Ikke ved menneskelig magt (4)

Zakarias’ bog kapitel 4 v6:
Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!

Efter at englen havde givet Zakarias besked om Zerubbabel, tilføjede den en profetiske formel ”siger Hærskarers Herre”. Udtrykket Hærskarers Herre beskriver ofte Guds magt som en kriger. Her i Zakarias’ tilfælde demonstrerer det Guds magt som den øverste kriger, der har fuldstændig kontrol over alle menneskelige anliggender. Ja, Herren er den almægtige Gud og hans Ånd ville bemyndige hans pagts folk til at fuldføre byggeprojektet.

I vers 7 stiller englen så et retorisk spørgsmål – det vil sige et spørgsmål, han stillede, ikke for at modtage et svar, men for at slå en pointe fast. Han sagde: ”Hvad er du, du store bjerg?” På bibelsk tid tjente bjerge ofte som et naturligt billede på en barriere. I Zakarias’ bog repræsenterer udtrykket ”bjerg” de politiske vanskeligheder, som Zerubbabel og jøderne stod overfor. På trods af sådanne udfordringer forsikrede englen Zakarias om, at Guds folk ville sejre, da han sagde til bjerget: ”Du skal blive til en slette foran Zerubbabel”. Det, som så ud som en svær hindring for mennesker, ville Guds Ånd fjerne for dem, for at vise hvordan Guds suveræne indgriben kan ske i menneskelige anliggender.

Som mennesker har vi ofte en tendens til at skulle klare tingene selv, og det var også det, som jøderne gjorde, når de prøvede på at bygge templet i egen kraft. Det fungerer bare ikke i Guds Rige. Derfor ”ikke ved magt og ikke ved menneskelig styrke”.

Det hebraiske udtryk for magt er ”Chayil”. Det refererer ofte til militær styrke eller en hær. Et andet udtryk er ”kōaḥ”, som betegner menneskelig fysisk styrke. Tilsammen omfatter begreberne magt i menneskeligt format. Menneskelige anstrengelser har ofte stået i vejen for Guds værk og kan ikke bestå, fordi de bygger på religion og ikke på Gud. Derfor står der i Salmernes bog 127 v1: Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves.

Refleksion

  • Hvilke bjerge står du overfor?
  • Er der ting i dit liv, som har været forgæves og har brug for Guds indgriben?
  • Hvad er dit næste skridt?

Bøn

Kære Gud, tak fordi du lærer mig dine veje fremfor mine egne, tak fordi dine veje er anderledes end mine. Nu beder jeg om, at du også lærer mig at tænke som du tænker, handle som du handler, og i det hele taget gå på den vej, som du viser mig. Tak, at så bliver bjergene som sletter og livet som helhed så meget nemmere. AMEN

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Vi glæder os til at se dig.

Michael Jensen

Tema for gudstjenesten: Hvor er Gud i svære tider?

Ikke ved menneskelig magt (3)

Zakarias’ bog kapitel 4 v6:
Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!

På Zakarias’ tid begyndte de hjemvendte jøder fra Babylon at genopbygge templet, under Zerubbabels ledelse og med tilladelse fra den persiske konge, kong Kyros. De begyndte også at genopbygge Jerusalem og muren omkring den (Ezras bog 3 v8-13). Det påbegyndte projekt løb dog hurtigt ind i problemer og stod stille i nogen tid på grund af fjendtligheder udefra.

Guds plan var dog, at hans folk skulle genopbygge templet, så de kunne tilbede ham der. Men der var et profetisk budskab til jøderne, som skulle give dem en ny forståelse af deres gudsforhold. Derfor gav Zakarias denne besked til Zerubbabel: Hvis de ville fuldføre genopbygningsprojektet, så skulle det ikke ske i menneskelig styrke, men ved Guds Ånd.

Når Herrens Ånd virker i menneskers liv, giver han dem styrke til at udrette store ting. Det sker i både i praktiske og i åndelige ting. For eksempel i 2. Mosebog kapitel 31 v1-3 står der, at Herren kaldte Bezalel ved navn og fyldte ham med Guds Ånd, så han fik visdom og kundskab, hvilket satte ham i stand til at udføre alle former for håndværk, når han byggede tabernaklet ude i ørkenen. Det åndelige og det praktiske går hånd i hånd i Guds Rige.

Kun ved Guds Ånd alene – det var et godt budskab til Zerubbabel, da befolkningen i Juda var lille og uden materiel kapacitet.

Det er et opmuntrende budskab, som vi alle kan tage til os. Du behøver ikke at se på dig selv eller noget andet. Se på Herren. Var det ikke også budskabet til Peter, da han gik på vandet, eller til disciplene, da Jesus vente tilbage til Himlen. Det er ikke i egen kraft. »Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.« (Apostlenes Gerninger kapitel 1 v8).

Refleksion

  • Hvor er dit fokus, på Gud eller dig selv?
  • Hvor meget har du gjort i egen kraft?
  • Hvad er dit næste skridt?

Bøn

Tak Gud, at du aldrig har været begrænset af menneskelig kapacitet, tak, at du er Gud almægtig og at din kraft udfolder sig i menneskelig skrøbelighed og afmagt. Hjælp mig til at forstå, at jeg ikke behøver at se på mig selv eller på andre men at du er alt, hvad jeg behøver. Hjælp mig til at forstå, at det handler om dig og ikke om mig. AMEN.

Må Gud rigt velsigne dig, og velkommen til gudstjeneste på søndag kl. 11:00 i Kulturcentret i Taastrup, Poppel Allé nr. 12.

Vi glæder os til at se dig.

Michael Jensen

Tema for gudstjenesten: Hvem eller hvad definerer dig?