Vi har i lang tid arbejdet på at få mere tid på menighedsledelsens møder til de “store emner”, altså dem, der har større betydning for menighedens liv. Det betyder, at andre og mindre ting, f.eks. mange praktiske ting, bliver diskuteret og afgjort i en mindre kreds, også når de koster noget (så længe det er inden for budgettet). Resten af ledelsen bliver så orienteret om hvad der er besluttet eller sat i gang, enten ved en mail eller på næste møde.
På mødet den 1. marts brugt vi meget tid på to emner: Anne fortalte om arbejdet i omsorgsgruppen og de planer, de har lagt for fremtiden. Vi vil gerne styrke sammenholdet og omsorgen indadtil og sørge for, at ingen føler sig glemt. En del af det er også at styrke forbønnen for alle, og naturligvis særligt for dem, der har særlig bønneemner. Der er flere ideer her til hvordan det skal gøres i praksis; det skal der arbejdes lidt mere med.
Det andet emne, vi særligt brugte tid på, er ansættelsessituationen. Vi har stadig ikke fundet nogen, der er så meget kandidat til at blive vores næste præst, at man kan kalde det reelle samtaler. Detaljerne kan jeg (af naturlige årsager) ikke skrive så meget om. Vi arbejder sideløbende med at finde en ungdomsleder. Begge dele kræver forbøn!
Et tredie emne på mødet var missionsbudgettet, som fremlægges på årsmødet den 29/3.
På den praktiske front er der et par ting at berette: Vi har haft en murer ude for at lukke 2 udluftningshuller og fjerne et gammelt skab i ydermuren ved køkkenet. Det blev sat igang, fordi der kom vand ind. Nu skal der så tilkaldes en maler for at få det til at se ordentligt ud igen indenfor.
Vi har forenklet bordopstillingen i Huset, så vi kun bruger klapsammenbordene. Det er meget nemmere at lave den opstilling om, så den passer til de forskellige arrangementer. Det næste bliver at skaffe nogle lettere borde.
Til sidst vil jeg lige nævne, at der bliver arbejdsdag i Huset lørdag den 20. maj. Sæt formiddagen af til at give en hånd med. Det er nødvendigt en gang imellem at rydde op og gøre lidt ekstra rent.