Ikke som mennesker, men …

4. Mosebog 23 v19:
Gud er ikke som mennesker, der lyver,
han skifter ikke mening, som vi gør.
Når han siger noget, så gør han det.
Han holder, hvad han lover.

1. Johannes’ brev 1 v8 (og også v16):
… Gud er kærlighed …

Bibelen siger helt tydeligt, at Gud er anderledes end mennesker, men vi kommer alligevel tit til at forestille os, at han er “næsten ligesom som et menneske, bare lidt bedre”. Det er der noget rigtigt i, for vi mennesker er skabt i Guds billede, sådan at vi ligner ham. Men alligevel er det forkert, for Gud er meget større end os, at vi dårligt kan fatte det.

Disse to vers fra Bibelen giver et par eksempler: Gud lyver ikke og skifter aldrig mening – han er til at stole på uanset hvad. Det kan man ikke sige om nogen mennesker. Og der er heller ingen, der vil sige om selv den bedste ven, at han “er kærlighed”, sådan helt ufortyndet! Der er forskel på Gud og os, og den er stor.

Så Gud er ikke som mennesker, men han ønsker, at mennesker skal blive mere som ham! Jesus gav sit liv for os for at frelse os, og han vil arbejde med og i os, for at vi skal komme til at ligne ham mere. Det bliver f.eks. udtrykt sådan her:

Efeserbrevet 5 v1-2:
Da I nu er Guds elskede børn, så lad ham væres jeres forbillede i alle ting. Elsk hinanden, ligesom Kristus elskede os. Han gav jo afkald på sit liv for vores skyld og bragte sig selv som et lifligt duftende offer til Gud.

Kolossenserbrevet 3 v12-14:
Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen.

Guds Helligånd vil arbejde med dette i os, hvis vi vil arbejde med. Bed ham gøre det, og se, hvordan du stille og roligt begynder at ligne ham mere.

 

Velkommen til gudstjeneste igen på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12. Her er temaet “Gud og straf”, og vi vil se en anden af de måder, Gud er anderledes end mennesker på.

Kærlig hilsen
Arne Christensen

Råb, kald, bed!

I en situation, hvor kong David var i livsfare, skrev han bl.a. følgende:

Salme 3 v4-6 (Bibelen på Hverdagsdansk)
Herren er mit skjold og min styrke, han gav mig modet tilbage.
Jeg råbte til ham om hjælp, og han svarede mig fra sit hellige bjerg.
Jeg lagde mig trygt til at sove, for Herren skærmede mig med sin hånd.

Det er en tanke, der gentages igen og igen i Bibelen: Kom til Gud med dine vanskeligheder og problemer, han vil svare dig og hjælpe dig.

Profeten Jeremias fik engang følgende ord fra Gud:

Jeremias’ bog 33 v3 (1992-oversættelsen)
Kald på mig, så vil jeg svare dig og fortælle dig om store og ufattelige ting, som du ikke kender.

Det gjorde han så, og kapitel 33 indeholder de store og ufattelige ting, som Gud fortalte ham. For Gud har ikke til hensigt at holde sig på afstand af os; tværtimod ønsker han at tale med os, ligesom han ønsker, at vi taler med ham i bøn. Det går begge veje. Jesus – som må siges at være autoriteten over alle – sagde det sådan her:

Mattæus-evangeliet 7 v7 (1992-oversættelsen)
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.
For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.

Kom til ham og råb, kald og bed til ham (og søg og bank på!) for det, du har brug for. Og for det, som dine nærmeste har brug for; og din kirke; og din omverden i det hele taget. Han lover at høre dig og svare.

Men modsat: Den, der ikke råber, ikke vil kalde, ikke vil bede, ham eller hende lover Gud ikke noget særligt. Vi kan jo også bare prøve at finde ud af det selv – eller hvad?

 

Velkommen til gudstjeneste igen på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.
Og velkommen også på onsdag den 13. november, hvor der er visions- og budgetmøde kl. 19:30 på Ahornvej 3, Taastrup. Der skal vi tale om, hvad der ligger foran os i 2025. Bed også gerne for det!

Kærlig hilsen
Arne Christensen

Hvem kommer det an på?

Salme 127 v1-2:
Hvis ikke Herren bygger huset,
  er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,
  våger vagterne forgæves.
Det er til ingen nytte at slide og slæbe fra tidlig morgen til sen aften,
  for Herren sørger for sine, mens de sover,
  han giver dem alt, hvad de har brug for.

Der er nogle, der beder til Gud og derefter ikke laver en brik. De opdager, at Guds velsigner vores arbejde, men ikke vores dovenskab.

Der er mange flere, der bekymrer sig meget og arbejder meget – alt for meget – men ikke søger Guds hjælp. Det er til ingen nytte; det giver ikke resultater, som svarer til indsatsen. Vi ser det hele vejen rundt omkring os, og lidt for tit også i vores eget liv.

Vi er kaldet til at bygge, vi er kaldet til at vogte, vi er kaldet til at arbejde – men det kommer ikke først og fremmest an på os. Vi skal bede Gud om at hjælpe os og være med os. Når han giver sin velsignelse over det lidt, vi kan gøre, bliver det til meget, uden at vi ved, hvordan det går til. Og mens vi sover – for det har vi også brug for, sådan er vi skabt – arbejder Gud videre og sørger for os.

Vi er helt afhængige af Guds hjælp; ofte mere, end vi aner.

Så lad os mødes til bedemøde på onsdag aften den 6. november kl 19:30 på Ahornvej 3, Taastrup!

Og inden det kan vi ses til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12, som vi plejer.

Kærlig hilsen
Arne Christensen