Den nye menighedsledelse har været sammen til det første konstituerende møde. På dette møde blev en række funktioner/poster fordelt.
Arne Christensen fortsætter som formand, og vil sammen med Brian Lund-Hansen udgøre et forretningsudvalg, som ugentligt vil mødes med Per Eivind Stig. I fællesskab vil disse tage sig af mange praktiske ting, og derudover sikre at menighedsledelsens møder bliver godt forberedt. Brian vil som en del af denne opgave også have et særligt fokus på forvaltningen af menighedens økonomi, og i en række sager være daglig kontaktperson til menighedens kasserer, Helle Andersen.
Gert Eriksen fortsætter som næstformand, og vil dermed være formandens stedfortræder. Gert vil også sammen med Arne gennemgå og forbederede menighedsledelsens dagsordener inden møderne.
Helle Hyldgård er nyvalgt som sekretær, og vil bl.a. tage sig af referater fra menighedsledelsesmøder og vedligehold af menighedsledelsens online samarbejdsforum.
Karin Rask og Per Bækgaard fortsætter med at udgøre personaleudvalget, som fra tid til anden har personalesamtaler og opfølgning på menighedens præster, Per Eivind Stig og Anders Hyldgård, omkring deres ansættelsessituation og personlige udvikling.
Den nye menighedsledelse havde i øvrigt et godt møde, og glæder sig til samarbejdet fremover.
Har du noget, du gerne vil sige til menighedsledelsen, så kan det også ske ved at sende en mail til mledelsen på citykirken.dk (hvor ordet ”på” skal erstattes af et @).