Johannes-evangeliet 17 v20-23:
Jeg beder ikke kun for dem, der er her,
men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd.
Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét,
så verden kan tro, at du har sendt mig.
Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem,
for at de kan blive ét, ligesom vi er ét.
Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen!
Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.

Dette er en bid af en lang bøn, som Jesus beder kort inden han bliver taget til fange for at blive korsfæstet. Han beder for dem, han har gået sammen med i tre år, men han beder også for os! Og det første, han beder om, er, at der må være den samme enhed mellem os, som der er mellem ham og Gud Fader.

Vi mennesker er meget forskellige. Nogle gange handler det mest om, at vi har forskellig smag, men andre gange er vi endog uenige om åndelige emner. På trods af det taler Jesus her om enhed mellem alle “dem, som i fremtiden kommer til tro på mig”. Der er en åndelig enhed mellem alle os, der tror på Jesus, uanset forskellene.

Og når den enhed kan ses, så (siger Jesus) “vil verden indse, at du har sendt mig”. Det er værd at holde sig for øje, når forskelle i temperament og meninger frister os til at skære hinanden af. For det er en fristelse – som vi skal overvinde, ligesom vi skal med alle andre fristelser.

Det her gælder inden for enhver forsamling af kristne, man kan tænke sig. Det gælder inden for en cellegruppe, inden for en menighed, og det gælder imellem menigheder og imellem trossamfund. Men når enheden er vigtig for Jesus, så er den også vigtig for os!

Når vores forskelligheder og uenigheder kommer op, så lad det ske i fred og respekt for hinanden. Hvor enheden har høj prioritet og man lytter til hinanden, kan det tilmed føre til, at man lærer noget og kommer til at se forskellene i et nyt perspektiv. Ikke at forskellene forsvinder, men måske er de ikke helt lige så store som enheden?

De tanker kan så være mit springbræt til at invitere til fælles gudstjeneste (“Åben Himmel”) med mange andre kristne i Taastrup på søndag. Af praktiske grunde er det kl. 14:00, men stedet er det sædvanlige: Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. Se  detaljerne i indbydelsen her.

Kærlig hilsen
Arne Christensen

2. Krønikebog 2 v4-5
Det skal være et prægtigt tempel, som passer til en mægtig Gud, der er større end alle andre guder.
Og dog, hvordan skulle jeg kunne bygge en bolig, som er Gud værdig, når ikke engang Himlen kan rumme hans storhed?
Det eneste, jeg kan bygge for Gud, er et sted, hvor vi kan bringe ofre og tilbede ham.

Her er det Salomo, der taler om at gå i gang med at bygge et tempel for Gud. Men han er klar over, at selvom templet skal være stort og prægtigt, så er Gud uendelig meget større end det – selv ikke Himlen kan rumme hans storhed!

Det går som en rød tråd hele vejen gennem Bibelen, at Gud er større end alt andet og alle andre. Når nogen vil gå i kamp imod ham, så kan de lige så godt give op med det samme. Apostlen Johannes beskriver det sådan her, når han skriver om dem, der underviser forkert og vildledende om Jesus:

Johannes’ 1. brev 4 v4
Men I, kære børn, I tilhører Gud. I har vundet sejr over dem, for den Ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden.

Det er store ord, for “den ånd, som styrer verden”, det er den onde selv. Og dog siger Johannes, at Guds Ånd, der bor i os, er stærkere!

Men Guds Ånd har nogle gange en stærk modstander inden i os, nemlig i vores skuffelser, selvfordømmelse eller mismod. Ja, vi har mange fejl, som kan overvælde os; og ja, der er mange ting, som kan tage modet fra os. Hjertet kan synke i livet på os, men Johannes har også noget at sige om det:

Johannes’ 1. brev 3 v20
Selvom vores hjerte måske vil fordømme os, så ved vi, at Gud er større end vores hjerte, og at han kender det hele.

Hov, var det ikke emnet for sidste uges fredagsmail (som kan læses her)? Jo, men en fredagsmail må ikke blive for lang, så her kommer fortsættelsen.

Der var een, der spurgte, om de handlinger, der udspringer af vores tros-relation til Gud, har noget at gøre med Åndens frugt? Bestemt, det er en del af det:

Men det, Helligånden frembringer i os, er:
Kærlighed, glæde og fred; tålmodighed og hjælpsomhed; godhed og troskab; nænsomhed og selvbeherskelse.
Ingen lov forbyder den slags.
(Galater-brevet 5 v22-23)

De ting frembringer Helligånden i alle os, der holder sig til Gud i tro på Jesus. Han får os til at ligne Jesus mere og mere efterhånden. Det gælder også for os, hvor udgangspunktet så noget anderledes ud (for at sige det på den måde).

Men når man tænker over hvilke handlinger, der udspringer af tro på Gud, og hvilke, der ikke gør, så er der et vers, der kan gøre een lidt urolig:

Alt det, som ikke udspringer af tro, er synd.
(Romerbrevet 14 v23, i 1948-oversættelsen og tilsvarende i mange andre)

Betyder det, at vi kun bør gøre ting, som direkte har med tro på Gud at gøre? Så ville der da aldrig blive vasket op!

Som altid skal man læse sammenhængen med for at forstå, hvad der menes. Det er slutningen af et afsnit (fra vers 13 og frem), som handler om, at man kan have forskellige meninger om, hvad der er rigtigt at gøre. Hvis man gør noget, selv om man er betænkelig ved om det er rigtigt, så handler man ikke ud af tro; så er man forkert på den. I Bibelen på Hverdagsdansk er det formuleret sådan her:

Gør du noget, du mener, er forkert – ja, så er det forkert.

Men vi er nok allesammen enige om, at det ikke er forkert at vaske op – det kan vi roligt gøre. Det kan være, du gør det ud af den hjælpsomhed, Helligånden har frembragt i dig – og så er det faktisk noget, der udspringer af tro, omend lidt indirekte!

Velkommen til gudstjeneste igen på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Det er kl. 11:00 næsten hver søndag, men den 27/10 bliver det lidt anderledes; se indbydelsen til Åben Himmel kl. 14:00 her.

Kærlig hilsen
Arne Christensen

Vi taler meget i kirken.

Ikke bare over kirkekaffen 🙂 (det er en rigtig god ting forresten). Men til gudstjenester og møder bliver der talt, prædiket og sunget næsten hele tiden. Man kunne komme til at tænke, at troen bare handler om ord og viden; at det er noget, der foregår i hovedet og kommer ud gennem munden. Men så læser vi:

Jakobs brev 2 v17-19:
Hvis troen står alene uden at give sig udtryk i handling, er den død.
Måske vil nogen indvende: „Nogle tror, andre handler!” Hertil vil jeg svare: „Jeg kan vise dig min tro gennem mine handlinger. Men hvordan kan jeg se din tro, hvis du ikke handler på den?
Tror du virkelig, det er tilstrækkeligt bare at have en trosbekendelse, der siger: ‚Jeg tror på én, sand Gud.’? Det er godt, at du tror på den ene, sande Gud! Det gør de onde ånder også, men de ryster alligevel af skræk for dommens dag.

Av, de onde ånder tror også på, at Gud findes! Men de ryster af skræk, for de ved godt, at de “arbejder for den forkerte chef” og går en dom i møde. Det hjælper dem ikke spor, at de har den rigtige viden, for de har valgt at handle forkert.

Så tro er ikke bare at have den rigtige viden. Nej, tro er en tros-relation til Gud. Og fordi “Gud er kærlighed” (1. Johannes’ brev 4 v16) vil den kærlighed smitte af på os og vil kunne ses i den måde, vi handler på. Derfor står der også mange steder, at vi vil blive dømt på vores handlinger – de handlinger, der udspringer af vores tros-relation til Gud. De er det synlige og klare bevis på vores tro.

Men for at være helt ærlig: Det sker ikke altsammen på et øjeblik. Det er noget, vi vokser i, når vi styrker vores relation til Gud i tro. Det gør vi ved at læse om ham i Bibelen og ved at bede til ham, og ved at gøre de ting sammen med andre, der tror på Gud.

Så er vi tilbage hvor vi startede – i kirken; velkommen til gudstjeneste igen på søndag kl. 11:00. Og jeg tror bestemt, at der også på søndag vil være tid til en kop kaffe og en sludder bagefter 🙂.
Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Kærlig hilsen
Arne Christensen