Hvem er du, når ingen kigger?

Matthæus-evangeliet 5 v8: “Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.”

At “se Gud” betyder at opleve Guds nærvær i sit liv. Jesus’ død på korset gør den, som tror, ren af hjertet. Så man kan opleve Guds kraft, tilgivelse og læring, så man kan leve i Guds kærlighed, fred og formål med ens liv. Et sådant menneske lever i integritet.

At have integritet betyder helhed. Mange mennesker tænker på deres liv som en tærte, og de forskellige dele af deres liv er stykkerne af den, som kan beskrives sådan: “Denne del af mit liv er min karriere og arbejdsliv, dette stykke er mit åndelige liv, og så er det her mit familieliv og mit sociale liv. Så herovre er mit hemmelige liv, mine tanker, vaner og alle de ting, som ingen andre ved noget om.”

Hvis du segmenterer dit liv sådan, mangler du integritet, fordi dit liv ikke er en helhed. Integritet betyder, at du er den samme person overalt, hvor du er, og med alle, du er sammen med – i din tale, handlinger og motiver – uanset hvilken del af livet du går igennem, også når du er alene. Integritet er uforstyrret motivation.

Når du har integritet, gør du det rigtige, og du gør det af den rigtige bevæggrund. Du er oprigtig og ligetil på alle områder af dit liv og med alle mennesker.

Bibelen siger at: “De, der har et falsk hjerte, vækker Herrens afsky,
de, der lever retsindigt, har hans velbehag.” Ordsprogenes Bog 11 v20.

Gud er interesseret i din integritet, mere end dit omdømme. Omdømme har at gøre med hvad alle tror, du er; integritet er hvem du virkelig er. Lev det liv, så du også skal se Gud.

REFLEKSION

  • Ville mennesker i hvert område af dit liv alle bruge de samme ord til at beskrive dig?
  • Tænk på nogen i dit liv, der modellerer integritet. Hvad kan du lære af den person?
  • Hvornår er du mest fristet til at værdsætte og beskytte omdømme frem for Integritet?

BØN
Kære Gud, tak at du er “vejen, sandheden og livet,” Nu vil jeg bede dig om, at du vil lægge i mit hjerte en passion for sandhed i alt, hvad jeg gør. Hjælp mig til at leve i den helhed, som du har skabt mig til, så mit liv kan afspejle hvem jeg er, og hvad jeg tror på. Tak, at jeg må følge dig, fordi jeg ser dig. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: ”Pinse”

Vores kollekt på søndag går til vedligeholdelse af Huset på Ahornvej.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

 

Lørdag den 3 juni er der FRIVILLIGHEDSDAG i Taastrup. City Kirken deltager sammen med de andre kirker i byen i en fælles pavillon. Det bliver fra kl. 10:00 til kl.16:00 på Taastrup Hovedgade ved biblioteket.

Den 11. juni vil vi afholde informationsmøde efter gudstjenesten.

Den 23. juni holder vi Sankt Hans-aften sammen med ”Københavns Familiekirke” i Huset på Ahornvej 3 i Taastrup.

Leve livet

Johannes-evangeliet 10 v4
Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst.

At følge nogen, det er hvad millioner af mennesker gør på ”Instagram”. I hele menneskets historie har der altid været nogle, som andre har set op til og gerne ville være ligesom dem. Dette har som regel kun givet en oplevelse af at leve i skyggesiden af andres solskin. Når Jesus kalder os til at følge ham, så kalder han os til at træde ud af den skyggetilværelse og opleve livet selv. Men nogle gange kan man sidde håbløst fast og have svært ved at flytte sig. Så når der står, at han har fået alle sin får ud, så betyder det, at har nærmest har båret os væk fra de omstændigheder, som vi ikke bare var i MEN som vi også sad fast i. At følge Jesus, det er at komme ud i lyset og leve livet.

Johannes-evangeliet 8 v12: Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«

LYS er en forudsætning for liv. Derfor kalder Jesus os til at følge ham, for at blive i det lys og leve livet.

At følge Jesus er at modtage livet, som han rækker til os, ved at vandre sammen med ham, og være under hans vejledning ved at se på livet igennem hans øjne. Hvad ser han og hvad er hans reaktion på det? At kunne se på ham og følge i hans fodspor forudsætter et nært fællesskab, som bygger på tillid. Tillid til hans omsorg og vilje er god og rigtig.

Tillid til, at hans ord er sandt og at Helligånden stadig taler ind i vores liv i alle situationer. Tillid til at handle i overensstemmelse med det. Fordi du kender hans røst og har tillid til at følge dens vejledning og derved blive i lyset.

Johannes-evangeliet 1 v4: I ham var liv, og livet var menneskers lys.

REFLEKSION

  • Sidder du fast i livet?
  • Har du overhørt hans røst?
  • Hvordan kan du komme tilbage på hans spor?

BØN

Tak Gud, at du kalder os ud af mørket og ind i fællesskabet med dig selv, i dit vidunderlige lys. Så jeg beder om, at du vil hjælpe mig med at være det menneske, som du har kaldet mig til at være. Hjælp mig til at leve i det fodspor, som følger og afspejler dig. Tak at det som engang var I mørke, nu kan få et nyt liv i dit lys. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: ”Hvis man vil have noget gjort, må man gøre det selv.”

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Den indre styrke

Første Timotheus brev 6 v11:
Stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed.

Bibelen fortæller historien om Ruth og Boaz, to mennesker, der blev tiltrukket af hinanden og endte med at gøre en kæmpe forskel sammen.

Boaz var en succesrig ung landmand. En dag så han fremmede ude på sin mark tage det, der var tilbage, efter at hans arbejdere havde høstet. Dette var ikke usædvanligt; det var almindeligt, at de fattige fandt mad på den måde.

Men Boaz lagde især mærke til en ung kvinde, Ruth. Hun var fattig, fordi hendes mand var død, hvilket efterlod hende med meget lidt. Hendes svigermor var også enke, og Ruth havde besluttet at blive hos Naomi for at tage sig af hende. Hvorfor gjorde Ruth det? Fordi hun levede i den Ånd, som Paulus beskriver i Første Timotheus brev 6 v11. Da Boaz så Ruth på sin mark, kunne han have krævet, at hun gik. I stedet tillod han hende at fortsætte med at plukke fra sin mark og roste hende endda for at passe på sin svigermor.

Ruth svarede ved at sige: Måtte jeg bevare din velvilje, herre! Du har trøstet mig og talt venligt til din trælkvinde, skønt jeg ikke engang er som en af dine trælkvinder. (Ruths bog 2 v13.) Til sidst inviterede Boaz Ruth til at spise sammen med ham. Hun spiste til hun var mæt, og så gav han hende mere mad med hjem. Han var en magtfuld mand, men han var også venlig og viste kærlighed på en meget konkret måde. Han valgte at bruge sin styrke til at tage sig af et andet menneske. Han levede også i den Ånd, som Paulus beskriver i Første Timotheus brev 6 v11.

Boaz og Rut giftede sig, og deres oldebarn var kong David. Og det var gennem kong Davids linje, at Jesus Kristus til sidst blev født. Stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed.

REFLEKSION

  • Hvad stræber du efter?
  • Er det dig? Retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed.
  • Hvordan kunne du omsætte din tro til praksis overfor andre mennesker?

BØN
Kære Gud, tak at du har alt det, som jeg behøver. Så jeg beder om, at du vil give mig styrke når jeg er svag, kærlighed når jeg føler mig tom, mod når jeg er bange, visdom når jeg føler mig usikker, trøst når jeg er alene, håb når jeg føler mig afvist, og fred når jeg er i uro. Så jeg kan bringe den velsignelse videre, som du har velsignet mig med. Amen.

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Store Bededag

Paulus’ første brev til Thessalonikerne 5 v17: Bed uophørligt

At tænke på Gud og på noget andet, det kan godt beskrives som en bøn. At bringe Gud med ind i hverdagslivet er vigtigt, så man ikke lever i en parallelverden, hvor man adskiller det åndelige fra hverdagen. Sker det, kommer man til at adskille Gud fra tilværelsen i ens liv. Livet er en helhed af både de ”åndelige” og de naturlige ting og gøremål. Adskiller vi dette, så får Gud kun en lille plads i vores liv. Gud er ikke én, vi tager tid til. Gud er med os i alle ting og til alle tider. At bede uophørligt er derfor at have kontakt med én, der til alle tider og i alle situationer er en nærværende Gud.

Paulus opfordrer de troende i Thessaloniki til at bede uophørligt. Naturligvis betyder dette ikke at være i bøn med foldede hænder i hvert et vågent øjeblik. Men du kan godt være i en tilstand af bøn.

Vores tanke, handling og ord forbliver i en bevidst overensstemmelse med Helligåndens nærvær, så vi altid er åbne for, at vores kilde til alle ting altid er Guds ledelse og indgriben i vores handling, ord og gerning i de omstændigheder, som vi står i. Fordi Gud har vores opmærksomhed, så er vi nærværende med hans nærvær.

Gud kan få os til at reagere på omstændigheder. Bøn er derfor også at lytte, så vores respons bliver efter hans vilje. Uophørlig bøn er derfor den bedste hjælp til at bevare sit fokus på Gud livet igennem. Kort sagt, så er den uophørlige bøn at have Gud med i det hele, at leve i hans nærvær. I det nærvær bliver alt til en uophørlig bøn, som flytter os fra en selvcentreret monolog til et fællesskab under Guds ledelse. Gør som Whitney Houston sang: ”I say a prayer with every heartbeat”. Jeg siger en bøn med hvert af mine hjerteslag.

REFLEKSION

  • Hvordan vil du beskrive dit bønsliv?
  • Er bønnen for dig en monolog eller en dialog?
  • Har du brug for stilhed til at høre Guds stemme?

BØN
Kære Gud, tak at du har givet mig mulighed for at tale med dig, og at du vil tale med mig. Tak, far i Himlen, at du inviterer os mennesker til at komme til dig med alle vores byrder og ønsker. Tak, at du hører alle mine tanker og at jeg kan dele dem med dig. Nu jeg beder jeg om, at du nu vil hjælpe mig til at høre dit svar. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: ”PÅVIRKET”

Kærlig hilsen
Michael Jensen

På onsdag kl. 12-14 er du velkommen til frokostklub på Ahornvej 3 i Taastrup.

PS: Se her om et evangelisations-seminar med AMY LEE KEMP, som vi afholder sammen med Københavns Familiekirke den 10.-11. maj.