Kategoriarkiv: Nyheder

Nyt og generel information

Visions- og budgetmøde november 2016

Den 8. november holdt vi visions- og budgetmøde, som vi jo gør hvert år. Dette er ikke et referat (det er der en anden, der skriver), men man har spurgt efter oplægget til punktet “Visioner for 2017: City Kirkens DNA”. Her er opsummeringen (taget fra den sidste slide, Per viste):City Kirkens DNA 2016 oversigt

  • Lokalt forankret
    • tjene samfundet omkring os
    • ringe som spreder sig
    • kirkeplantning
  • Udrustende
    • den enkelte til tjeneste i hverdagen
    • som kirke en apostolsk tjeneste
    • arbejde gennem særlige/specifikke kald og tjenester
  • Relationel
    • indadtil i familien og til de vi er i berøring med
    • udad til “ligesindede”
  • Mangfoldig
    • plads til forskellighed
    • for alle aldre
    • på tværs af etnicitet og oprindelse
  • Relevant
    • nutidig udtryksform
    • tilgængelighed
  • Team-baseret
    • En bred og flad ledelsesstruktur
    • Ansvarlighedsrelationer

Fra menighedsledelsen, oktober

Oktober har været en mindre travl måned i menighedsledelsen end de foregående par måneder – på den måde, at vi nu er ved at have fundet rytmen, efter at Claus Mester-Christensen stoppede helt som ansat præst. Men det har også været en travl måned – blandt andet på grund af forberedelser til visions- og budgetmødet den 8. november.

Samtidig har der været arbejdet med planlægning af ungdoms-Alpha, som starter i november og som (bl.a.) skal være optakten til næste gang, vi har ungdomsvelsignelse. Imens ungdoms-Alpha kører, bliver SMOG (hvor vores unge ellers kommer) ændret til at være lidt mere hygge og lidt mindre undervisning. Det er også godt for vores lederkræfter, der ellers ville få alt for travlt!

Vi leder stadig efter en ungdomsleder. Foreløbig har annoncerne ikke givet noget; vi taler også med andre kirker, om de har nogen kandidater til jobbet gående.

I det hele taget prøver vi at holde kontakterne til andre kirker ved lige. Blandt andet har Michael Rask været til præstemøde (!) i Eckernförde med en del præster fra andre Salt & Light-kirker, bl.a. John Herd fra Rødekro, som vi jo kender fra gammel tid i City Kirken.

Der går en del tid med “småting” – administration, økonomi, sørge for, at “nogen” klarer de små praktiske ting i vores hus på Ahornvej, osv. Vi har lært en del om, hvad der (også) skal til, for at alting fungerer.

Fra den 1. december har for øvrigt ingen lejere i Huset. Vi er blevet enige om at at bløde lidt op på retningslinjerne for udlejning og fokusere mindre på at opbygge et ungdomsmiljø. Vi holder dog fast ved kun at leje ud til folk, der har en relation til menigheden.

Fra menighedsledelsen, september

Det største emne på menighedsledelsens møde i september var arbejdet blandt vores unge. Vi har en mindre flok af teenagere, men alt for få medarbejdere til at gøre noget sammen med dem. Vi har i et halvt år haft en annonce efter en ungdomsleder liggende på vores hjemmeside og har forsøgt via forskellige kontakter at finde frem til vores nye ungdomsleder. Nu er annoncen blevet bragt højere på på hjemmesiden og vi har sat annoncer i aviser og blade. Hvis du kender vores nye ungdomsleder, så bed vedkommende om at kikke på kirkens hjemmeside!

Vi har også sat en dato på næste gang, vi skal have ungdomsvelsignelse i kirken: Det bliver pinsedag, den 4. juni 2017.

Men det er ikke alene en ungdomsleder, vi søger efter. Ansættelsesudvalget er stadig i gang med at lede efter en ny præst til kirken – vær med til at bære begge del frem for Gud i bøn! Vi har bl.a.  arbejdet på at formulere en profil for stillingen, herunder også en profil for kirken, som vi bruger når vi taler med kandidater. Der bliver mulighed for at tale om disse ting når vi holder visions- og budgetmøde for kirkens medlemmer tirsdag den 8. november.

Så længe vi ikke har en ansat præst, klarer menighedsledelsens medlemmer de forskellige løbende opgaver – og sender opgaver videre så meget vi kan. Vær ikke overrasket, hvis du bliver bedt om at hjælpe med det ene eller det andet.

Fra menighedsledelsen, august

August-mødet i menighedsledelsen blev i høj grad et forretningsmøde med opsamling efter sommerferien og omkring nogle praktiske ting, bl.a. bemanding af arbejdsopgaver. Der var flere afbud, så den mere dybtgående samtale om arbejdet blandt de unge, som var planlagt, blev udsat til et senere møde; men vi kan allerede nu godt arbejde videre på de mest oplagte ting fra det oplæg, som vi vendte på juni-mødet.

Vi har som bekendt to ledige værelser på Ahornvej, og der er mange gode forslag til hvem, der skal bo i dem, eller hvad de ellers kan bruges til. Det ser ud, som om vores sal og kontoret stadig er nok til de forskellige aktiviteter, som er i Huset, selv om der f.eks. om mandagen er lidt pres på. Vi ønsker fortsat, at værelserne bruges på en måde, der styrker kirkens arbejde, og ikke bare til almindelig udlejning, men vi er åbne overfor midlertidige lejemål – det er bedre at få en husleje ind end at lade lokalerne stå tomme.

Ansættelsesudvalget har kun haft mulighed for at mødes en enkelt gang siden slutningen af juni. Der er hele tiden nogle kandidatforslag i spil, og der kommer stadig forslag ind fra menigheden – tak for det!

Vi har jo relationer til forskellige kirker i “Salt and Light”-familien, f.eks. Malmö International Church, som Ingmar og Tina Aronson står i spidsen for – dem, der var talere på vores sidste menighedslejr. Nu er der en anden kirke i “familien”, der har spurgt, om vi vil være venskabsmenighed med dem, og det vil vi da gerne! Det drejer sig om en lille kirke i Carcassonne i Sydfrankrig, der hedder Le Sarment, det betyder “grenen på vinstokken” (udtrykket kommer fra Johannesevangeliet 15:4). Det er Helle og Arne Christensen, der har lært denne kirke at kende på en sommerferie for et par år siden, og som vil stå for kontakten; det mest oplagte at starte med er at dele bedeemner med hinanden. Man kan se mere om kirken på http://egliselesarment.fr (altsammen på fransk, men prøv Google Translate).

Fra menighedsledelsen, juni

En af de vigtigste opgaver for menighedsledelsen for tiden er naturligvis at arbejde med vores ansættelser. Det handler ikke kun om at finde en efterfølger til Claus Mester-Christensen, når han stopper som forstander med udgangen af august. Vi har også længe søgt efter en ungdomsmedarbejder, men vi har ikke fundet nogen endnu, hverken til den ene eller den anden stilling.

Ansættelsesudvalget har talt med en del kontakter uden at nå frem til et konkret navneforslag, men har også brugt tiden på at diskutere profil for den nye forstander. Det skal være en person, der kan bringe City Kirken videre i det mandat eller den opgave, vi har som kirke her på Vestegnen, og menighedsledelsen har fået det råd at gøre mandatet mere synligt overfor hele kirken. Af begge disse grunde arbejder vi derfor med at formulere dette mandat mere præcist. Vi er efterhånden blevet klar over, at det måske kan tage nogen tid at finde den rette person til af være forstander, og det er også muligt, at vi skal se de to åbne stillinger under eet og “blande kortene anderledes”. Måske vil der undervejs blive tale om at ansætte nogle personer i midlertidige roller.

På ledelsens sidste møde havde vi et kort oplæg og diskussion af arbejdet blandt de unge, og det er meningen at fortsætte mere dybtgående med dette emne på det første møde efter sommerferien, når der har været lidt mere tid til at arbejde med det i tankerne og i bøn.

Et par repræsentanter fra ledelsen har også i den forgange uge haft et møde med ledelsen for Baptistkirken i Danmark. De er på tur rundt for at tale med alle menighederne. Vi fortalte grundigt om de ting, der sker i vores kirke, både af konkrete aktiviteter og om f.eks. overvejelserne omkring ny forstander. Vi hørte også tilsvarende om, hvad der sker i kirkesamfundet, særligt om de interessante initiativer omkring lederudvikling og uddannelse til menighedsplantning, der er igang, og som er på dagsordenen til Landskonferencen her om nogle få uger.

Hvad de konkrete og praktiske ting angår, skal det nævnes, at renoveringen af taget nu er færdig. Det har taget lidt tid, men nu er det gjort! Desuden er der blevet sat i stand og malet (loftet på kontoret, diverse døre samt gangen i lejerafdelingen), og der har været en murer for at reparere betonen omkring kældernedgangen.

Fra menighedsledelsens møder i april og maj

De sidste par møder har været præget af overdragelse af opgaver fra Claus Mester-Christensen, så nu er der ikke meget mere at snakke om der – til efteråret finder vi nok ud af, hvad vi har glemt! Vi har også talt om, hvordan vi i ledelsen sørger for ikke at komme til at hænge for meget fast i praktiske opgaver. Vi vil gerne sikre os, at vi kommer forbi alle de vigtige emner mindst en gang om året. Sidste weekend, hvor David Hudson var i City Kirken, havde vi også et møde med ham efter gudstjenesten for at drøfte et par af disse emner med ham: Gudstjenesten og den yngre del af menigheden.

Der er flere små og større nyheder at skrive om:

Det blev nævnt sidst, at næste års menighedslejr bliver på Birkedal den 5-7/5-2017. Nu har vi også en navn på taleren, det bliver Thomas Baldur fra Vadum Kirkecenter, en virkelig god underviser! Det glæder vi os til. Det er stadigvæk lidt for tidligt at melde sig til lejren, men det er lige det rigtige tidspunkt at skrive det i din kalender.

Og nu vi er ved det med datoer, så er Frivillighedsdagen i Taastrup flyttet til den 10. september. City Kirken vil selvfølgelig deltage som vi plejer – men ikke under Claus’s ledelse, for hans ansættelse slutter med udgangen af august. Hans afslutningsgudstjeneste som forstander bliver den 28. august, hvor vi vil markere det på en passende “City Kirke-agtig” måde.

En nyhed i en helt anden retning: På gudstjenesten den 1. maj samlede vi jo ind til missionsarbejdet på Papua New Guinea, som Lone og Winterford Barua står for. Deres konkrete behov for penge til flybilletter blev nævnt, nu hvor deres ældste datter skal på efterskole i Danmark. Det var der et par givere, der reagerede på, og sendte ialt 81.000 kr til City Kirken til videresendelse! Der var nok nogen på den anden side af Jorden, der blev glade! Det dækker rigeligt flybilletterne og er en god hjælp til de andre udgifter, de har i deres arbejde.

Til sidst et par helt jordnære og praktiske ting: Vi har fået ny kopimaskine i stedet for den gamle, som blev købt brugt for 5 år siden og som var blevet dyr at vedligeholde, fordi det er svært at skaffe reservedele. Vedrørende renoveringen af taget på vores hus på Ahornvej har det jo været på tale, at vi selv skulle tage stenene væk. Det viste sig imidlertid, at vi ikke kunne spare ret meget ved det, så nu kommer håndværkerne til at klare den del også – vi venter stadig på at få en dato, hvor arbejdet vil gå igang.

Tom Bedford i City Kirken

Søndag 3. april besøger Tom Bedford City Kirken.

Tom Bedford1Tom Bedford er ledende præst i Bread Of Life Church i Fresno, Californien. Han kom tilbage til Fresno, hvor han er vokset op, for at være med til at udvikle en stærk relationsbaseret kirke med henblik på at blive en base for at nå Central Valley og det vestlige USA med evangeliet.

Tom er uddannet på Azusa Pacific Universitetet og har i mere end 25 år arbejdet i lokale kirker. Han har rejst meget over hele USA og i mange nationer for at styrke kirker og  udruste ledere. Han er kendt og anerkendt for sin profetiske tjeneste. Han har tidligere besøgt City Kirken – Læs reportagen her.

Velkommen til endnu en skøn gudstjeneste i City Kirken!

Søndag 3. april kl. 11.00

Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 12, 2630 Taastrup

Børnekirke (3-10 år) og M.O.G. (11-14 år) samtidig.

Presentation in English:

Tom and Andrea Bedford have the humble privilege of being a part of Bread Of Life Church in Fresno California where Tom serves as the senior pastor. In October 2011 after leading a thriving church in the Midwest for 10 years, the leadership team of the C2C family of churches sent the Bedfords back to the city of Fresno where Tom is originally from. The purpose was to develop a strong relational church that could become a base to reach the Central Valley and ultimately the western United States with the Gospel through the power of God.

Tom graduated from Azusa Pacific University with a Biblical Literature degree and has spent the last 25 years working in local churches. He has traveled extensively throughout the United States and to many nations working to train and equip leaders and to see churches strengthened. He has the privilege of being married to his lovely wife Andrea who has worked together with him throughout this journey. Being a trained dancer, Andrea has spent many years developing dance and the arts to see the glory of God in the church. She is a gifted teacher and has wisely worked with her husband to raise their five children of whom all are sincerely serving The Lord together with them.

Fra menighedsledelsens møde i marts

I menighedsledelsen har vi (endnu en gang!) aftalt, at vi vil prøve at komme ind i en fast rytme med at skrive lidt her på bloggen, når vi har haft møde. Man kan i øvrigt finde ud af, hvornår vi holder møder, ved at kikke på den “interne kalender” på http://www.citykirken.dk/aktiviteter/intern-kalender/

På møderne har vi jævnligt ting oppe, der falder ind under tavshedspligt. Det er altså ikke et egentligt referat, man kan læse her, men forhåbentlig vil det gøre det lettere at følge med. Nok om det, til sagen!

De længe ventede nye vinduer vil efter planen blive sat op i uge 14 (og ja, de gamle bliver taget ud først, der var een, der jokede med, om det var forsatsruder!). Tagrenoveringen bliver først sat igang, når finansieringen er godkendt på årsmødet den 30. marts. Vores 2 lejere får dog ikke meget fornøjelse af nogen af tingene, for de flytter ud i første halvdel af april – de har fundet en god lejlighed sammen. Det vil så sige, at vi for første gang i mange år ikke har nogen beboere i Huset. Vi lejer værelserne ud til unge mennesker under uddannelse, der er med i kirkens arbejde.

Da Claus Mester-Christensen går kraftigt ned i tid (ned til 25%) i de sidste måneder han er hos os, blev en god del af vores møde brugt på at tilrettelægge overdragelse af opgaver til (primært) medlemmer af ledelsen. Det drejede sig bl.a. om at udpege kontaktpersoner til de forskellige arbejdsgrene og missionsprojekter. Det skal ikke forstås sådan, at der kommer nye ledere af arbejdsgrenene; men de ledere, vi allerede har, kommer til at have et medlem af menighedsledelsen som primær kontakt i stedet for Claus. En ting, der særligt blev fulgt op på, er den lille gruppe, der blev nedsat for nogle måneder siden med fokus på hyrdetjenesten. Anne Bolvig-Christensen står nu i spidsen for denne gruppe, og hun fortalte om gruppens arbejde. Ledelsen fik også en rapport fra det ansættelsesudvalg, der er nedsat til gøre benarbejdet med at finde en ny forstander. Det bliver også et emne på årsmødet den 30. marts.

Der var også nogle konkrete emner lidt ude i fremtiden at tale om: Til sommer er der valg til ledelsen i Baptistkirken – vi havde dog ikke nogen forslag til kandidater til de to pladser, der bliver ledige. Før og efter sommerferien er der flere arrangementer i byen: Callisto, Frivillighedsdag, og Vestegnens Kulturuge. Som sædvanligt – ja i endnu højere grad end sædvanligt – kommer det meget an på de frivillige kræfter, om vi kan deltage!

Til sidst skal nævnes, at vi fik fastlagt tid og sted for næste års menighedslejr: Den bliver på Birkedal den 5-7/5-2017.

Undervisning med Beth & Dave Limmer

Lørdag 16. april er der undervisning med Beth og Dave Limmer.

Beth og Dave LimmerBeth og Dave Limmer, kommer fra Casper i Wyoming, hvor de gennem flere år har været præstepar i Restoration Church. De arbejder i en hyrde og og omsorgstjeneste og er kendt for deres ‘encounter weekends’ og helbredende forbøn.

De har stor erfaring i at bede for og med mennesker og træner og underviser i indre helbredelse og forbøn.

Lørdag 16. april 2016 kl. 10-15

Ahornvej 3, 2630 Taastrup

Pris kr. 50,-

Medbring frokost eller køb den på en af de nærliggende cafeer.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Individuel forbønssessioner

Torsdag 14. april og fredag 15. april er der tider til personlig forbøn. Det foregår på Ahornvej 3 og er fortroligt.

Bestil tid her: tidsbestillling