Jordens SALT og verdens LYS

Matthæus-evangeliet 5 v13-16
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

Et af de mest kraftfulde aspekter af denne passage er, hvordan Jesus begynder med at tale identitet over det at være en kristen. Gud fortæller os ikke, at vi skal hente noget salt og dele ud af det. Han siger, at vi er salt. Han fortæller os ikke, at vi skal hente et lys og så lade det skinne. Han siger, at vi som kristne er lys. At dele Guds hjerte er derfor at dele hvem du er, ved at leve i overensstemmelse med vores nye identitet.

Jesu undervisning om salt og lys i Bjergprædikenen relaterer til at dele Guds hjerte med verden omkring os, igennem vores liv.

I er jordens salt, men hvis salt har mistet sin kraft, så er det er ikke længere brugbart til noget og må derfor blive smidt ud. Saltets kraft bliver altid målt på, om det er funktionelt, om det gør, hvad det er bestemt til at gøre. Hvis ikke, så bliver det trampet ned af mennesker. Du er verdens lys. En by på en bakke kan ikke skjules, pga. lys. Altså: Vis, hvem Kristus er igennem dit liv, så mennesker kan se dine gode gerninger og prise din Fader, som er i Himlen. Ham, som de som følge af det, de ser og oplever  nu er kommet til tro på. Verden er et mørkt sted, uden håb. Den er fyldt med blinde mennesker, der forsøger at lede andre blinde mennesker. Vores eneste håb er Jesus Kristus. Han er verdens LYS, som mørket ikke kan få bugt med.

Vi er kaldet til en livsstil, som reflekterer Kristus i denne verden. Vi behøver ikke at undskylde for det håb, vi har, eller at frygte menneskers mening. Vi skammer os ikke over evangeliet, for det har kraft til at forvandle liv. Derfor kan vi elske uophørligt, tilbyde en hjælpende hånd og tjene, så mennesker kan få et glimt af Guds hjerte og mærke, at Guds Rige er kommet nær. Det er kraftfuld salt og lys, som skinner for mennesker i dag. Dæk ikke over, hvem du er i Kristus, lad lyset skinne. Vis, hvem Gud er, og del hans hjerte i det, du gør, og måden, som du gør det på. Og se, hvordan verden omkring dig bliver forandret af Guds ubetingede kærlighed åbenbaret gennem dit liv.

REFLEKSION

  • Reflektere dit liv Jesu Kristi salt og lys?
  • Hvor og hvordan kan du, som salt og lys, gøre en forskel?
  • Hvad er dit næste skridt?

BØN

Kære Gud, tak at du har gjort mit liv dueligt til at gøre en forskel i denne verden. Nu beder jeg om, at du vil give mig visdom og kraft til at være den, som du har skabt mig til at være. Hjælp mig til at reflektere dig igennem mit liv, så mine ord og gerninger må blive konkrete, til de mennesker, jeg møder i dag. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

På søndag fejrer vi første søndag i ADVENT under temaet: Kan man starte på en frisk?

Kærlig hilsen
Michael Jensen

”Gud er for os”

Paulus’ brev til Romerne 8 v31: Er Gud for os, hvem kan da være imod os?

Det centrale budskab i Bibelen er dette: Gud elsker dig, ikke på grund af hvad du har gjort eller ikke har gjort, men på grund af hvem han er og hvad han har gjort for dig. Gud skabte dig, du er hans barn, og din relation til Gud er derfor ikke præstationsbaseret.

Du er måske vokset op i et hjem, hvor betinget kærlighed var normen. Dine forældres kærlighed kan have været baseret på dine akademiske, atletiske, sociale eller åndelige succeser. Hvis du fejlede på et eller nogle af disse områder, oplevede du tabet af deres kærlighed. Sådan handler Gud ikke med dig, Gud er for dig og ikke imod dig.

GUD ER KÆRLIGHED, og det er helt fantastisk. For når vi forstår Guds kærlighed, kan vi slappe af og komme til Gud, uden at være bange for, om vi nu også har fortjent hans kærlighed og nåde.

Du kan være rolig. Gud bliver aldrig træt af at have en samtale med dig. Han har aldrig for travlt, tværtimod. Uanset hvor mange gange du kommer til ham, med din tvivl, frygt eller hvad det er, som du tænker på, eller hvilket problem der måtte være. Så glæder det altid Gud, at du har tillid nok til ham, så du betror dig til ham. Specielt hvis der er noget, som du ved ikke var så godt. Så er Guds respons altid »se på korset«. Om det skriver Paulus i sit brev til Kolossenserne 2 v14:
Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.

Det er de gode nyheder, at da vi mennesker var i mørket, uden håb og uden lys, så kom Gud løbende fra Himlen og der var barmhjertighed i hans øjne.

Til en jomfru kom ordet »du skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«

Fra en trone af uendelig herlighed til en vugge i en stald kom Gud selv, for at forløse hele skabelsen ved at give sit liv. For Gud valgte selv korset og selv i sin lidelse vendte han den anden kind til og valgte at tilgive. Det var og er vores redning.

Jesus døde for vores skyld. For Gud kom ikke for at fordømme, men for at frelse.

REFLEKSION

  • Hvad fortæller dette dig om Guds hjerte for dig?
  • Hvad fortæller dette dig om din tilgang og tillid til Gud?
  • Hvad fortæller dette dig om det fællesskab, som du kan have med Gud?

BØN

Kære Gud, jeg takker dig for din kærlighed og store barmhjertighed, som er ny hver morgen og som forbliver urokkelig hele dagen. Tak for korsets herlighed. Tak for, at din godhed skal lede mig. Dit ord skal være en lampe for mine fødder, og din trofasthed skal være som et skjold for mig. Dit navn er min tilflugt, i Jesu Kristi navn. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

På søndag har vi kollekt-indsamling til TC’s (Teen Challenge’s) arbejde.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Velsignet, til at være en velsignelse

Første Mosebog 12 v2: Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.

En gammel bøn: “Gør mig til en kilde til velsignelse”:

Kære Gud, gør mig til en kilde til velsignelse, så Kristus må skinne i mig.
Jeg beder dig, gode Gud, at du vil gøre mig til dit vidne, Herre,
så jeg kan være din trofaste tjener som fortæller og viser din store kærlighed.
Der er så mange mennesker, som går rundt omkring, de er trætte og uden fred.
De har brug for din trøst, som kan lindre deres indre smerte, vende deres gråd til glæde og deres uro til hvile.
Så giv mig kraft til at fortælle om, hvem Kristus er, hans kærlighed og hvad han har gjort for os mennesker.
Om korsets og opstandelsens kraft, som skaber forvandling og nyt liv.

Kære ven i Kristus, se din tro i action, elsk som Kristus elsker dig. Vis i dit liv, at din frelser har forvandlet dit væsen og vær trofast og brug den gave, som Himlen har givet dig i den hellige mission, Gud gav sit liv for.

Når du afspejler Jesus’ sindelag med denne bøn, så holder du ikke velsignelsen for dig selv. Velsignelser er tænkt som ringe i vandet – de skal brede sig længere og længere ud, så flere og flere bliver til velsignelse. Det var altid Guds tanke og plan med velsignelser.

REFLEKSION

  • Hvad kunne du velsigne en anden med?
  • Kender du nogen, som har brug for trøst og hvile?
  • Hvordan og til hvem kunne din tro komme i aktion?

BØN
Kære Gud, tak for dine rigelige velsignelser af nåde og gunst. Mit bæger flyder over af din barmhjertighed og kærlighed. Tak, at du kommer mig til hjælp, når jeg har brug for din indgriben og vejledning. Nu beder jeg om, at jeg må se min næste og give din velsignelse videre, så den, som sidder i mørke, kan se dit lys, AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 14:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12, hvor vi får besøg af vores venner fra Rønnevang Kirke, Indre Mission og Luthersk Mission. Provst Søren Nolsøe vil tale til gudstjenesten.
Vær opmærksom på det ændrede tidspunkt for gudstjenesten!

TEMA: Søg Gud

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Hvis det betyder noget

Paulus brev til Filipperne 2 v1-2
Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind.

Paulus fremsætter fire specifikke områder, som manifesterer åndelig enhed. Det er altid en god idé at reflektere på, om ens livsstil og indstilling afspejler skriften, eller om der er brug for justering. Det er vigtigt, at vi som kirke er ét, uanset om man er forskellig i forståelse, holdning eller ting, som man særligt brænder for. Som menneske har vi individuelt nydt at blive forenet med Kristus, at blive trøstet af hans kærlighed og at have fællesskab med Gud. Nu skal det dette så komme til udtryk i kirkens indbyrdes fællesskab. Har du noget sinde overvejet, om din næste handling eller ord vil bringe mennesker tættere sammen, eller om det modsatte vil blive resultatet? Er der trøst – opmuntring – fællesskab og medfølelse i dine ord og indstilling over for det menneske, som du taler med?

Paulus skriver i Romerbrevet 15 v7 Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære.

Ligesom et net er vævet og sammenflettet, så bliver mennesker det også i troen på Kristus, bundet sammen med hinanden, hvilket resulterer i en enorm styrke. Vævet sammen i Åndens enhed, gør at man som kirke kan udrette langt mere, end det enkelte menneske kan gøre alene.

MEN for at det skal komme til at ske, må det være noget, som betyder noget for én, det må være værdifuldt og i en forståelse af, hvordan Gud tænker om det at være kirke. Vi lever i en individuel og polariseret verden, som kirken er et alternativ til. I kirken mødes vi som lige og i enhed, uden anset baggrund og status. Må vi opleve betydningen af dette!

REFLEKSION

  • Hvilken betydning har enhed i kirken for dig?
  • Hvor meget præger den individuelle tankegang din adfærd?
  • Hvordan udfordrer tanken om enhed dig?

BØN
Kære Gud, tak for din måde at tænke på og din bøn om, at jeg må være en del af en enhed. Så jeg beder om, at du vil give mig tålmodighed til at være og arbejde sammen med alle som i en familie. Hjælp mig med at have forståelse og medfølelse i mit sind og hjerte. Hjælp mig til at bringe enhed og afspejle din kærlighed i mine relationer. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12, hvor vi får besøg af Amy Lee Kemp – se omtalen længere nede på siden.

TEMA: Min identitet i Kristus

Kærlig hilsen
Michael Jensen

 

I november …

Glæd dig til den 12. november, hvor vi får besøg af Amy Lee Kemp, som vil tale til vores gudstjeneste i City Kirken. Amy Lee Kemp er født i Cleveland i delstaten Texas. Her voksede hun op i et kristent hjem, men kom som teenager væk fra Gud og endte i stofmisbrug og et selvmordsforsøg som 14-årig, da hendes forældre overvejede separation. Da hun var 24 år, oplevede hun Guds indgreb i hendes liv, som også satte hende fri fra afhængighed af stoffer. Hun har siden talt et stærkt og levende budskab om Guds magt til at forvandle liv, som giver mennesker en ny identitet og formål. Amy har også en stærk forbønstjeneste, som der også vil blive givet mulighed for.

Søndag den 19. november kl. 14:00 holder vi fællesgudstjeneste med kirkerne i Taastrup. Vi glæder os derfor til fællesskab med vores venner i Rønnevang Kirke, Indre Mission og Luthersk Mission.
Provst Søren Nolsøe vil tale til gudstjenesten. Vær opmærksom på det ændrede tidspunkt for gudstjenesten.

Hjem, kære hjem

Salmernes bog 84 v5
Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig.

Ude godt, hjemme bedst – det ordsprog kender de fleste. Et hjem er vigtigt, det er der, hvor der er et trygt tilhørsforhold. Ikke alle har oplevet det, og det kan der være mange forskellige årsager til. For nogle er tanken om at komme hjem ligefrem en anledning til frygt og uro. Men alle mennesker har brug for et hjem, som er deres, og indtil man finder det, er der en stadig stræben og ufred i en. Denne salme fanger menneskets dybe længsel og beskriver løsningen. Et hjem, som møder vores dybe behov, er det hjem hvor Gud bor. Der er der en oplevelse af at slå rødder, at falde til og at være kommet i mål. Et sådant hjem er der, hvor jeg er lykkelig.

Salmen peger på templet i Jerusalem og er en påmindelse om at have sit tilhørsforhold hos Gud og at leve i hans nærvær. For i troen på Gud er vi på vej hjem, og selv om man ikke helt er kommet hjem til Gud, så er det muligt at opleve lykken og trygheden allerede nu.

Det evige liv skal ikke frygtes, for allerede nu kan man leve og være i en vished og forventning om noget helt fantastisk. For Gud vil give os et hjem og den lykke, der følger med i at “komme hjem” – allerede i dag. Sammen med salmisten kan du og jeg opleve at være kommet hjem til Guds bolig.

Der er mange, som stræber efter at “komme hjem”, få fred og endelig at komme i mål.

Troen på Jesus Kristus bringer dig alt dette.

Troen på Jesus Kristus forsikrer dig om, at Guds bolig, hans hjem, også er dit hjem, stedet der overgår den vildeste fantasi.

I Johannes evangeliet kapitel 14 v2 siger Jesus: I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig noget bedre end at der er et himmelsk hjem, som venter på dig, og du kan allerede nu leve med denne vished om dit sande hjem.

REFLEKSION

  • Hvilke associationer giver ordet HJEM dig?
  • Hvilket hjem længes du efter?
  • Har du taget imod det hjem, som Gud vil give dig?

BØN

Kære Gud, tak at jeg kan komme hjem til dig, allerede i dag. Tak at jeg kan opleve at være tryg og blive lykkelig sammen med dig. Lykke er måske ikke det, som beskriver mine tanker om et hjem, MEN jeg takker dig for, at du kan vende op og ned på alting. Tak at du er i færd med at lave et fantastisk hjem i himlen. Hjælp mig til at tro, at det også er mit hjem. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

 

Se også annonceringen andetsteds her på siden om

  • besøg af Amy Lee Kemp den 12. november, og om
  • fællesgudstjeneste den 19. november (NB! Kl. 14:00)

Guds nærvær

4 Mosebog 6 v25: Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.

Adam og Eva havde intimt fællesskab i Guds nærhed før syndefaldet. Som kristne har vi pga. troen på Jesus Kristus også Guds nærvær i os i kraft af Helligånden.

Det er vigtigt at være opmærksom på virkeligheden af Guds tilstedeværelse i vores liv.

Vi tilhører Gud og er hans børn, og Gud elsker at være sammen med os.

Selvom vi aldrig vil miste virkeligheden af Guds nærvær, kan vi miste “fornemmelsen” af hans nærvær.

Alle går igennem tider, hvor man i større eller mindre grad føler Gudsnærværet. Det er aldrig et Incitament til at tvivle på Guds trofasthed, selv om mange gør det. Men det kan være en god refleksion at mærke efter i sit liv, om man er begyndt at gå sine egne veje og dermed har bevæget sig væk fra Gudsnærværet. Det behøver ikke at være den store synd, men bare det faktum, at der er for mange andre ting, som fylder i ens liv og som tager ens opmærksomhed. STANDS OG FORSTÅ, AT JEG ER GUD, står der i Salmernes bog 46 v11. Denne indtrængende opfordring er ikke til at misforstå.

Det konkrete resultat af at standse lidt op i den travle hverdag og bruge tid med Gud, vil ofte være FRED, RETNING OG GLÆDE. Men det forudsætter også evnen til at lytte til Guds stemme. Guds nærvær er ikke bare en forbigående følelse eller oplevelse. Det er en kraft, som støtter os, især under svære tider, for Herrens glæde skal være din styrke (Nehemias’ bog 8 v10). David taler om den glæde i forbindelse med Gudsnærværet, i Salmernes bog 16 v11: Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.

Glæden er forbundet med det at være i Guds nærvær og under Guds ledelse, hvor du oplever Guds ansigt lyse over dig. Alt sammen pga. hans nåde over dit liv.

REFLEKSION

  • Er det tid for dig til at stoppe op og søge Guds nærvær?
  • Er Guds nærvær et ønske eller en erfaring for dig?
  • Hvad gjorde/sagde Gud til dig, sidste gang du mærkede hans nærvær?

BØN

Kære Gud, tak at du altid er til stede, så jeg kan finde dig, lige meget hvor jeg er eller hvordan jeg har det. Tak at du også ønsker mit nærvær, hvor jeg end kan gå eller hvor jeg end er. Tak at du vil tale ind i mit liv og give mig den retning og styrke, som du ved jeg har brug for. Hjælp mig til at blive i dit nærvær også i dag. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

 

Se også annonceringen andetsteds her på siden om

  • besøg af Amy Lee Kemp den 12. november, og om
  • fællesgudstjeneste den 19. november (NB! Kl. 14:00)

Indre kvalitet

1 Samuels bog 17 v32
David sagde til Saul: »Herre, du skal ikke tabe modet på grund af denne filister; nu går jeg hen og kæmper med ham.«

I 1. Samuels bog 17 står David ved siden af kong Saul og taler om, at der er et kæmpe problem, som truer landet. Der er ingen som ved hvordan eller har mod til at prøve at gøre noget ved det.

Så David siger til Saul: »Herre, du skal ikke tabe modet på grund af denne filister; nu går jeg hen og kæmper med ham.«

Saul svarer David: »Du kan ikke bekæmpe denne filister. Du er bare en dreng.« Nogle gange kan man stirre sig blind på de små resurser, man har til rådighed, og så glemmer man, hvad Gud kan gøre med dem. Tænk bare på beretningen om drengen med de to fisk og fem brød, som endte med at mætte tusindvis af mennesker.

Hvor fik David sit mod fra? David havde lært det helt alene, i sit fællesskab med Gud. David er et virkeligt menneske, et menneske, der forblev ansvarligt, når ingen kiggede.

Goliat var derfor ikke nogen stor sag for David. Hvorfor? Fordi David havde dræbt løver og bjørne, mens ingen var i nærheden. Han havde stået i øjenhøjde med virkeligheden længe før han tog kampen mod Goliat. MEN han havde gjort det sammen med Gud. Det kan godt være, at David levede for mange århundreder siden, men de ting, vi kan lære af ham, er lige så aktuelle i dag, som de var dengang.

For det første, er det på de ensomme steder sammen med Gud, at vi lærer at håndtere livets udfordringer.

For det andet, er det vigtigt at forstå, at når Gud udvikler vores indre kvaliteter, så har han aldrig travlt.

Det er i livets skolestue, at vi lærer at vandre i tro og tillid med Gud. Gør vi det, så bliver vi ligesom David, mennesker efter Guds eget hjerte.

Paulus’ brev til Flipperne 4 v13: Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.

REFLEKSION

  • Har du tid til at lære og udvikle indre kvalitet?
  • Har du tillid til egne eller Guds ressourcer i dig?
  • Hvad er din første reaktion, når du møder en udfordring?

BØN

Tak Gud, at jeg altid kan komme til dig. Ingen er som du fuld af visdom og styrke. Tak, at når jeg kommer til kort, så er du den, som kan give håb og mod igen.
Så jeg beder om, at jeg må lære at tage imod dine ubegrænsede ressourcer og hente min styrke og visdom igennem din Ånd. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: Nyd rejsen

Kærlig hilsen
Michael Jensen

 

Se også annonceringen andetsteds her på siden om

  • besøg af Amy Lee Kemp den 12. november, og om
  • fællesgudstjeneste den 19. november (NB! Kl. 14:00)

Bliv en del af historien

2. Mosebog 3 v1-2
Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk.

Dette var dagen, hvor Gud besluttede at bryde en 40-årig stilhed. Gennem fire årtier i Midjan har vi ingen beskrivelser om, at Guds talte til Moses. Ikke en eneste gang. Dagen, der skulle bryde den stilhed, oprandt dog, en dag som alle andre dage i ørkenen. Aftenen før, da Moses sov ude under disse klare ørkenstjerner med en flok får omkring sig, så han ingen meteorer blinke hen over himlen. Han hørte ingen stemme eller engel som prikkede ham på skulderen og sagde: ”Vær opmærksom, Moses. Gud vil tale til dig i morgen.”

Gud taler til almindelige mennesker på almindelige dage.

Gud virker ved simpelthen ved at træde ind i en almindelig dag i livet og sige, hvad han vil sige. Her er, hvad der skal gøres, og du er den person, der skal gøre det.

Gud har en vej og en vilje, som han også har magt til at gennemføre. Hvordan han vil, og hvornår han vil, er i hans hænder. MEN han har valgt at inddrage os mennesker i processen. Det store spørgsmål er derfor altid, hvad er din og min respons? Moses kunne havde rendt skrigende bort og råbt: ”Der er en busk som brænder og den taler til mig”, men han valgte at lytte til Gud. Moses havde passet får i 40 år, nu kaldte Gud ham til at passe en ny og større flok. Hermed blev han en del at HISTORIEN. Gud taler stadig til os mennesker den dag i dag. Jesus siger: ”Kom og følg mig og bliv en del af en ny fortælling om Guds Riges historie.” Johannes-evangeliet 10 v27: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.

REFLEKSION

  • Tror du på, at Gud også kan tale til dig?
  • Er du opmærksom på, at Gud taler til dig?
  • Hvad har Gud talt til dig om?

BØN

Kære Gud, tak at du ikke er tavs, men at du vil tale med mig. Hjælp mig med at kende din stemme og ikke blive bedraget af nogen anden stemme. Så jeg beder om at kunne høre din stemme og retning for mit liv. Led mig, lær mig og råd mig Herre til at kende din vilje om alt, hvad du kalder mig til. AMEN.

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: En frisk start

Kærlig hilsen
Michael Jensen

PS: City Kirken holder bedemøde onsdag d. 11 oktober kl. 19:30 på Ahornvej 3 i Taastrup.

Bedemøder

Der vil være bedemøde onsdag den 4. oktober kl. 19:30 på Ahornvej 3 i Taastrup, og igen onsdag den 11. oktober, samme tid og sted.

Bedemøderne vil handle om at søge vejen fremad, sådan som vi talte om på informationsmødet den 24. september.

… en levende frikirke på Københavns vestegn