Kategoriarkiv: Nyheder

Nyt og generel information

Ungdomsleder søges

City Kirken søger ungdomsleder i et studie- eller fritidsjob.

Vores nye medarbejder er en ildsjæl, der er vild med teenagere og du har sikkert selv været teenager for nylig. Du elsker og følger Jesus og er glad for og trofast i kirken.

Du er en god ven og elsker at hænge ud med teenagere. Kort sagt er du socialt anlagt og bliver omdrejningspunktet for tween- og teenarbejdet i kirken. Her kommer du til at være en del af to gode teams, hvor du skal fortsætte det gode arbejde.

Du bliver en del af City Kirken, hvor du er med ved gudstjenesterne om søndagen og arbejder med M.O.G. (tweens), og hver anden tirsdag aften med S.M.O.G. (teen). Derudover er du med til at skabe en discipelkultur med spontane møder og planlagte events.

Vi forventer naturligvis ikke at du kan alt, men vi er interesseret i at du:

  • kan motivere og inspirere teenagere og være et eksempel til efterfølgelse.

  • er en teamplayer, men også kan arbejde selvstændigt.

  • er en loyal medarbejder, som også kan lede og tage ansvar.

  • kan arbejde med mange forskellige slags opgaver.

  • vil være tovholder på events og planlægning.

  • har tro og tålmodighed.

  • kan give et kreativt indspark til arbejdet.

  • kommer med et overskud og kan give ‘noget ekstra’ til arbejdet.

  • kan facilitere og arbejde for vækst i arbejdet.

Vi tilbyder:

  • Studie eller fritidsjob ca. 6 timer om ugen, med mulighed for flere timer på sigt.

  • Mulighed for at bo på kollegieværelse i kirkens hus, hvis du ikke bor i nærheden.

  • Mulighed for udvikling og vækst sammen med et team af dedikerede medarbejdere.

Hvis du kan se dig selv som vores nye medarbejder, så skriv en motiveret ansøgning og send den til Hannah Lund-Tolberg, på hannah.tolberg@gmail.com. Hvis du vil høre mere om jobbet, så kontakt Hannah på tlf. 22250303. Der er ingen ansøgningsfrist, da vi løbende vurderer ansøgninger med henblik på ansættelse så hurtigt som muligt.

Ny opgave til Claus Mester-Christensen

Claus Mester-Christensen har efter 5 år som præst i City Kirken valgt at søge nye udfordringer. Claus og Gina skal derfor desværre forlade City Kirken med udgangen af august måned.

Linkedin  200x200Claus har sagt ja til at løfte opgaven som landsleder for Alpha-kurserne i Danmark. Claus fortæller, at han besluttede sig for at søge stillingen efter at have læst opslaget, hvor bl.a. spørgsmålene: ”Brænder du for at mennesker må møde Jesus? Tænder du på at løfte Alpha til det næste niveau? Og betragter du dig selv som brobygger?” ramte ham og udfordrede ham til at træde ind i en ny tjeneste, som hjælper og udruster hele kirken i Danmark i mission.

Alpha er et introduktionskursus til den kristne tro. Alpha Danmark har kontor i Aarhus, og det betyder at Gina og Claus tager et nyt spring og sætter huset til salg med henblik på at flytte til Jylland i løbet af året.

Claus påbegynder den nye tjeneste nogle dage om ugen i Aarhus fra den 1. marts, men vi er glade for at han i en overgangsperiode frem til 1. september fortsætter med at arbejde og tjene med her i City Kirken. I denne periode vil Claus’ fokus derfor, i samarbejde med menighedsledelsen, være at overdrage opgaver til andre og at sikre kontinuitet, mens vi i City Kirken forbereder os og igangsætter “den næste epoke”. Menighedsledelsen begynder nu arbejdet med at finde og ansætte en ny præst, og der vil på årsmødet d. 30. marts blive anledning til at drøfte dette i hele menigheden.

Vi er naturligvis kede af at Gina og Claus forlader City Kirken og Sjælland — men vi glæder os over at vi kan være med til at sende dem som en slags missionærer til hele landet. Vi forventer naturligvis at vi kan bevare de gode relationer og tjeneste-fællesskabet, og vi planlægger til august at sende dem godt afsted ved en afskedsgudstjeneste.

Alpha kursus starter 17. februar

Hvad er Alpha?

Alpha er en række interaktive sessioner, hvor du frit kan udforske grundelementerne i den kristne tro.

Alpha 2014_Generic Web Banner_Square_TomHvem er det for?

Alpha er for alle, som er nysgerrige. Oplæggene er designet til at skabe samtale og til at udforske grundlæggende kristentro på en venskabelig, åben og informativ måde. Ingen spørgsmål er forkerte, og du er mere end velkommen til at diskutere så meget eller så lidt, du har lyst til.

Hvordan er det?

Alpha er 10 sessioner + en dag  i midten. Hver session indeholder mad, et kort oplæg og samtale til sidst, hvor du kan dele dine tanker.

Hvad koster det?

Det er kun maden og undervisningsmaterialet der koster noget, derved kan prisen holdes nede på kr. 750,- som betales ved overførsel til kirken – se mere her betaling

Alpha_Invitation_2014_Instagram_SophiaHvor og hvornår?

Onsdage kl. 18.00-20.30 Ahornvej 3, 2630 Taastrup

Start 10. februar

Tilmelding

Tilmelding foretages her eller ved informationsbordet i kirken.

 

Opstart af gadekirke i Taastrup

Torsdag 21. januar starter vi gadekirke i Taastrup.

Vi mødes Torsdage kl. 15.45-17.30

  • 15.45 Mødes på Ahornvej 3, 2630 Taastrup
  • 16.00-17.00 På gaden
  • 17.00 Fællesskab og ‘debriefing’ på Ahornvej 3

Første gang er torsdag 21. januar.

Alle er velkommen til at være med. Der vil være en grundig oplæring. Så velkommen hvad enten ‘det er lige dig’ eller du blot har lyst til at prøve det af eller udfordre dig selv. Gadekirken i Taastrup arrangeres i samarbejde med Gadekirken København.

PS: Husk varmt tøj!

4cd798_a2df4d23b7bc4fef9f5f8cfabae911e9

 

Besøg af Lena Løbner 17. januar

Søndag 17. januar kl. 11.00 medvirker Lena Løbner ved Gudstjenesten.

Lena er en kendt og elsket lovsangsleder og prædikant. Hun rejser i ind- og udland, hvor hun alle vegne er til inspiration og opmuntring. Sammen med frivillige har hun startet foreningen Håb for alle, som hjælper de mest udsatte. Hun synger ofte på hospice og hospitaler, for voksne og børn, kræftramte pårørende og hjemløse i både Danmark, på Færøerne, Island og Israel. I december har Håb for alle delt pakker ud til hjemløse og sunget for og med dem.

Velkommen til en spændende Gudstjeneste som du ikke vil gå glip af! Børnekirke (3-10 år) og M.O.G. (11-14 år) samtidig.

Der er som sædvanlig gratis adgang, men der bliver lavet en indsamling som går til foreningen Håb for alle.

Søndag 17. januar 2016 kl. 11.00

Tåstrup Kulturcenter, Poppel Allé 10, 2630 Taastrup

 

Evangelisk Alliance Bedeuge 2016

I næste uge er det Evangelisk Alliances tværkirkelige bedeuge. En uge, der fejres verden over – også i Taastrup.

Der er mange ting, der skiller kristne kirkesamfund. Nogle ting er små, andre større. Men forskellene må ikke overskygge, at der er endnu mere, der er fælles.

Bøn er et på én gang centralt og neutralt område at mødes på. Derfor afholdes der fælles bøn i de forskellige kirkesamfund i en uge i januar. I Taastrup afholder der to fællesmøder i 2016.

  • Mandag d. 11. januar kl. 19.30 i Menighedshuset, Solsortevej 1
  • Onsdag d. 13. januar 2016 kl. 19.30 i Rønnevang Kirke

Tema: De fortabte sønner vender tilbage

De fortabte sønners Gud

For lidt mere end to tusinde år siden fortalte Jesus en simpel historie om en far og hans to sønner. Det var en historie om oprør, fortry­delse, anger og en helt uventet kærlighed og tilgivelse.

Lignelsen om den fortabte søn er en af de mest kendte fortællinger i Bibelen, men det er de færreste, der har forstået den til bunds. Den tidløse historie handler ikke kun om en fortabt, ung mand, der er stukket af fra hjem­met, men også om en ældre bror, der gem­mer sig under et dybt lag af selvkontrol og moralsk adfærd og har en overlegenhedsfø­lelse i forhold til de fleste andre. Vigtigst af alt handler den om en kærlig far, der tilsidesæt­ter alt for at komme sine sønner i møde. Lig­nelsen er en udfordring til kristne menighe­der, der er fyldt med “ældste sønner”, som har svært ved at tilgive og tage imod tilgivelse.

I årets bedeuge bliver du inviteret ind i lignelsen om de to fortabte sønner. Er du yngste-søn, bliver du måske overrasket over Guds ødselhed med sin nåde. Er du ældste-søn, har du måske slet ikke lyst til at tage imod invitationen. Gør det alligevel. Den samme nåde gælder nemlig dig.

Læs eller download bedefolderen her: bedeuge 2016

12509014_921032457966392_2074675475637042047_n

Jul i City Kirken

Juleaftensdag kl. 14.00 er der julegudstjeneste. Vi fejrer julens midtpunkt Jesus med juleevangelium, julesalmer og lovsang. Vores præst Claus Mester vil prædike. Julegudstjenesten er for alle generationer og der bliver plads til både traditioner og overraskelser når vi mødes og ønsker hinanden glædelig jul!

Velkommen!

24. december kl. 14.00-15.00

Taastrup Kulturcenter, Poppel Allé 10, 2630 Taastrup

 

Forårslejr 2016

I weekenden 4-6 marts 2016 holder City Kirken lejr for alle generationer

Det når lige at blive officielt forår, inden vi tager på lejr. Vi har lejet Skovbo Efterskole ved Slimminge, kun en halv times kørsel fra Taastrup. Der får vi rigtig god plads med gode værelser og mulighed for mange forskellige aktiviteter blandt andet i den store sportshal.

Tina og IngmarVores gæstetalere er Tina og Ingmar Aronson, som leder Malmö International Church og Pinsekirken i Hörby.

Tilmelding: Tilmelding er nødvendig og kan allerede ske nu, men sidste frist for tilmelding er senest den 21. februar  2016. Det kan ske ved at klikke her og udfylde tilmeldingsformularen eller ved at udfylde blanketten som ligger på informationsbordet ved søndagsgudstjenesterne. Bemærk: Du kan IKKE tilmelde dig ved at skrive en kommentar her på siden.

Betaling: Senest den 1/3 2016 skal deltager betalingen indbetales til kirkens konto (Basisbank). 1671 – 996645. Eller med betalingskort på www.citykirken.dk/betaling  Mærk indbetalingen: ”lejr/ navn”

Pris pr. person:

  • Voksne, 25+ år: 350 kr.
  • Unge, 13-24 år: 175 kr.
  • Børn, 3-12 år: 125 kr.
  • Børn under 3 år: Gratis
  • Dagspris børn/voksne: 150 kr.
  • Max. pris for en hel familie: 900 kr.

Adresse: Ringstedvej 614A, 4100 Ringsted        Kort

Ankomst til lejren fredag aften mellem kl. 18.00-19.00, hvor vi starter med fællesskab over madpakken og har samling kl. 19.30 Lejren slutter søndag kl. senest kl. 15.00.

Husk, Husk, Husk…

  • Madpakke til fredag aften
  • Hjemmesko
  • Tøj, toilettaske og håndklæde
  • Dyne og pude eller sovepose (ikke kun sengelinned) og lagen
  • Sko til  indendørs sport (f.eks. fodbold, badminton, volleyball)
  • Din Bibel og måske en notesblok
  • Kage hvis du gerne vil bage (skriv det på tilmeldingen)
  • … og selvfølgelig dit gode humør!