Om os…

Hvem er City Kirken?

City Kirken er et levende fællesskab af kristne.

Vi hører til i Københavnsområdet, hvor vi hver uge har mange forskellige møder og gudstjenester.

City Kirken arbejder sammen med mange andre kristne, og er en del af Baptistkirken i Danmark.

Vi er dermed en anerkendt frikirke.

 

Er der brug for City Kirken når der nu er så mange andre kirker?

Kirken har alle dage været tænkt som et nært fællesskab, som en slags udvidet familie.

Det var også denne vision der var udgangspunktet for starten af City Kirken i 1987, hvor 13 personer flyttede til Taastrup med henblik på at starte et levende og vedkommende kirkefællesskab. I de første 2-3 år blev arbejdet støttet af andre Københavnske baptistmenigheder, men siden 1990 har kirkens egne medlemmer financieret stort set hele driften – som frikirke modtager vi nemlig ikke egentlige statstilskud.

En del af kirkens medlemmer bor i Taastrup, Albertslund eller Ishøj området. Kirkens aktiviteter sker for det meste i Taastrup, men vi er heldigvis ikke begrænset af geografien og har også aktive medlemmer der bor andre steder i Københavnsområdet. I alt er ca. 100 mennesker knyttet til kirken.

Hvordan er vi anderledes?

Vi holder af en levende måde at være sammen på, og det præger vores gudstjenester. Lovsang og vedkommende bibelsk forkyndelse har derfor en central placering. Men hos os er det ikke kun præsten, der prædiker, og ofte er der mange medvirkende i en gudstjeneste.

Vi tror på værdien af det enkelte menneske, og det som han eller hun kan bidrage med. Vi vil gerne hjælpe alle til at fungere godt, socialt og åndeligt.

At være kristen er ikke kun noget som har betydning om søndagen. Vi forsøger derfor at leve efter det vi tror på.

Vi lægger vægt på fællesskab og gode indbyrdes relationer, og kan godt lide at mødes hos hinanden.

Hvilke tilbud har City Kirken?

Vi mødes stort set hver søndag kl. 11.00 til gudstjeneste. Kig i kalenderen for detaljerne om hvor vi samles. Vi har også netværksgrupper, som typisk mødes et par gange om måneden i private hjem efter aftale. Vi har mange børn og unge i og omkring kirken, og vi har også tilbud til disse aldersgrupper.

Derudover har vi også mange andre forskellige arrangementer. Kig under aktuelle arrangementer, eller kontakt City Kirken.

 

… en levende frikirke på Københavns vestegn