“Sådan er Gud”

Salme 8 v2: Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du, som har bredt din pragt ud på himlen!

Hvis det at vide, hvem Gud er, former den måde, vi relaterer og beder på, hvordan er Gud så?

Gud har mange egenskaber. Han er alvidende, han er almægtig, han kan være overalt på samme tid (allestedsnærværende). Bibelen fortæller os også, at Gud er hellig, retfærdig, kærlig, nådefuld, trofast osv. Der er mange, mange egenskaber ved Gud, som vi kunne studere. Men en ting er sikkert og som du aldrig skal være i tvivl om, Gud er god og Gud er ikke defineret af omstændighederne i en brudt verden. Faktisk, så er det den eneste grund til, at der er noget godt i verden, fordi Gud er verdens skaber, og han er en god Gud. Hans godhed ses og mærkes i det skabte.

Folk spørger så ofte: “Hvis Gud er god, hvorfor er der så så meget ondskab i verden?” Svaret er enkelt: Gud tvinger os ikke til at gøre hans vilje, det er altid et personligt valg, også hvordan vi administrerer den verden og de ressourcer, som er i den. Ondt eksisterer, når egoismen råder og man vælger kærligheden fra. Det onde er virkelig let at forklare. Den svære ting at forklare er, hvorfor der er noget godt i verden. Men Guds udgangspunkt for al eksistens var, at alt hvad han skabte var godt. Det fortæller os meget om Guds karakter og på hvilken måde, vi kan relatere til ham. Når vi også læser om den evighed, som Gud forbereder til os, JA så bliver det bare endnu mere fantastisk.

FOR SÅDAN ER GUD. I en sang står der: Se, hvor han gør sig til brød og til vin. Mærk, hvor han nu gør din byrde til sin. Mod til de modløse deler han ud. Sådan er Skaberen. Sådan er Gud!

Reflektion

  • Hvordan er Guds godhed en faktor for den måde, du kan relatere til ham på?
  • Er troen en åndelig abstrakt pligt eller en god relation for dig?
  • Hvordan har Guds godhed påvirket den måde, du beder til ham på?

Bøn
Tak Gud, at jeg kan lære dig at kende som du er, og ikke som min forestilling beskriver dig. Tak, at du ønsker en relation og at du tilbyder at gå sammen med mig, livet igennem. Jeg beder nu om, at jeg må lære at stole på og få tillid til, at du er den du er og at du aldrig forandrer dig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste sammen på søndag kl. 11:00. Her får vi besøg af Tove Kirkebye Poulsen fra UMO, som før har besøgt City Kirken. Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Vi glæder os til at se dig.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Aldrig alene

Salme 139 v4-10 Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.

Gud er i fortiden, han er i nuet, han er i fremtiden. Han er i himlen, og han er på jorden. Han er i åndeverdenen, han er i vores verden, han er i dig, han er over dig, han er omkring dig – fordi han er flerdimensionel.

Der er ikke en flok guder, der skal dække alle dimensioner, der er én Gud i Faderens, Sønnens og Helligåndens person. Fordi han er flerdimensionel, er du aldrig alene.

Du kan ikke lege gemmeleg med Gud, Guds er allestedsnærværende, han er overalt! Han er begyndelsen og slutningen på den verden, vi lever i. Der er intet sted, du har været, intet sted, du er, og intet sted, du vil være, hvor Gud ikke er tilstede. Dette kan opmuntre dig eller virke lidt skræmmende på dig, men anset hvor du vælger at gå hen, vil Gud gå med dig, og han vil allerede være der for at møde dig.

Fordi Gud er i alle dimensioner af verden, kan du tale med ham om alle dimensioner i dit liv, på alle tidspunkter og alle steder, lige meget hvor du er. Der er intet, du kunne bringe til ham fra din fortid, nutid eller fremtid, som han ikke allerede forstår eller har fuldstændig styr på. Dine bønner vil derfor aldrig komme bag på Gud. Du kan bringe dem alle til ham, i tro og forventning til, at han hører dig og forstår dig.

Det store spørgsmål er måske snarere, om vi som mennesker forstår den hånd, som ønsker at lede os, så vore liv får en fast retning?

Refleksion

  • Når Gud er allestedsnærværende, gør det dig så tryg eller bekymret?
  • Hvorfor kan det være svært at tale med Gud om de ting, han allerede er klar over?
  • Hvad kunne du så tænke dig at sige til Gud, her og nu?

Bøn
Tak Gud, at jeg aldrig er helt alene. Tak at jeg kan tale med dig, på alle tidspunkter og om alle ting. Jeg beder dig om, at du vil hjælpe mig til at forstå, at du aldrig på noget tidspunkt har eller vil forlade mig og hvor tilgængelig du er. Nu beder jeg om, at jeg må opleve den fred som kommer, når du lægger din hånd på mig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til fællesgudstjeneste sammen med Familiekirken på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. David Hudson fra Salt and Light (også kendt som Buck) er gæstetaler og vi ser frem til en stærk gudstjeneste, med et profetisk aftryk.

Vi glæder os til at se dig.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Hvor langt er der fra øst til vest?

BEMÆRK
På søndag holder vi gudstjeneste kl. 11:00 i Huset på AHORNVEJ 3 i Taastrup, ikke i Kulturcenteret.  Tema: ”Livgivende ord”

Salme 103 v11-13 Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os. Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

Gud giver dig, hvad du har brug for, ikke hvad du fortjener, derfor kan du bede med tillid. Fordi Guds svar og handlemåde er baseret på, hvem Gud er, ikke hvem du er eller hvad du har gjort.

Gud tilgiver dig, ikke fordi du er god, men fordi han er god. Du behøver ikke at prøve at være god nok og prøve at gøre dig fortjent til Guds godhed. Det er det, der er så fantastisk ved Guds nåde, den er baseret på hans hjerte for dig.

Når du beder om Guds tilgivelse, tilgiver han dig straks og fuldstændigt; uanset hvad du har gjort, afviser Gud dig ikke, når du kommer til ham. Han tager imod dig med åbne kærlige arme, fordi han glæder sig altid over, når vi vender om til hans fællesskab.

Dette er fantastisk for os, fordi det er det stik modsatte af, hvad folk gør. Når du sårer eller handler dumt mod andre, vil de så gerne være sammen med dig igen? Det kan være meget svært. Du har jo svigtet deres tillid og derfor vil de være på afstand og skubbe dig væk. De vil ikke tage imod dig – fordi du har skadet dem.

Men Gud er kærlighed og fuld af godhed. Han elsker dig, fordi kærligheden er hans natur. Hans godhed og hans kærlighed er grunden til, at vi får, hvad vi har brug for, ikke hvad vi fortjener. Der er ingen ende fra øst mod vest. Sådan er det også med Guds tilgivelse.

Reflektion

  • Hvorfor vil Gud have, at du kommer til ham og beder om tilgivelse, når du allerede ved, at han tilgiver dig?
  • Hvad tror du, at betyder det for Gud at du kommer til ham, når du har været væk fra ham, i handling eller i troen?
  • Eftersom Gud har vist dig barmhjertighed, hvordan ændrer det dit forhold til andre?

Bøn
Tak Gud, at din handlemåde er så anderledes end min. Hjælp mig til at forstå, at du ikke er som mine erfaringer her i livet. Hjælp mig til at tage imod alt det, som er så naturstridigt for mig. Så jeg selv må få evne til at give den barmhjertighed videre, som du har givet mig. AMEN

BEMÆRK
På søndag holder vi gudstjeneste kl. 11:00 i Huset på AHORNVEJ 3 i Taastrup, ikke i Kulturcenteret.  Tema: ”Livgivende ord”

Må Gud rigt velsigne dig, vi ses på søndag, kærlig hilsen
Michael Jensen

En invitation med et løfte

BEMÆRK
På søndag holder vi gudstjeneste kl. 11:00 i Huset på AHORNVEJ 3 i Taastrup, ikke i Kulturcenteret.  Tema: ”Det største af alt”

 

Matt 11 v28 – 30
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.  For mit åg er godt, og min byrde er let.«

At være træt eller stresset påvirker som regel ikke bare os selv, men også de mennesker, som er omkring os. Når overskuddet forsvinder, tager det oftest den rolige og mindre frembrusende side af os med. Jesus siger, at vi kan lære noget af ham, som kan bringe os tilbage til en mere positiv udgave af os selv. Læren i at være mild og have overskud. Det som vil bringe os godt igennem tilværelsen og bevare vores relationer.

Midlet er at komme til Jesus og lære af ham. Du kan ikke bare gå ud af din dør og tvinge dig selv til at have det overskud, du mangler. Eller udtrykke mildhed, hvis du indeni er under stress og er ved at koge over.

Jeg ved ikke, hvilken byrde du bærer på, men jeg kender svaret på din stress. Jesus vil have dig til at tage sit åg på dig. Det betyder, at han vil bære dine byrder sammen med dig. Deri ligger læringen, at gå sammen med Jesus igennem de ting, som er en byrde for dig. Lær af ham, hans tilgang, visdom og ikke mindst hans styrke. Men det største, du kan lære af ham, er først og fremmest hans nådefulde tilgang. Det at opleve, at man ikke kunne leve op til en masse krav og forventninger, resulterer ofte i en meget streng bebrejdelse af en selv. Vi synes ikke, at vi er gode nok eller duer til noget og det er også for dårligt.

Men Jesus siger, det er ok at være menneske, det er ok ikke at kunne klare alting, og selv hvis man fejler, kan man rejse sig op igen, uden at blive peget fingre af. Jeg tror, at det er den vigtigste læring af alle og det er der, du finder hvile i din sjæl og vil opleve forvandlingskraft. At tage imod Jesus åg er at være under hans ledelse og opleve ikke at stå alene. Så bliver byrden let for os, for han har allerede båret den, da han døde på korset for dig. Det vi skal gøre, er at tage imod, ved at tro på det.

Reflektion

  • Hvad vil det sige for dig, at tage Jesu åg på dig i dag?
  • Ville andre mennesker kendetegne dig som en mild person, som har fundet hvile?
  • Hvad lærer Jesus dig, igennem hans ord til dig?

Bøn
Tak Gud, at når du ser ind i mit liv, så du ser de byrder, jeg ikke kan bære. Nu beder jeg dig om hjælp til at forstå, hvordan du kan hjælpe mig med at bære dem. Tak for alt det, som jeg kan lære af dig, hjælp mig med at leve i den frihed, så jeg kan finde den hvile, jeg trænger til. AMEN.

 

BEMÆRK
På søndag holder vi gudstjeneste kl. 11:00 i Huset på AHORNVEJ 3 i Taastrup, ikke i Kulturcenteret.  Tema: ”Det største af alt”

Må Gud rigt velsigne dig, vi ses på søndag, kærlig hilsen
Michael Jensen