Du mætter mig med glæde

Bibelen understreger Guds åbenlyse tilstedeværelse, men også at der er forskel på at sige “Gud er overalt” og at sige “Gud er her”. Førstnævnte er standardkategorien for de fleste kristne. Vi taler om Guds nærvær, som er uundgåeligt, og at han er “overalt til stede”.
Salmernes bog 139 v7-8: Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.

Men Guds nærvær er også et personligt anliggende. Guds ønske er at være sammen med os mennesker. Fra den første til den sidste bog i Bibelen handler det grundlæggende ikke om andet.

Guds personlige nærvær finder sit største udtryk i navnet Immanuel:
Matthæus-evangeliet 1 v23: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os.

Gud selv kommer for at frelse. Jesus Kristus, Guds søn, trådte ind i menneskehedens historie og gav sit liv som en løsesum for alle.

I denne kærlighedshandling forener Kristus os med sig selv og åbner op for adgangen til fællesskabet med Gud. Så når vi tror på Gud, kan vi lære ham at kende, som han er, og ikke som vi forestiller os det.

At kende Gud er mere end at tænke på Gud som en problemløser eller en slags energikilde, det handler om et fællesskab.

I Guds nærvær oplever vi Guds virkelighed i vores liv, hans Hellighed, sandhed, styrke og kærlighed mm. Samtidigt med dette, så lærer vi også Guds ønske og formål med vores eksistens.
Salmernes Bog 16 v11: Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.

Guds nærvær skaber glæde, JA, men hvad er nøglen som åbner op for det hele?
Hebræerbrevet 11 v6: Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.

REFLEKSION

  • Kender du Gud, eller kender du til Gud?
  • Hvornår har du sidst søgt Gud, indtil du fandt, hvad du søgte?
  • Hvad betyder de følgende ord for dig? Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«

BØN
Tak Gud, fordi du ønsker at være nærværende i mit liv, så jeg kan lære dig endnu bedre at kende. Jeg beder om at kunne tage dit ord til mig, når du siger »Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren.« AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til fælles JULE-cafégudstjeneste med Familiekirken og City Kirken på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

TEMA: JOY TO THE WORLD

Kærlig hilsen
Michael Jensen

I hans mægtige styrke!

Josvas bog 1 v9
»Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.«

Den eneste måde at holde kursen på er at vælge at holde kursen. Du bliver nødt til at træffe dette valg hver dag, ellers vil du glide. Der er en million ting, der vil komme din vej for at forsøge at afspore dig, distrahere dig, desillusionere dig, skuffe dig eller nedgøre dig – du bliver nødt til at beslutte dig for ikke at lade det sabotere din dag.

Du må vælge, om du vil kæmpe troens gode kamp for at opfylde dit formål. Vælge at vandre i tro og ikke ved syn for at komme derhen, hvor Gud leder dig. Vælge at holde fast i Guds løfter, når du bliver bombarderet af fjendens løgne. Vælge at stole på Gud, når du ikke kan finde ham. Vælge at tro på Gud, selv når du er ved at bukke under for kendsgerningerne i dine omstændigheder.

At være stærk og meget modig er også at kaste sin afmagt på Gud og dele sin frygt, og så holde fast i, at din Gud er med dig alle dage.

Efeserne 6 v10: I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke.

Kan du huske sangen ”Be bold, be strong”?

Vær modig, vær stærk, for Herren din Gud er med dig.
Vær modig, vær stærk, for Herren din Gud er med dig.
Jeg er ikke bange, jeg er ikke forfærdet
Fordi jeg går i tro og sejr. Kom og gå i tro og sejr.
For Herren din Gud er med dig.

 

REFLEKSION

  • Hvor er dit fokus i omstændighederne?
  • På dig selv?
  • På Herren din Gud?

BØN
Kære Gud, jeg beder om, at du vil give mig al visdom og åndelig indsigt, så jeg må få fuld kundskab om din vilje, så jeg kan leve, som du vil det, på alle måder dig til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om dig og styrkes med al kraft ved din herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Onsdag d. 23/11: Visions- og budgetmøde i City Kirken, kl. 19:30 i Huset, Ahornvej 3 i Taastrup

Søndag d. 27/11 kl. 11: Fælles JULE-cafégudstjeneste med Familiekirken og City Kirken

Hvilken vej ser du?

Esajas’ bog 43 v18-19: Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken.

Du kan ikke gå tilbage i livet, du kan kun gå fremad. Du kan længes efter, hvordan tingene plejede at være, men det ændrer ikke på noget. Du kan også vælge at stole på, at Gud kan gøre noget helt nyt.

Gud er de gode nyheders Gud. Han laver ikke de samme gamle ting hele tiden. Gud ønsker fornyelse i vores liv og i hans kirke.

Det fantastiske er, at Gud ikke ønsker, at vi skal sidde fast i fortiden. Fortiden er forbi, den er som en ørken uden liv. Husk ikke på, siger Gud.

Men mennesker er ikke altid interesserede i de nye ting, som Gud gør. Nogle gange drømmer vi om fortiden og siger: “Jeg ville ønske, jeg var tilbage i den tid, eller periode af mit liv, hvor vi gjorde sådan og sådan.” Men at ønske sig fortiden tilbage er som at kigge i bakspejlet, mens man kører fremad – og så kigger man ikke ud af forruden. Det kommer der aldrig noget godt ud af.

Før du kan omfavne de nye ting, Gud vil gøre i dit og i kirkens liv, må du gøre op med dig selv og din indstilling til det, at Gud ønsker at gøre noget nyt.

Jeg valgte ordet “omfavne” med vilje. Hvorfor? Fordi “omfavnelse” betyder mere end bare at være enig i noget eller modvilligt at acceptere det. Det betyder at være tilfreds, glad for eller endda elske det! Gud ønsker, at vi skal omfavne de nye ting, han gør. Udfordringen kan være at få øje på det.

REFLEKSION

  • Hvorfor ønsker Gud ikke, at du skal dvæle ved fortiden?
  • På hvilke områder har du svært ved at omfavne nye ting?
  • Hvordan kan du kende det nye, som Gud ønsker i dit og kirkens liv?

BØN
Kære Gud, tak for dit perspektiv. Hjælp mig til at tilpasse mig noget, som er højere og større, end jeg nogensinde havde drømt var muligt. Gud, jeg beder om, at du vil forberede mit hjerte og min tanke til at forstå din vilje. Åbn mine øjne for dine veje og pust du liv i troen – min tro på det umulige. For du er det overnaturliges og det umuliges Gud. Amen

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Onsdag d. 23/11: Visions- og budgetmøde i City Kirken, kl. 19:30 i Huset, Ahornvej 3 i Taastrup

Søndag d. 27/11: Fælles JULE-cafégudstjeneste med Familiekirken og City Kirken

Hvad er Guds vilje?

I Romerbrevet 12 v2 siger Guds ord: Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Ifølge dette vers i Romerbrevet er Guds vilje god og fuldkommen. Der er absolut intet her, der tyder på, at Herrens plan for dig vil være uudholdelig, noget du vil hade, eller noget der vil ødelægge dit liv. Tværtimod er det, som Faderen forestiller sig for dig, noget som kan fylde os alle med fred og selvtillid.

For det første er Guds vilje god, simpelthen fordi han selv er god og det kan komme alle mennesker til gode. Salme 145 v9 bekræfter, at “Herren er god mod alle.”

For det andet er Herrens plan for dig også velbehagelig for Gud. Gud tager imod dig på grundlag af det, Jesus gjorde på korset. Når du har modtaget Kristus som din Herre og frelser, bliver du accepteret foran Faderen for evigt. Og på grund af Helligåndens tilstedeværelse i dig og Guds ord som din vejleder, kan du leve på en ny måde, der glæder Gud. Faktisk hævder Filipperbrevet 2 v13 “at det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.”

Endelig er Guds vilje for dig perfekt. Når man læser ordet “perfekt”, kan man næsten blive skræmt af tanker om at skulle opretholde en fejlfri vandring med Gud og kun gøre, hvad der er rigtigt. DET ER DER INGEN, SOM ER I STAND TIL. Men det er heller ikke det, der er meningen her. Det græske ord “teleios”, som bruges, er bedre oversat med “færdig; bragt til modenhed; være i stand til at nå målet.” Paulus havde den tillid til Gud, at han som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Filipperbrevet 1 v6. Gud har ingen halvfærdige planer, når det kommer til dit liv. Du kender måske ikke hans fulde plan … men det gør han. Han kender “enden fra begyndelsen”. I Esajas bog. 46 v10 siger Gud: Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg. Guds ord lover dig, at Herrens vilje er god, acceptabel og fuldkommen. Hvil i dag i den forsikring om, at hans gode, acceptable og perfekte vilje for dig er inden for din rækkevidde – NÅR DU VÆLGER AT LADE DIT SIND FORNYES.

REFLEKSION

  • Hvad tænker du om at Gud har noget helt perfekt for dit liv?
  • Er der ting i det liv, som skal justeres i forhold til dette?
  • Hvad er dit næste skridt?

BØN
Kære Gud, tak for din gode hensigt med mit liv, nu beder jeg om, at du vil hjælpe mig med at forstå og tage imod hvad der gælder for mig, når du siger at: Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Tema: ”Gud søger dig”

Kærlig hilsen
Michael Jensen