I Jesu navn

Paulus’ brev til Kolossenserne 3 vers 17
Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

Paulus siger “hvad du end gør,” det dækker alle tænkelige scenarier. Uanset om du går i skole, på arbejde, til tandlæge, er forælder, laver mad, træner i fitnesscentret, sidder foran en skærm, er sammen med nogen eller noget som helst andet. “Uanset hvad du gør” i ord eller handling, så gør det i Herren Jesu navn.

Hvad mener han med det? Det betyder, at det vi gør og måden, som vi gør det på, er som om vi gjorde det for Jesus. For det vi gør, det gør vi til hans ære og på hans vegne. Hvis han er Herre i vores liv, så lever vi ikke bare for os selv, men for at ære hans navn. Med andre ord, så lever vi for hans vilje og ikke vores egen.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi ud over at ære Jesus, så kommer der en styrke og en fred og harmoni i dit liv. Når alt, hvad du gør, er gjort i Kristi navn og er motiveret af dit forhold til ham så er han med dig, i alle sammenhæng. Hvordan kan det lade sig gøre?

Begynd med ham, og slut med ham; påkald hans navn og bed om hans vejledning og støtte i alt, hvad du gør. Jesus har lovet at være med os alle dage, og det er i det fællesskab med Gud, du lever med ham i din hverdag. Du kan følge Jesu eksempel, som du læser i hans ord, og lade Helligånden vejlede dig. Tag med på denne rejse og gør temaet fra Kolossenserne til temaet for dit liv: Den gamle hemmelighed er, at dit liv er skjult i Jesus Kristus og livet, som du lever, gør du i troen på ham. “Det handler om Jesus” og det kommer der taknemlighed ud af.

REFLEKSION

  • Hvordan kan du omsætte al dette i praksis?
  • Hvorfor kæmper vi ofte for at leve på denne måde?
  • Hvad har du brug for?

BØN

Jesus, jeg tror på, at du er Guds søn, at du døde på korset for at frelse mig fra synd og død og for at genoprette min relation til Faderen. Jeg vælger i dag at vende mig fra mig selv og lade dig være min Herre og guide. Tak, at du så har lovet, at du også vil være sammen med mig. I JESU NAVN, AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

På søndag holder vi fællesgudstjeneste med Familiekirken, og Pauli Høj fra Salt and Light prædiker.

På søndag samler vi også ind til Salt and Light tjeneste.

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Dette gælder for alle

Romerbrevet 4 v16
Derfor var det af tro, for at det kunne være af nåde, så at løftet kunne stå fast for alle hans efterkommere, ikke kun dem, som har loven, men også dem, som har Abrahams tro. Han er fader til os alle.

Apostlen Paulus siger, at i Det Gamle Testamente levede det jødiske folk under Moseloven. Men Abraham, der blev kendt som troens fader, kom ind i Guds nåde ved tro og fortsatte med at håbe mod al håbløshed. Det er den samme nåde, som nu også er tilgængelig for enhver i dag, når man tror på Jesus Kristus.

Det var fantastiske nyheder dengang, og det er fantastiske nyheder i dag! Vi kan alle komme til Gud gennem tro på hans søn, Jesus Kristus.

Omfatter “alle”, alle? Ja. Inkluderer det politikere og arbejdere? Ja. Inkluderer det mennesker fra enhver etnisk baggrund? Ja. Betyder det folk, der går i kirke hver søndag? Ja. Betyder det folk, der aldrig selv har set en Bibel? Ja, alle mennesker er inviteret.

Guds nåde er tilgængelig for dig, uanset hvad. Når du accepterer, at Jesus Kristus døde på korset for din skyld og du gør ham til Herre og frelser i dit liv, så er du inkluderet i Guds nåde.

Tænk over denne sandhed: Du vil i dag aldrig se på nogen, som Jesus ikke døde for, du vil aldrig se på nogen person, som Gud ikke elsker. Dette inkluderer også den person, du ser i spejlet.

REFLEKSION

  • Hvorfor har mange mennesker svært ved at tro på Guds nåde?
  • Hvordan skulle Guds nåde ændre den måde, du behandler andre på?
  • Hvordan påvirker nåden den måde, du nærmer dig Gud på?

BØN
Kære Gud, tak fordi du aldrig har set mig som u-elskelig. Tak, at jeg må kende dig, og jeg kan opleve dit vidunderlige nærvær i mit liv. Så jeg beder om, at du vil hjælpe mig til at leve i din nåde overfor mig selv og alle andre. Hjælp mig til at have et sind, der viser barmhjertighed. Tak for, at du hver dag udøser din endeløse nåde for mig. AMEN.

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: Når plan B er plan A

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Opmærksomhed

Galaterbrevet 6 v10
Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller.

Så hvorfor får folk i Guds familie særlig opmærksomhed?

Hvad end du er opmærksom på, vil det trives. Hvis du er opmærksom på din have, vil den trives. Hvis du er opmærksom på dine børn, vil de trives, på dit ægteskab, vil det trives, på dine relationer generelt, så vil de trives.

Hvad er kærlighedens gave? Det er ikke diamanter, blomster eller chokolade. Den kærlighedsgave, du kan give, er fokuseret opmærksomhed. Du kan bekræfte folk bare ved at se dem i øjnene og være lyttende. Det vil i en væsentlig grad fortælle dem: Jeg værdsætter dig og det, som du fortæller mig, er vigtigt. Det, du har at sige, betyder noget for mig. Hvad folk ønsker mere end noget andet, er fokuseret opmærksomhed. Mennesker vil gerne vide og opleve, er at de betyder noget og at deres liv betyder noget. Det fortæller dem, at de er værdifulde.

Kernen i relationer er derfor ikke, hvad vi gør for hinanden, eller de ting, vi giver til hinanden. Hjertet i relationer er, hvor meget vi giver af os selv til hinanden.

Dette gælder i alle forhold; hvis du vil gøre noget godt for andre, så giv dem din tid og dit fokus. Det samme gælder for fællesskabet i kirken. Det gør det autentisk og ægte. Det fjerner al overfladiskhed og bliver troværdigt. Frihed i fællesskabet med Gud, som Paulus beskriver i Galaterbrevet, er ikke bundet til en masse regler og gøremål, men en mulighed for at gøre noget godt for hinanden. OPMÆRKSOMHED er det bedste, som du kan give til en anden, for i den åbnes der op for alt andet.

REFLEKSION

  • Er du opmærksom på andre?
  • Hvordan kan du give opmærksomhed til en anden?
  • Hvad er de ting, der tager din tid og din opmærksomhed?

BØN

Tak Gud, at du ønsker fællesskab med mig, og tak for det fællesskab, som jeg har i kirken. Tak, at jeg ikke behøver at stå alene. Så jeg beder om, at du vil styrke mine relationer, genoprette og inspirere dem med din kærlighed. Hjælp mig til at være opmærksom på min næste, at være tilgængelig og til at bevare enhed og fred. Ansigt til ansigt, hjerte-til-hjerte. AMEN.

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: ET MØDE MED GUD?

Kærlig hilsen
Michael Jensen

Lys på vejen

Salme 119 v105
Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.

Dette ord siger, at Bibelen er en lampe til at lede vores fødder og et lys på vores vej. Dette vers fortæller os, at vi ikke behøver at famle os frem i livet, men at vi kan stole på, at Guds ord vil hjælpe os. Guds ord kan være svaret på dine spørgsmål og det kan være lyset til at vise dig, hvilken vej du skal gå, hvis du vælger at tage det til dig. Når du føler dig bange, er i tvivl eller er gået vild, så er Gud stadig lige ved siden af dig. Så længe du er i hans nærhed, så vil Jesus vær din guide alle dine dage.

Vi rejser gennem en falden verden med mange faldgruber, glatte steder og mørke fjender, der søger at ødelægge vores liv og tætte fællesskab med Gud. I salme 119 v105 får vi et smukt løfte og en evig sandhed. Guds ord er en skinnende lampe, som vil lyse for os og lede os gennem mørket i denne faldne verden, som et lys, der vil oplyse vores vej.

Ikke alene er der ydre vanskeligheder, som vi kan stå overfor, men der er også indre kampe og udfordringer, der lurer dybt i vores sjæl og kan formørke vejen for os.

Guds ord er vores sikre guidebog til at bringe os til Gud, en uudslukkelig lampe til at guide os ad den rigtige vej, og det er et strålende lys, der fordriver uvishedens skygger ved at oplyse det næste skridt i mørket.

Guds ord lyser op på vores vej, for det er et skatkammer af visdom, dyrebare løfter og sandheder til at opmuntre vores hjerter, tro og ånd i vores dagligdag.

REFLEKSION

  • Hvad er dit forhold til Bibelen?
  • I hvilket perspektiv læser du Guds ord ind i din hverdag?
  • Hvilken værdi har Bibelen i dit liv?

BØN

Kære Gud, tak for dit ord. Jeg beder om, at jeg må kunne forstå dets lys over mit liv, så det kan give mig styrke til idag og håb for imorgen. Hjælp mig til at forstå din visdom og til at gemme dens sandheder i mit hjerte, så jeg må være klar og villig til at følge din vilje for mit liv. Tak, at når jeg står over for vanskeligheder og prøvelser, så er dit ord mit lys. AMEN

 

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

TEMA: HVORFOR?

Kærlig hilsen
Michael Jensen