Sulten

Salmernes Bog 34 v9: Smag og se, at Herren er god.

Sult minder os om, at der er et eller flere behov, som ikke er blevet dækket. Du kan være sulten efter mange ting, på mange måder og der kan være utallige årsager til det. Du kan også vælge at tilfredsstille din sult på forskellige måder, men har så måske oplevet, at du hurtigt bliver sulten igen. Du kan få en oplevelse, som virkelig tilfredsstiller.

At komme sulten til Gud er at være åben for, hvad og hvem Gud er. Du kan føle dig tom, træt og nedbrudt og det, der er værre. JA du kan komme til Gud, nøjagtigt som du er, MEN det er så også her, at det er vigtigt at lade Gud møde dig, som han er. Guds arme er vidt åbne og han ønsker at møde dig, dér hvor du er i dit liv.

En berøring fra Gud kan genoprette ens liv, når man oplever hans godhed. Guds godhed må erfares personligt, “smag og se, at Herren er god”; der kunne også stå “mærk det for dig selv”. Gud kender til alle dine behov og han ved, hvad der virkelig kan møde og tilfredsstille dem. Du kan høre om noget rigtigt god mad, men det er først når du smager på det, at det virkelig tilfredsstiller. Sådan er det også med Gud. “Smag og se, at Herren er god” er en invitation til at tage Gud på hans ord, til at stole på Herren og opleve hans godhed på egen hånd, til at kende Gud personligt og indse, at han elsker os mere, end vi kan forestille os. Invitationen er til dig.

Esajas Bog 55 v2: Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød, jeres løn for noget, der ikke mætter? Hør dog på mig, så skal I spise godt og svælge i fede retter.

Johannes-evangeliet 6 v35: Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«

REFLEKSION

  • Har du oplevet en kortvarig tilfredsstillelse, men blev hurtigt sulten igen?
  • Kender du dine dybeste behov?
  • Kan du tage imod Guds invitation til dig?

BØN
Kære Gud, hjælp mig med at leve i din godhed hver dag. Jeg beder om, at jeg må kunne se din godhed udfolde sig i både det sete og det usynlige, i de store øjeblikke og i hverdagen. Herre, tak for alt, hvad du er og gør. Jeg beder om, at jeg må stole på dig, selv når jeg ikke kan forstå, hvad du laver, og til at se din godhed både i og foran mig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Ledt af Gud

Salme 143 v10: Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din gode ånd skal lede mig i slettelandet.

Gud arbejder aktivt igennem dine situationer. Med andre ord, så er det vigtigt at tage Gud med på råd, da han måske har en plan eller idé med og igennem det hele. At tage Gud med ind i at fortolke ens omstændigheder kræver tid til fordybelse og eftertanke. Herigennem kan vi sammen med Gud begynde at forstå betydningen af, hvad der sker omkring os og finde vej og mening med det hele.

Hvis du føler dig overvældet eller forvirret over nogle omstændigheder eller en beslutning, som du står overfor, kan det skyldes, at du er så fanget af din egen måde at tænke på, og at det kan blokere for Guds stemme.

Paulus’ første brev til Korintherne 14 v33: Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.

Gud er ikke årsag til forvirring. Så hvis du føler dig forvirret, så er det er ikke Guds stemme, der taler i dit liv, men en andens.

Selv om du er i Guds plan, så vil være tidspunkter, hvor du støder på udfordringer eller barrierer. Det er her, at du igen skal vende dig til Gud og sige: Gud, der er et eller flere bjerge foran mig, så jeg har brug for din visdom og hjælp. Herefter er det vigtigt at være tålmodig og vente på, at Gud svarer og forsikrer dig om, at han er med dig og at han vil bane en vej, hvor der ikke synes at være nogen vej.

Gud har ikke designet dig til at gå gennem livet i egen opfindsomhed og styrke. Du skal ikke bare håbe, at heldet tilsmiler dig og at problemerne løser sig af sig selv.

Gud ønsker at lede dig på den rigtige vej, og det vil han gøre, når du overgiver dig til ham og hans vejledning.

Salme 32 v8: Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.

REFLEKSION

  • Hvis du er frustreret, fordi Gud ikke ser ud til at besvare din bøn om vejledning, hvad tror du så, han vil have dig til at gøre?
  • Hvordan har Gud tidligere vist dig sin hensigt med dit liv?
  • Hvorfor tror du, at Gud nogle gange lader en komme til det punkt, hvor der ikke synes at være nogen vej ud af en vanskelig situation?

BØN
Kære Gud, jeg beder om din vejledning. Hjælp mig til at høre din stemme, så jeg kan nærme mig dig og følge din vej. Herre, jeg har svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for at tage den forkerte beslutning. Derfor kommer jeg til dig og beder om din hjælp. Vis mig din vej og vilje, så jeg har ro i sindet til at følge efter dig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: NYE DRØMME

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Noget godt vil ske!

Salme 27 v13-14
Men jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land. Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!

Tillid til Gud og ligefrem at stole på, at han vil mig noget godt, kan udfordre os alle. Dårlig erfaring med at selv de bedste mennesker kan svigte, og tanken om hvorfor Gud overhovedet skulle tænke specifikt på mig, kan godt sætte tvivl i ens tro. Gud har kun gode tanker og planer. Gud tænker ikke negativt eller ønsker noget dårligt for nogen.

Jo mere du forstår og erfarer Guds godhed, jo mere håbefuld vil du være – fordi håb er at tro på, at noget godt vil ske.

Alt hvad Gud gør for dig, gennem dig, mod dig og i dig, er fordi han er god. Guds godhed i dit liv er aldrig baseret på, hvor god du er; det er altid baseret på hvem han er.

Kæmper du med modløshed, tvivl eller angst? Så prøv at fokusere på alle de gode ting, Gud har gjort i dit liv, og på hvem han er. Du kan endda skrive dem ned og lave en liste! Du vil blive overrasket over alt, hvad du finder på, og det vil tjene som en påmindelse til dig om Guds godhed.

Hvordan ser Guds godhed ud i dit liv? Det ligner hans velsignelser af næring, balance, modstandskraft, vejledning, tillid, sikkerhed, indflydelse, arv og meget, meget mere.

Han stiller alt dette til rådighed for sine børn på grund af sin gode vilje.

Det giver mig håb – og det kan også give dig håb i dag, fordi Guds løfte til os er i Salme 23 v6, at Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever.

REFLEKSION

  • Har du tillid til, at Guds godhed er baseret på hvem han er og ikke på hvem du er?
  • Hvordan kan du få mod, når du stoler på Guds godhed i disse tider?
  • Hvordan kan du lære og erfare mere om Guds godhed?

BØN
Tak Gud, at du vil hjælpe mig til at tro, at du aldrig svigter og at jeg, i alle mine dage, bliver holdt i dine hænder. Fra det øjeblik jeg vågner, indtil jeg sover igen, er du tæt på som ingen anden. Så jeg beder om, at jeg i den nærhed må lære dig at kende som en far og som en ven, og at du vil hjælpe mig til at tro og stole på, at jeg også skal se Herrens godhed. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag Kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Tema: EN NY BEGYNDELSE

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Bekymringsfri hverdag!

Matthæus-evangeliet 6 v34
Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Bekymring kender vi alle til, det fortæller os om vores menneskelige begrænsethed og afmagt. Du kan ikke leve eller lave om på fortiden, du kan heller ikke leve i fremtiden, MEN du kan leve i dag.

Hvorfor skal du kun leve én dag ad gangen? For det første, når du bekymrer dig om morgendagens problemer, går du glip af dagens velsignelser. For det andet kan du ikke løse morgendagens problemer med bekymringer. Når i morgen ankommer, vil Gud give dig den styrke og visdom, som du har brug for til den dag.

Da jeg var barn, bekymrede jeg mig ikke om hvor eller hvordan, jeg skulle spise, få tøj på kroppen eller sove. Jeg stolede på mine forældre, det var deres ansvar.

Gud ønsker, at du skal have det på samme måde med ham. Du er hans barn og han er din far, som han har omsorg for dig og ser til dine behov.

Du kan bekymre dig om en masse ting, som Gud i virkeligheden lover at tage sig af.  Faktisk er det en påmindelse om ikke at spille Gud, og om ikke at tro, at det hele afhænger af dig. Det gør det ikke. (Prøv at læse Matthæus-evangeliet 6 v25-34, hvordan taler det til dig?)

Gud ønsker, at du skal have tillid til ham, en dag ad gangen. Han vil give alt, hvad han ser, at du har brug for – for i dag. Fordi han er en god Gud, kan du stole på, at han ikke kommer for sent, og at du ikke kommer til at mangle noget.

Det er ok at være ansvarlig, at planlægge for i morgen og fremtiden. Men du skal ikke bekymre dig om det! Stol på Gud for hver dag, der kommer. Derfor lærte han os denne helt konkrete bøn: Matthæus-evangeliet 6 v11 ”Giv os i dag vort daglige brød.”

REFLEKSION

  • Hvad er din afmagt og hvad er Guds mulighed?
  • Hvad bekymrer du dig om fra din fortid, som skygger for din fremtid?
  • Hvad har du brug for i dag?

BØN
Tak Gud, at du har et navn, som betyder Herren-vil-forsørge. Hjælp mig til at tro på dig, himmelske Far, at du, som har delt havene, revet mure ned, helbredt de syge, oprejst de døde og fodret spurvene, også vil tage dig af mig. At du også ser til mig og at du også er min forsørger, som har omsorg for mig i dag. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag med David ”Buck” Hudson fra Salt & Light. Kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Evangelisk Alliances bedeuge:

Onsdag d. 11. januar kl. 19:30 – Sted: Indre Mission, Solsortevej 1, Taastrup
Lørdag d. 14. januar kl. 14:00–16:00 ÅBEN HIMMEL – Sted: Rønnevang Kirke, Taastrup Hovedgade 150, Taastrup