Paulus’ brev til Romerne 8 v31: Er Gud for os, hvem kan da være imod os?
Det centrale budskab i Bibelen er dette: Gud elsker dig, ikke på grund af hvad du har gjort eller ikke har gjort, men på grund af hvem han er og hvad han har gjort for dig. Gud skabte dig, du er hans barn, og din relation til Gud er derfor ikke præstationsbaseret.
Du er måske vokset op i et hjem, hvor betinget kærlighed var normen. Dine forældres kærlighed kan have været baseret på dine akademiske, atletiske, sociale eller åndelige succeser. Hvis du fejlede på et eller nogle af disse områder, oplevede du tabet af deres kærlighed. Sådan handler Gud ikke med dig, Gud er for dig og ikke imod dig.
GUD ER KÆRLIGHED, og det er helt fantastisk. For når vi forstår Guds kærlighed, kan vi slappe af og komme til Gud, uden at være bange for, om vi nu også har fortjent hans kærlighed og nåde.
Du kan være rolig. Gud bliver aldrig træt af at have en samtale med dig. Han har aldrig for travlt, tværtimod. Uanset hvor mange gange du kommer til ham, med din tvivl, frygt eller hvad det er, som du tænker på, eller hvilket problem der måtte være. Så glæder det altid Gud, at du har tillid nok til ham, så du betror dig til ham. Specielt hvis der er noget, som du ved ikke var så godt. Så er Guds respons altid »se på korset«. Om det skriver Paulus i sit brev til Kolossenserne 2 v14:
Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.
Det er de gode nyheder, at da vi mennesker var i mørket, uden håb og uden lys, så kom Gud løbende fra Himlen og der var barmhjertighed i hans øjne.
Til en jomfru kom ordet »du skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«
Fra en trone af uendelig herlighed til en vugge i en stald kom Gud selv, for at forløse hele skabelsen ved at give sit liv. For Gud valgte selv korset og selv i sin lidelse vendte han den anden kind til og valgte at tilgive. Det var og er vores redning.
Jesus døde for vores skyld. For Gud kom ikke for at fordømme, men for at frelse.
REFLEKSION
- Hvad fortæller dette dig om Guds hjerte for dig?
- Hvad fortæller dette dig om din tilgang og tillid til Gud?
- Hvad fortæller dette dig om det fællesskab, som du kan have med Gud?
BØN
Kære Gud, jeg takker dig for din kærlighed og store barmhjertighed, som er ny hver morgen og som forbliver urokkelig hele dagen. Tak for korsets herlighed. Tak for, at din godhed skal lede mig. Dit ord skal være en lampe for mine fødder, og din trofasthed skal være som et skjold for mig. Dit navn er min tilflugt, i Jesu Kristi navn. AMEN
Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
På søndag har vi kollekt-indsamling til TC’s (Teen Challenge’s) arbejde.
Kærlig hilsen
Michael Jensen