Lys skaber nyt liv

1 Joh. 1 v5: Gud er lys, og der er intet mørke i ham.

I denne tid glæder vi os over så småt at kunne mærke, at dagene er begyndt at blive længere. Mange mennesker går dog gennem mørke dage, fordi de bærer en byrde af skyld, skam og fortrydelse. De ser måske succesrige ud udefra og smiler, men indeni er de plaget af deres hemmeligheder.

Guds lys virker på den måde, at det giver forståelse og retning for Guds veje og skaber et godt fællesskab med både Gud og mennesker. Samtidig afslører det også skadelige ord, tanker og handlinger, som kan skade ens åndelige, følelsesmæssige og fysiske tilstand og kan være ødelæggende for fællesskaber.

Bibelen siger det sådan: Hvis vi hævder at have fællesskab med ham og alligevel vandrer i mørket, lyver vi og lever ikke ud af sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, som han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd. 1 Joh. 1 v6 – 7.

Det er måden at tørre tavlen ren på og hermed få en frisk og ny start! Det betyder ikke, at du igen prøver hårdere, og mere ihærdigt forsøger at tage dig sammen. Det betyder, at du får et helt nyt liv, hvor alt er tilgivet. Hermed træder du ind i Guds lys og kan leve i det.

Ef. 5 v89 beskriver, hvad det vil sige at blive fuldstændig renset og tilgivet og dermed få et nyt liv i lyset: For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.

Hvilken herlighed, at du kan komme videre, fuld af håb og glæde i et liv, som kan tåle lyset.

REFLEKSION

  • Hvordan ville lyset afsløre skyldfølelse eller fortrydelse i dit liv?
  • Hvad er dit næste skridt i det?
  • Hvad er nogle måder, du kan “leve som et barn, der hører til i lyset”?

BØN

Tak Gud, at du har gjort det muligt at bryde med mørket, så jeg kan starte på en frisk. Nu beder jeg om, at du vil hjælpe mig til at bringe dit lys ind i alle områder af mit liv. Tak, at jeg kan leve et liv uden skyld eller skam. Tak for et ærligt fællesskab med dig, nu beder jeg om, at du vil give mig modet til at blive i dit lys, i mit liv og i alle mine relationer. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: GUDS HEMMELIGHED

Kærlig hilsen
Michael Jensen

PS: Som nævnt på orienteringsmødet den 5. december holder vi bedemøde på Ahornvej, det bliver lørdag den 12. februar kl. 10:00.

Følelser

1. Kongebog 19 v3: Elias blev bange og drog af sted for at redde livet.

Gud beskriver og definerer sig selv som en stærk følelse, når der står i Bibelen, at han er kærlighed. Som mennesker, der er skabt i Guds billede, er vi derfor også skabt med følelser. Følelser er en sjov størrelse; de er dine følelser og de vil altid sende et korrekt budskab til dig om, hvordan du har det. De vil dog ikke altid sende et korrekt budskab til dig om, hvordan tingene er i virkeligheden.

Om du er glad, vred, ked af det eller frustreret – hvad end du føler, så spørg dig selv: “Hvad er den egentlige grund til, at jeg føler dette?” Måske ligger svaret i forventning, frygt eller bekymring.

I 1. Kongebog 19 bliver profeten Elias så modløs, at han går til Gud og klager: “Gud, jeg er den eneste i hele Israels nation, der er tilbage, som tjener dig.” Gud udfordrer ham og siger: “Jeg kender da en masse mennesker, der stadig tjener mig! Du, Elias, opfører dig, som om du er den eneste, der prøver at gøre det rigtige, men det er ikke sandt.” Gud så derefter til Elias’ behov og gav ham en velfortjent pause, som fornyede ham, så han fik et nyt perspektiv på det hele.

Når du handler på en følelse, er det så noget, som hjælper dig, er det konstruktivt eller det modsatte? Vil du få det, du ønsker eller har brug for, ved at fortsætte med at handle på dine følelser? Eller er det på tide at stoppe lidt op og spørge,

HVOR ER GUD I ALT DETTE HER?

Elias var træt, følte sig alene, men Gud var i total kontrol af situationen og havde ikke glemt ham. Vel var der en truende fjende (kongens kone Jezabel) som ønskede ham derhen, hvor peberet gror, men hun kom aldrig til at røre et hår på hans hoved.

Det at kunne styre ens følelser, er at vælge eftertænksomhed frem for spontanitet.

Lad ikke dine følelser styre dine handlinger. Vælg at håndtere dine handlinger og hvordan du har det, ved at styre dine følelser.

Når du stopper op for at stille dig selv disse tre spørgsmål, kan det måske hjælpe dig til at få et bedre greb om, hvad du kan gøre for at afhjælpe situationen.

REFLEKSION

  • Hvornår har dine følelser fået dig til at tro på noget, der viste sig, ikke at være sandt?
  • Hvad tror du, det vil sige at være ledt af Guds vilje?
  • Tænk på en oplevelse, hvor du følte dig vred eller frustreret. Hvad havde du brug for i virkeligheden?

BØN

Tak Gud, at dine handlinger ikke er baseret på mine følelser. Tak Gud, at du kender til dagen i morgen og at du midt i det hele har løftet dit ansigt mod mig. Nu beder jeg om, at jeg må kunne finde din fred og mærke din stærke hånd. Hjælp mig til at bygge mit liv på den klippe, dit ord taler om, og til at forstå, hvad det betyder for mig i dag. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Tema: Hejs flaget

Kærlig hilsen
Michael Jensen

En ærlig samtale!

(Bemærk: Vi mødes i Kulturcentret i Taastrup til gudstjeneste på søndag, hvor vi skal have mundbind på, undtagen når vi sidder ned.)

 

“Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.” Joh. 8 v12

Det kan lyder som en selvmodsigelse at sige: Jeg stoler på Gud, men jeg har det svært. Ærlighed afslører faktisk en dyb tro. For det første fortæller det, at man holder fast på sin tro på Gud. For det andet, at man tror på, at Gud vil lytte til ens bøn. For det tredje troen på, at man kan fortælle Gud alt, hvad man tænker og føler, uden at det skader forholdet.

En har sagt: “Tvivl aldrig i mørket på, hvad Gud fortalte dig i lyset.”

Der er tider, hvor troen bliver sat på prøve, og hvor det at stole tålmodigt på Guds løfter og ikke ens følelser bliver udfordret. Igennem disse tider er det, at Gud tager dig til et dybere niveau af din tro. En relation, som er baseret på tillid, står fast midt i uvejret.

Omstændighederne ændrer ikke Guds karakter. Gud er stadig den samme og han er stadig for dig, selv når du ikke mærker det og det trækker ud med gennembruddet.

Verset i Johannesevangeliet 8 fortæller os, at vi ikke er glemt, men at vi midt i mørke tider har et lys at holde fast i. Lyset er JESUS KRISTUS og midt i mørket kan vi søge ham og opleve, at hans lys skinner for os. Hver dag kan du vælge at stole på Gud og hans løfter til dig. Du kan også fortælle ham præcis, hvordan du har det, selv når dine følelser og omstændigheder fortæller dig det modsatte.

REFLEKSION

  • Hvornår har du sidst haft en ærlig samtale med Gud?
  • Hvad er din udfordring i at stole på Gud, når dine følelser og omstændigheder fortæller dig det modsatte?
  • Har du prøvet at lave en liste over alle de ting, du ved er sande om Gud og mindet dig om hans løfter til dig.

BØN

Tak Gud, at du altid lytter og at jeg ikke skal passe på med, hvad jeg går rundt og tænker. Tak at du forstår mig bedre end nogen anden, selv når jeg tvivler på dig. Nu beder jeg om, at jeg i endnu større grad må opleve det lys, som du taler om i dit ord. Hjælp mig til at stole på din sandhed og holde fast i dine løfter. Tak at du tror på mig, selv om jeg har svært ved at tro på dig. AMEN

 

Må Gud velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00. Vi kan igen mødes i Kulturcentret i Taastrup, hvor vi skal have mundbind på, undtagen når vi sidder ned. Temaet vil være: LEVENDE TRO.

Vi har også en rigtig god mulighed for at mødes til “Åben Himmel” – møde i Rønnevang Kirke i Taastrup lørdag den 15/1 kl. 15:0017:00. Det er på Taastrup Hovedgade 150 i Taastrup, og City Kirken medvirker. Indbydelsen er her: Evangelisk Alliance – Åben Himmel.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Hvad kendetegner dig i denne tid?

Lidenskab, glød, begejstring, iver, passion, engagement, glæde, nidkærhed mm. ?

Sl. 69 v10: Nidkærhed for dit hus fortærer mig, og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.

David var så begejstret for Guds hus, at han personligt følte de fornærmelser, der var rettet mod Gud. Alle folk rejste sig og råbte “Amen! Amen!” da Ezra åbnede lovens bog. Det var iver, der drev den samaritanske kvinde, da hun delte om sit møde med Jesus, med hele sin by. På trods af ekstreme vanskeligheder bønfaldt de makedonske kirker Paulus og Timoteus “med stor påtrængning” om at modtage deres gave og fællesskab. Disciplene kunne ikke lade være med at gå ud og fortælle om Jesus. Nidkære mennesker inspirerer andre. Iver giver stor entusiasme i jagten på en sag, som man er overbevist om.

Gal. 6 v9: Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op.

Der er ubestrideligt tidspunkter, hvor det er svært ikke at blive træt, og tidspunkter, hvor man meget hellere vil følge sin egen vilje end Guds. MEN i Salme 40 v9 forklarer David, hvor hans hans ønske om at gøre Guds vilje kommer fra, ved at tilføje, “for dine instruktioner er i mit indre.” Det hebraiske ord, der er oversat med “indre”, betyder bogstaveligt “mave” eller “tarm”. David sagde med andre ord, at det ikke var en pligt eller byrde, som var lagt på ham, men noget, som var i ham. Jeg tror, at det var det, som skabte “nidkærheden” i ham, så han med al lidenskab, glød, begejstring, iver, passion, engagement og glæde handlede efter Guds vilje.

Jeg vil ønske for os alle, at vi i 2022 må opleve det samme i vores indre over Guds hus ”Kirken”, og gøre det, som behager Herren. Selv i disse tider, som ikke er nemme.

Jeg ønsker ikke blot at besidde tro; Jeg vil have en tro, der besidder mig.
– Charles Kingsley

 

REFLEKSION

  • Er der glæder som du havde, som kendetegnede dit liv, som du ville ønske at få tilbage?
  • Hvad har forandret det som var?
  • Hvordan kunne du genopdage glæden igen?

BØN

Tak Gud, at i dig er der glæde og overskud, tak Gud, at du ser netop det, som jeg trænger allermest til. Nu beder jeg om, at du vil genskabe det i mig, som var, og forny mit indre på ny. Tak, at jeg kan komme til dig med tomme hænder, for du kom for at helbrede de ødelagte, for at finde de fortabte, for at fylde dem, der tørster efter kærlighed. AMEN

 

Kære City Kirke, jeg håber, at I alle er kommet rigtig godt ind i det nye år. Vi ville ønske, at vi kunne mødes fysisk, men Kulturcenteret er lukket frem til den 17. januar. Vi mødes derfor til Zoom-gudstjeneste på søndag kl. 11:00. Vi fejrer nadver sammen, så HUSK lidt ”brød og vin”. Vi ses.

Du kan få linket, du skal bruge for at komme med, ved at ringe til Arne på 2093 7410 eller ved at skrive til os på https://www.citykirken.dk/kontakt/kontaktformular

Vi har mulighed for at mødes fysisk i Rønnevangskirken den 15. januar til Åben Himmel i forbindelse med Evangelisk Alliance. Indbydelsen er her: Evangelisk Alliance – Åben Himmel.

Kærlig hilsen
Michael Jensen