpege Jan Johannsen, Thomas Willer og Lasse Åbom.

Konstituering af menighedsledelsen

Efter valget af den nye menighedsledelse den 18/3 har vi haft vores første møde den 23/3. Vi brugte det meste af tiden på at vende diverse aktuelle emner for vores menighed — i høj grad for at “finde hinanden”.

Men vi fordelte også de forskellige poster og opgaver. Rimeligt nok ville de to, som ikke har været med før, gerne lige se, hvordan arbejdet i menighedsledelsen fungerer, inden de stillede op til bestemte opgaver. Vi aftalte derfor, at vi gentager fordelingen lige efter sommerferien.

Med det udgangspunkt blev der ikke lavet de store ændringer. Vores sekretær var udtrådt, så Per Bækgaard blev valgt som ny sekretær, og ellers er alt ved det gamle:

Formanden hedder stadig Arne Christensen. Gert Eriksen er næstformand, og Per Bækgaard er som nævnt sekretær. Forretningsudvalget og økonomiudvalget er sammenfaldende og udgøres af Brian Lund-Hansen og Arne Christensen, mens Per Bækgaard og Gert Eriksen er personaleudvalg.

Anders Hyldgaard på fuld tid

I forbindelse med Per Eivind Stig’s sygemelding og deraf følgende nedsatte arbejdstid, så har menighedsledelsen midlertidigt ændret Anders Hyldgaards ansættelse til fuld tid.

For at aflaste Per Eivind har Anders overtaget det koordinerende ansvar, hvorfor henvendelse til menigheden fortrinsvis bør rettes til Anders.

Orienteringer fra november-december

Der er sket meget den sidste måned, og jeg vil prøve at samle lidt op på tingene her.

Vi havde jo et temmelig langt visions- og budgetmøde i november: 3½ time tog det, og vi var vist allesammen lidt trætte til sidst. Referatet er allerede klar og kan fås på kontoret, så jeg vil nøjes med nogle hovedpunkter:

Lise gav sin første økonomiske orientering i sin nye rolle som kasserer: Økonomien går godt; i forhold til budgettet er vi er nogenlunde med på indtægtssiden, men vi har brugt mindre end planlagt.

Menighedsledelsen kunne fortælle, at Anders Hyldgård vil stoppe i løbet af foråret, da familien gerne vil flytte til Jylland. Menighedsledelsen går i gang med at finde ud af, hvad vi så skal gøre med hensyn til arbejdet med de store børn og de unge, som Anders har stået for.

Der var også andre orienteringer: Der starter et projekt gade- og natkirke i København, som City Kirken ikke deltager i, fordi menighedsledelsen vurderer, at det vil fjerne fokus fra vores vigtige opgave her på Vestegnen. Der har været (nu) to møder sammen med ledelserne fra de øvrige Baptistkirker i København angående samarbejde; for eksempel har vi haft to ungdomslejre med deltagelse fra nogle af de andre kirker.

Det store punkt på mødet var forslaget om at sælge Huset på Ahornvej til familierne Bækgaard og Lund-Hansen, som vil indrettet det til ungdomsboliger for kirkens unge. Efter en meget lang debat blev vi enige om at gå videre med forslaget, således at forstå, at vi nu skal finde ud af, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre: Kan vi som kirke finde andre lokaler i en periode indtil vi kan bygge noget, hvad skal Huset koste osv. osv. Der er altså lagt op til et nyt menighedsmøde i foråret.

Nu hed mødet jo et “visions- og budgetmøde”, så efter en kaffepause gik vi i gang med de to punkter. Per Bækgaard gav et overblik over vores fælles baggrund og identitet, og gik videre med en række visionspunkter under overskrifterne “ved slutningen af 2009 kunne vi tænke os…” og “ved slutningen af 2009 ønsker vi at du…” Disse punkter giver nogle gode pejlemærker at styre efter i 2009, og menighedsledelsen er ved at lægge sidste hånd på nogle meget konkrete ting, vi kommer til at arbejde med i løbet af året. Et vigtigt aspekt af dette er, at vi hver især har at ansvar. “Det, du gør, er det, kirken gør”. Du kan finde Pers præsentation her: Vision 2009 (kræver, at du har en PDF-læser installeret).

Budgettet blev vedtaget som foreslået, og det blev besluttet at indfri lånene i Huset til næste termin, eftersom vi har pengene til det i banken. I forbindelse med budgettet blev der spurgt, om Lyle og Jette Hall var forsikret f.eks. gennem missionsselskabet Pro Christo. I det tilfælde ville det jo ikke være nødvendigt, at vi betaler en udstationeringsforsikring for dem. Det er blevet undersøgt, og de er ikke forsikret undtagen gennem os.

Der var valg til valgbestyrelsen: Bente Kirschner Hansen og Lili Gertsen blev valgt.

Det sidste punkt på en lang aften var en debat om de principper for håndtering af medlemsprotokollen, som menighedsledelsen havde stillet. Forslaget blev vedtaget uden ændringer.

Ugen efter var der så møde i menighedsledelsen, og vi har nedsat nogle udvalg til at arbejde med de forskellige ting, der allerede er nævnt: En arbejdsbeskrivelse for Anders’ afløser, en lokaleløsning så Ahornvej 3 kan blive til ungdomsboliger, og færdigpudsning af de konkrete initiativer, der skal virkeliggøre visionen for 2009.

Den 10. december sprang der så en mindre bombe i BiD (Baptistkirken i Danmark): Den forandringsproces, vi tidligere har fortalt om, er gået helt i stå, og BiDs ledelse har givet op og vil gå af til sommer. Der står mere om dette på http://www.baptistkirken.dk/index.php?id=655. Det er slet ikke klart, hvad der nu kommer til at ske, og der er al mulig grund til at bede for BiD og samarbejdet mellem Baptistkirkerne.

Hvad vil vi?

Som menighed er vi midt i en proces for tiden. Vi bliver udfordret på, hvad det betyder for os at være kristne, og at være kirke.

Det er en central kristen tanke, at vi ikke lever for os selv. Vi lever i et fællesskab med Gud og med hinanden, som forpligter os. Anders Hyldgård læste for nyligt følgende for os som indledningsord til gudstjenesten (Kol. 3:17):

Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.

Denne opfording finder vi flere steder i Det Nye Testamente, f.eks. i begyndelsen af Rom. 12:

Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.

Men hvordan skal det gøres i praksis?

Allerførst er det nødvendigt at “lade Guds Ånd forvandle vores tanker og vaner”. Det er ikke meningen, at vi skal være styret af samme tankegang, som vi kender fra resten af “verden”. Derfor må vi studere Bibelen for at lære Guds tankegang (bedre) at kende. Og vi må bede ham om at pege på de ting, der trænger til at blive forvandlet hos mig – og give ham lov til at gøre det!

Det vil ende med, at der bliver lavet ting om i vores liv.

Men disse forandringer kan betyde, at ting vil blive sat til side, som før fyldte i vores liv. Ønsker Gud da at tage noget fra os? Måske – men kun fordi der ikke er plads til det “gamle”, når det, han har i tanke for os, skal være der. Og vi kan være sikre på, at de ting, han har planlagt for os, er bedre end dem, der bliver skubbet ud.

Spørgsmålet er, om vi er sikre på dette? Om vi hver især tør stole så meget på Gud, at vi ikke alene vil tro ham for vores evige frelse, men endda også for vores jordiske forhold? Tør vi sige til ham, at vi vil gå derhen, hvor han sender os, uden at have fået detaljeret besked om destinationen og hele rejseplanen først? Tør vi stole på, at hvis han udfordrer os til at give økonomisk, så vil han samtidig også sørge for det, vi har behov for?

Disse to eksempler er fra et par af de seneste gudstjenester, hvor hhv. Winterford og Lisbeth Lund-Hansen prædikede.

Per Bækgaard har taget en anden side af sagen op, nemlig at vi nogle gange kan være usikre på, hvad det konkret er, Gud ønsker, vi – eller jeg, den enkelte – skal gøre. Per pegede på Jesu ord om at “bed, så skal I få” (Matt. 7:7). Gud vil, at vi skal udtrykke vores længsel, vores bøn. Bed Gud vise dig, hvad hans vilje for dig er – og tænk samtidig over, hvad det er, du i dit hjerte længes efter. Det kan være en ledetråd til svaret. Er du ikke klar over, hvad Guds vilje for dit liv er, så er det er din absolut vigtigste opgave at finde ud af det!

Når vi hver især har svarene på disse spørgsmål, kan vi også svare på dem som menighed.

Lidt fra menighedsledelsesmødet i maj 2008

Her er, lidt forsinket, nogle nyheder fra menighedsledelsen. Nogle af dem er allerede meldt ud på anden vis.

Vi byder velkommen til nye medlemmer, eller rettere: Nogle stykker, som tidligere har været medlemmer af City Kirken og gerne vil være det igen, nemlig Pernille, Janni og Rene.

Dele af programmet for efteråret blev vendt; men der er lidt arbejde tilbage inden det er færdigt.

De retningslinier for adresselisten og medlemsprotokollen, som blev nævnt af Per i april, er nu færdige. De træder i kraft med det samme. Det gælder dog ikke de procedurer, der skal sættes i værk hvis folk i menighedens periferi flytter væk fra området eller hvis vi mister kontakten til nogen. Den del vil vi gerne have op på et menighedsmøde, så vi alle er enige om dem først.

Forandringsprocessen i Baptistkirken har jeg allerede skrevet om i slutningen af maj. Vi har besluttet os for at lade dette spørgsmål indgå i en større visionsproces, som vil løbe af stabelen i vores menighed i efteråret og starten af vinteren. Det vil sige, at vi – som menighed – vil tage både “forandringsprocessen” og mange andre emner op, som vi ellers ikke så tit har diskuteret. Det vil være en måde for os at afstemme vores ønsker, drømme og forventninger med hinanden, så vi kan gå fremad i enighed og klarhed. Men ikke mindst skal det være en anledning til, at vi hver især og sammen søger Gud for, hvad han vil med os, enkeltvis og som menighed!

Der er stadig ingen afklaring mht. den ledige grund på den anden side af Ahornvej, og vi har nu fået at vide, at det ikke bliver før sommerferien er overstået. Vi har fået forskellige indikationer på, at vi skal overveje at købe en temmelig stor del af grunden, men prisen betyder jo også noget! Vi må se, hvad der kan lade sig gøre.

Og så er Per Eivind blevet spurgt om han kan deltage som seniorrådgiver i den bestyrelse, der skal  (gen)starte UMOs arbejde på Island. Det betyder, at han skal en kort tur til Island et par gange om året, og det har vi som menighedsledelse givet ham “fri” til. Vi forventer sådan set, at inspirationen kommer til at gå begge veje.

Forandringsprocessen i Baptistkirken

På menighedsmødet den 26. maj havde vi en længere debat om de forandringer, der er igang i Baptistkirken (kaldet “BiD” blandt venner). Vi har tidligere talt om de økonomiske vanskeligheder, BiD står i, og der er sat en del tiltag i gang for at rette op på disse problemer. Det arbejde fortsætter, men nu tager vi fat på at diskutere de mere grundlæggende ting, såsom:

Hvilke opgaver og hvilken mission har vores menighed brug for at løfte i fællesskab med andre menig­he­der?

Helt konkret er der allerede for et par måneder siden kommet en “forandringsrapport”, som handler om de ændringer, der bliver nødt til at ske i BiD. Den er temmelig lang, men nu – faktisk samme dag som menighedsmødet – er der kommet en kortere udgave, som vi vil opfordre alle til at læse igennem og tænke over. Den blev delt ud på menighedsmødet, og der vil ligge nogle stykker på infobordet ved gudstjenesterne, som man er velkommen til at tage. Når nu du sidder ved computeren alligevel, er det måske nemmere at hente den selv; linket er: På vej ind i en forandringstid KORT.pdf. (Den findes også i en udgave som A5-folder: På vej ind i en forandringstid KORT folder.pdf) Der er flere informationer at finde på BaptistKirken i en forandringstid.

Oplægget fra BiD er, at vi skal holde en “fremtidsworkshop” i vores menighed, hvor vi igennem en kreativ proces kan være med til at skabe fremtiden for BID. Vi har i menighedsledelsen besluttet at lade dette være en del af større visionsproces op til vores visionsmøde i november. Det vil derfor komme til at forløbe på en lidt andet måde end foreslået fra BiD – detaljerne vil blive udarbejdet i løbet af den næste måned.

Sådan en proces løber ikke af sig selv, og der er brug for nogle personer, der vil være med til at løfte opgaven sammen med menighedsledelsen. I “forandringsrapporten” kaldes disse mennesker for “forandringsagenter”. I vores sammenhæng bliver opgaven som sagt lidt anderledes, men hvis det er noget, du vil hjælpe til med, så henvend dig til Per Eivind eller til Arne Christensen snarest. Og hvis du bare overvejer, om det er noget for dig, så sig også til. Så kan vi snakke nærmere om det.

… en levende frikirke på Københavns vestegn